Prøv avisen

Indrømmelser fra fødevareminister i sag om rituel slagtning

Formand for Det Jødiske Samfund Finn Schwartz var positivt overrasket efter mødet med fødevareministeren. – Foto: .

I går mødtes repræsentanter for jøder og muslimer med fødevare-minister Dan Jørgensen (S). Ministeren erkendte, at de skulle have været inviteret med i processen tidligere

Det var store mødedag for den nytiltrådte fødevareminister Dan Jørgensen (S) i går.

Først havde ministeren ellers takket nej til at møde repræsentanter for jøder og muslimer i Danmark for at diskutere det forbud mod rituel slagtning af dyr uden forudgående bedøvelse, som trådte i kraft i mandags. Men efter protester og et brev til statsministeren, hvori Det Jødiske Samfund og organisationen Danish Halal, som repræsenterer blandt andre Islamisk Trossamfund, kaldte processen udansk, ville ministeren alligevel gerne i dialog. Det skete i går eftermiddag.

Hos Det Jødiske Samfund havde Finn Schwarz ingen forventning om mirakler inden mødet.

LÆS OGSÅ: Muslimer uenige om halal

Jeg vil gerne have ministeren til at reflektere over, hvad det er, han med et snuptag gør ved religiøse mindretal. Og så vil jeg tilbyde ham en vej ud af situationen, som tilgodeser alles behov.

Eksempelvis kunne man indføje en ekstra paragraf i bekendtgørelsen, så der kunne gøres undtagelser fra loven, hvis der skulle opstå problemer med forsyningen af kosher- eller halalkød fra lande, hvor den rituelle slagtning er tilladt.

På trods af at fødevareministeren fastholdt det generelle forbud, var det en postivt overrasket Finn Schwarz, der kom ud fra Fødevareministeriet et par timer senere

Det var et interessant møde, hvor der blev givet og taget, vil jeg sige. Ministeren indledte mødet på en overordentligt positiv måde ved at give udtryk for, at det havde været smartere, hvis vi havde haft mødet, før bekendtgørelsen var trådt i kraft. Og så sagde han, at i det omfang det jødiske og muslimske samfund kan skaffe videnskabelig evidens for, at der ikke er yderligere dyreetiske problemer med rituel slagtning i forhold til dansk slagtning, så ville Fødevarestyrelsen se kraftigt på sagen igen.

Derudover lovede fødevareministeren ifølge Finn Schwarz at overvåge, at der hele tiden er kød nok til både den muslimske og den jødiske befolkning herhjemme.

Finn Schwarz tror, at ministerens velvilje til at mødes nu er påvirket af udlandets interesse for sagen.

Tv-stationer som Al Jazeera og BBC spørger: Hvad er det, der foregår i Danmark? Vi lever heldigvis i en verden, hvor det er svært at lave sådan et forbud, uden at det bliver bemærket.

Også imam Khalil Jaffar Mushib fra Islamisk Kulturcenter i Brønshøj mødtes i går med fødevareministeren. Islamisk Kulturcenter tillod i 1980 halalslagtning med bedøvelse og har således slagtet efter det nye forbud i 34 år, mens andre muslimske organisationer mener, at halal ikke kan foregå med bedøvelse, heriblandt Danish Halal og Islamisk Trossamfund. Heller ikke den jødiske schæchtning tillader bedøvelse, før dyrets halspulsåre skæres over.

Både vi og ministeren ønsker stabilitet, så derfor mødes vi i dag. Vi ønsker ikke at komme ud i omstændigheder, der ligner karikaturkrisen, for vi er muslimer, men vi er også danske, sagde imam Khalil, der var glad efter mødet.

Vigtigt for ham var det at få sikkerhed for, at det stadig er tilladt at slagte halal i Danmark med bedøvelse eller såkladt stunning før halsen skæres over, og det forsikrede ministeren altså, at det er.

Ved dagens afslutning ønskede fødevareminister Dan Jørgensen ikke at kommentere fra møderne.