Prøv avisen

Indvandrerdrenge behøver ikke blive rødder

Laura Gilliam. -- Privatfoto. Foto: Privatfoto.

Mange indvandrerdrenge dyrker en maskulin balladekultur. Det har dog intet med deres etniske baggrund at gøre, men stammer fra mødet med folkeskolen konkluderer Laura Gilliam i ny bog

Bukserne hænger godt nede om bagdelen. Hovedet er dækket af en kasket. Og spørgsmålet, der kommer ud af munden, lyder på ingen måde som et klassisk dansk:

"Wa' såh dér?"

Indvandrerdrenge i Danmark er efterhånden blevet synonym med en særlig omgangsform. En omgangsform, som ud over den karakteristiske fremtoning ofte handler om at være sej. At lave ballade. Og at være ligeglad med skolen.

Forestillingen om, at balladekulturen hænger sammen med drengenes etniske baggrund, holder dog ikke. Drengenes opførsel er i stedet et utilsigtet produkt af deres møde med den danske folkeskole.

Det er en af hovedpointerne i en ny bog "De umulige børn og det ordentlige menneske", som er skrevet af antropolog og adjunkt Laura Gilliam fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

– Hvis man kigger på andre lande og samfund, hvor minoriteter og majoriteter er samlet på skoler, så ser man nøjagtig den samme balladekultur opstå. Det betyder, at vi ikke bare kan forklare indvandrerdrengenes opførsel med noget kulturelt, påpeger Laura Gilliam.

– Faktisk var arbejderklassens drenge i Danmark i samme position for blot en enkelt generation siden, ligesom vi på nogle danske skoler med kun etnisk danske børn stadig ser et klasseskel mellem dem, der laver ballade, og dem, der ikke gør.

Nutidens balladekultur blandt indvandrerdrengene er i stedet et resultat af, at lærerne i skolen skaber skel mellem etniske minoritetsbørn og etnisk danske børn. Det sker helt utilsigtet og stik imod intentionen om lighed og tolerance, fordi den danske skole dyrker et dansk middelklasseideal for "det ordentlige menneske", forklarer Laura Gilliam:

– Det handler om, hvilke børn der har de kompetencer, som skolen gerne vil have. Og det er især de etnisk danske middelklassebørn, der har dem. De taler på den måde, man ønsker. De har en viden, som passer ind i det, man ønsker. Så selvom lærerne egentlig ikke vil gøre forskel, kommer de alligevel til det.

Og det bemærker de etniske minoritetsbørn. Det hørte Laura Gilliam i en københavnsk klasse, som hun fulgte i syv måneder.

– Der talte minoritetsbørnene om, at de danske elever var de gode og dygtige, dem der var vellidte af lærerne og dem, der opførte sig ordentligt. Og omvendt var indvandrerne, muslimerne, araberne, udlændingene – som de kalder sig selv – de dårlige, de dumme og dem, der lavede ballade. Det var børnenes egen opfattelse, fortæller hun.

Lærerne ønsker på ingen måde at give børnene den opfattelse, understreger Laura Gilliam:

– Men det sker så at sige bag ryggen på dem, fordi de altså privilegerer de danske børn i forhold til de kompetencer, de gerne vil udvikle hos eleverne.

Men er det ikke helt naturligt og på sin plads, at lærerne efterspørger og belønner kompetencer som at tale et ordentligt dansk, at opføre sig ordentligt og for eksempel at kunne sidde stille og lytte?

– Jo, men problemet er, at børn der oplever, at det, de kan, ikke bliver anerkendt, holder op med at opføre sig ordentligt, siger Laura Gilliam.

Konsekvensen er nemlig ifølge antropologen, at børn med indvandrer- og flygtningebaggrund føler sig uden for fællesskabet i skolen. Især drengene reagerer ved at vende sig bort fra skolen og søge anerkendelse og fællesskab et andet sted.

– Og det gør de altså – ligesom mange andre drenge før dem – i et fællesskab, der har en maskulin form, er i opposition til skolen og hvor man laver ballade for at være sej, forklarer hun og tilføjer, at denne balladekultur over tid har udviklet sig til en mere generel omgangsform.

– Det er ikke sådan, at indvandrerdrengene kommer til skolen eller til børnehaven som nogle, der allerede er ballademagere. Men de har allerede den her maskuline form. Og fordi lærerne efterhånden har mødt så mange drenge, som ser ud på samme måde, som er samme etniske kategori, som opfører sig på samme måde, og som har været ballademagere, så tolker de: Nå, nu har vi en til af dem, forklarer hun.

Resultatet er, at de etniske minoritetsdrenge bliver "taget lidt hårdere på". De bliver disciplineret mere og skældt mere ud, fortæller Laura Gilliam:

– Konsekvensen er, at drengene bliver bekræftet i, at lærerne ikke kan lide dem, at de er de dårlige elever og ikke en del af fællesskabet. Og så reagerer de med modstand – ved at søge sammen med de andre indvandrerdrenge og blive ballademagere. Det er en ond cirkel. Og det er ikke hensigtsmæssig i forhold til at integrere de her børn.

I stedet bør skolen blive bedre til at anerkende de etniske minoritetsbørn – blandt andet for det sprog og den viden, de har med hjemmefra, siger hun:

– Og så handler det om noget så elementært som, at disse børn skal opleve, at lærerne godt kan lide dem.

agger@kristeligt-dagblad.dk