En tidligere nabo lyste pludseligt op, da han i går stødte ind i 25-årige Murat Tamer. Den ældre herre, der ligesom Murat har tyrkisk baggrund, var ved at tabe mælet, da han hørte, at Murat var begyndt at læse jura på Aarhus Universitet. Den ældre mands reaktion var typisk.
Selvom jeg ikke bryder mig om at sige det, så oplever jeg, at det giver klart mere status at være i gang med en lang uddannelse end med alt muligt andet, fortæller Murat, der i september begyndte på 1. semester af jurastudiet.
Et studium, som de fleste kan overkomme ifølge Murat, men som af mange andre regnes for at være blandt de hårdeste i landet og en port til høje lønninger. Blandt dem er hans forældre.
Både i min og i andre tyrkiske familier er man meget optaget af, hvordan ens naboer og andre tyrkere kigger på én. Hvis man har en søn, der læser jura, er det enormt værdifuldt, siger han.
Murats forældre kom fra Tyrkiet til Danmark i begyndelsen af 1980erne med en skolebaggrund, der svarer til 3. klasse i en dansk folkeskole. Så længe Murat kan huske tilbage, har hans forældre talt varmt og længe om høje uddannelser.
Mine forældre har aldrig lagt skjul på, at de ønsker og forventer, at jeg tager en høj uddannelse og får en stor løn. Men det hænger også sammen med, at når mine forældre bliver meget gamle, så er det os børn, der skal sørge for dem. Ældreplejen bruger man ikke, hvis vi skal følge traditionen, siger han.
Et nyt forskningsprojekt viser, at Murats ambitionsniveau langtfra er enestående. Andelen af indvandrere og efterkommere, der finder et job med høj løn og anseelse meget vigtigt, er mere end tre gange så stor som andelen af personer med dansk baggrund, der har samme holdning.
Tendensen ses på tværs af oprindelseslande, fortæller professor Jørgen Goul Andersen, der står bag undersøgelsen. Forskning fra Tyskland, USA, Canada, Sverige og New Zealand viser ligeledes, at indvandrere generelt stiler mod job med høje lønninger.
En social opstigning kan i sidste ende blive resultatet af indvandrernes tårnhøje ambitioner. Men det, som umiddelbart betyder mest for indvandrerne, er oftest, at de får et job, som giver dem respekt og anerkendelse blandt familie og venner.
Det fortæller Katina Rasmusen, der som jobkonsulent i Københavns Kommune har besøgt og rådgivet mange familier med indvandrerbaggrund. En af de store forskelle er, at janteloven ikke tynger indvandrerne i samme grad som danskerne, vurderer hun.
I særligt den tyrkiske og mellemøstlige kultur er der meget prestige i at have et godt og velbetalt job. De snakker meget om økonomien og om, hvor mange biler eller huse deres slægtninge har, siger Katina Rasmussen.
Hun oplever også, at der er meget stor forskel på, hvilke uddannelser der har høj anseelse.
Er du lige præcis læge, civilingeniør eller økonom, så har du automatisk høj status, siger hun og fortæller, at mange forældre gør meget ud af at fortælle deres børn, at de skal gå i en bestemt retning.
Jobtitlen er også vigtig for forældregenerationen selv, bemærker hun.
Dagligt møder jeg indvandrere, som har job-ønsker, som ligger meget langt fra deres kompetencer, siger hun.
Mange indvandrerkvinder ønsker ikke at arbejde på plejehjem og i kantiner, da de mener, at der ikke er nok status i jobbet.
De spørger, hvorfor de ikke får tilbudt andre job, men jeg må bruge lang tid på at fortælle, at jobbene skal matche deres kvalifikationer, siger Katina Rasmussen.
Ifølge den danske undersøgelses forfatter, Jørgen Goul Andersen, er det et problem, at indvandrerne fokuserer ensidigt på bestemte uddannelser og job.
Det kan muligvis have den negative side, at man fokuserer for meget på de fine uddannelser og i for ringe grad værdsætter de jævne.