En bosnisk mand er henvist til enheden for lindrende behandling på Aarhus Universitetshospital. Han har kræft og store smerter. Han er meget alvorligt syg. Men i henvisningen har kræftlægen skrevet: "Tal gerne med ham om smerter. Men tal endelig ikke til ham om døden!".
Ikke-vestlige indvandrere opfører sig anderledes end danskere, når de har en dødelig sygdom. Og det er ifølge flere overlæger en afgørende grund til, at de oftere end gennemsnitspatienten får adgang til specialisternes hjælp frem mod døden.
Overlæge Bodil Abild Jespersen visiterede den bosniske mand til lindring i hendes specialist-enhed den samme morgen, som Kristeligt Dagblads journalist taler med hende om formiddagen.
"Ikke-vestlige indvandrere har en anden forståelse af sygdom og død end danskerne. Det er svært at håndtere, synes mange af de læger, som behandler sygdommen. Og så henviser de til os. Det giver en ulighed med modsat fortegn i adgangen til vores hjælp," siger hun.
Et nyt dansk studie har undersøgt adgangen til specialiseret lindrende behandling for indvandrere i Danmark. Specialiseret lindring af uhelbredeligt syge patienter foregår på hospicer, hospitalsafsnit og i patientens eget hjem af teams, der kører ud fra hospitalerne. Og forskningen viser overraskende nok, at indvandrere har bedre adgang til den hjælp, der foregår i hjemmet.
Mathilde Adsersen er ph.d. ved palliativ forskningsenhed på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og hovedforfatter på studiet.
"Sidste år fandt vi i et andet studie, at der i Danmark er social ulighed i adgangen til disse tilbud: De rige og veluddannede får oftere lindring. Vores tanke var, at det samme gjaldt for indvandrere, hvor mange tilhører lavindkomstgrupper. Men det finder vi altså ikke, tværtimod får de i højere grad end etniske danskere adgang til de specialiserede teams," siger hun.
Studiet er udført blandt flere end 100.000 patienter, som døde af kræft fra 2010 til 2016. Det viser også, at ikke-vestlige indvandrere i mindre grad end resten af befolkningen indlægges på hospice.
"Men adgangen til de lindrende hospitalsteams mere end kompenserede for den mindre adgang til hospice," står der i forskningsartiklen.
Forskerne foreslår blandt andet, at indvandrerne har mere kompleks sygdom og derfor også i højere grad får adgang til de lindrende tilbud.
Men en række overlæger peger altså især på kulturelle årsager.
Kæmper til det sidste
Morten Sodemann er professor i indvandrermedicin på Syddansk Universitet og taler også om den modstand mod døden, som historien om den bosniske mand afspejler.
"Der er et kulturelt krav om, at du må ikke give op. Du får udleveret én krop, og den skal du passe på og forsvare, til du dør. Mange ønsker al den behandling, de kan få. Når den helbredende behandling er udtømt, kan lindrende behandling for dem udgøre det for en form for behandling," siger han.
Det kan være svært og uvant for eksempelvis en kræftlæge, at patienten på den måde nægter at tale om den død, som er indlysende nær for lægen, supplerer Anette Hygum, overlæge ved palliativt team på Sygehus Lillebælt.
"Lægen ved, at den her patient er døende, men patienten ved det ikke, og de pårørende insisterer på, at man ikke må tale om det. Og så henviser lægen til os, fordi de selv står i en hårdknude-situation," siger hun.
De lindrende specialister har ingen særlig viden til at håndtere disse kulturforskelle, siger overlæge Bodil Abild Jespersen fra Aarhus Universitetshospital.
"Men vi går vejen sammen med dem. Vi er der og tager samtalerne om de ønsker og tanker, de har," siger hun og peger også på, at specialisterne i lindring bidrager med blandt andet socialrådgiverhjælp og kontakt til hjemmeplejen, som kan være svært for pårørende, der ofte ikke er specielt godt integreret i Danmark.
Endelig peger Morten Sodemann på, at specialister i lindring også bedre kan møde de ikke-vestlige patienter i de krav til lindring, de ofte stiller.
"I flere kulturer må man for eksempel ikke blive bedøvet og risikere afhængighed af stærkt smertestillende medicin. Der er altså et krav om, at lægen gør 'noget andet', og det kan være svært for en almindelig læge," siger Morten Sodemann.
På den måde får indvandrerne adgang til den tid og personlige omsorg, som burde være alle patienter til dels, pointerer han:
"Døden er jo afgjort en af livets store overgange. Der er brug for mere tid, samtale og ro om, hvad der foregår. Det gælder også for danskere, der har samme behov for at blive mødt enkeltvis i deres tanker og ønsker. Det behov bliver bare meget tydeligt med disse patienter, fordi de står fast på nogle kulturelle værdier, der er bydende nødvendige for dem: Hvem skal passe mig, skal jeg gå døsig i døden og så videre," siger Morten Sodemann.