Både i Danmark, Helmand-provinsen og Hebron gør etniske minoriteters kompetencer såsom sprog og kulturforståelse en forskel for Forsvaret, forklarer eksperter fra Center for Militære Studier i flere artikler i Kristeligt Dagblad.
Hamid Mehrwarz fra Afghanistan og Adam-Mohamed Murad fra Libanon fortæller her om, hvordan de som indvandrere har oplevet at være udsendt for henholdsvis Forsvaret og Udenrigsministeriet.
Hamid Mehrwarz er 49 år og underviser på Forsvarets Institut for Sprog. Han er oprindeligt fra Afghanistan, hvor han underviste i historie på Kabul Universitet. Hamid er glad for sit job i Forsvaret og føler, at hans baggrund her gør en forskel.
En person som mig med en anden etnisk baggrund har en dybere forståelse for fjerne landes historie, kultur og sprog end mine danske kollegaer. Det er til fordel både for en sprogofficer og for en underviser, siger Hamid.
LÆS OGSÅ: Det halter med at øge mangfoldigheden i Forsvaret
Hamid, der er flygtning fra Afghanistan, fik muligheden for at gense sit hjemland med Forsvaret som civil tolk. Fra februar til august 2010 tolkede Hamid i sit modersmål pashto for ISAF-styrkens hold 9 (ISAF: International Security Assistance Force, red.).
Beslutningen om at blive sendt ud for Forsvaret var ikke populær blandt hans familie og venner.
For at være ærlig fik jeg ikke meget støtte. De frygtede, at jeg ville se nogle forfærdelige ting, eller at der ville ske mig noget. Nogle mente også, at det var forket, at jeg deltog i krigen på den måde, siger Hamid.
I Helmand-provisen var situationen en anden. De lokale havde delte meninger om Hamids tilstedeværelse.
De fleste lokale var meget nysgerrige, og de udviste en bemærkelsesværdig respekt, interesse og åbenhed overfor mig. Men de, der sympatiserer med Taleban, var ikke glade for vores tilstedeværelse, siger Hamid.
LÆS OGSÅ: Indvandrere er en vigtig ressource for Forsvaret
For Hamid var gensynet med Afghanistan positivt. Han oplevede, at hans baggrund og kompetencer var til stor nytte.
Det var en positiv oplevelse, da jeg både kunne bidrage til udviklingen i mit hjemland Afghanistan og samtidig bidrage til det danske samfund og den danske indsats i landet, forklarer Hamid og tilføjer, at han med glæde vil lade sig udsende til Afghanistan for Forsvaret igen.
Hamid er positiv over, at Forsvaret kæmper for at øge mangfoldigheden blandt de ansatte. Men han forstår godt, hvorfor indsatsen endnu ikke har været den store succes.
Vi med anden etnisk baggrund bliver behandlet lige så godt som alle andre her. Efter min mening skal Forsvaret blive endnu bedre til at kommunikere med personer med anden etnisk baggrund. Samtidig synes jeg ikke, at personer med anden etnisk baggrund er nysgerrige nok overfor de muligheder, som Forsvaret byder, siger Hamid.
En anden indvandrer, som har været udsendt, er Adam-Mohammed Murad.
Adam-Mohammed Murad er 27 år og oprindeligt fra Libanon. Han gik fra at være meget skeptisk overfor værnepligten til at blive sprogofficer og udsendt af udenrigsministeriet til Hebron på den besatte Vestbred.
Jeg gik rundt med mange fordomme om Forsvaret om, at det skulle være en firkantet institution, hvor der nok ikke var plads til mig. Jeg oplevede, at mine fordomme om Forsvaret blev udfordret. Mangfoldigheden og rummeligheden var større, end jeg havde forventet. Jeg spiser ikke svinekød, og det blev der taget hensyn til, selvom jeg ikke går og skilter med det. Når jeg spurgte om, hvad der blev serveret, fik jeg altid et høfligt svar på, om der var svinekød i det eller ej. Forsvaret har blandt andet også fået kosher og halal-feltrationer, siger Adam.
Til at starte med syntes Adam slet ikke om, at han i sin ungdom skulle aftjene værnepligt.
Dengang, da jeg skulle til session, arbejdede jeg som sælger. Det var ikke noget for mig at rulle rundt i mudder, sådan som jeg forestillede mig, at man skulle i Forsvaret. Jeg gik rundt med attachemappe og slips. Hvad skulle jeg med Forsvaret, tænkte jeg dengang. Så var der også det, at Danmark deltog i Irak-krigen. Den gik jeg ikke ind for, siger Adam.
Adam, som valgte at blive sprogofficer, er klar over, at Forsvaret har svært ved at tiltrække personer fra de etniske minoriteter.
For nogle af de indvandrere, som er muslimer, vil det have en betydning, at Forsvaret udfører militære operationer i muslimske lande. Politiet har nok større tiltrækningskraft på indvandrerne, fordi det ikke indebærer, at man går i krig. Man bruger kun sit våben for at beskytte sig selv, forklarer han.
Adam, der påbegyndte sin uddannelse i Forsvaret i 2010, havde sin families støtte, da han valgte at blive sprogofficer. Men beslutningen om at lade sig udsende blev mødt med skepsis. At han kunne udsendes til en krigszone, var familien ikke begejstret for.
Omkring det, at jeg ville være sprogofficer, har min familie været positiv. Men mine forældre udtrykte bekymring, da jeg skulle ned til Hebron. Min mor brød sig slet ikke om det, siger Adam.
I Hebron oplevede Adam, hvordan hans baggrund og kompetencer bidrog til det fredsbevarende arbejde, som TIPH (Temporary International Presence in Hebron, red.) udfører på den besatte Vestbred.
Da var jeg var udsendt som observatør i Hebron i Palæstina, var jeg på en civil mission fra august 2012 til januar 2013. Jeg var dernede, som Arabic Speaker (en person, der taler modersmålet i området, red.), da jeg taler arabisk. De lokale fik en tryghed ved min tilstedeværelse. De var nysgerrige og interesserede i at vide, hvor jeg kom fra. Med min forståelse for regionen og mine sproglige kompetencer, var jeg en bro mellem TIPH og de lokale. Det havde jeg det godt med, siger han.