Prøv avisen

Indvandreres giftemønstre svækker integrationen

Integrationsforsker og professor emeritus ved Aarhus Universitet Peter Nannestad er enig i, at familiesammenføring af ægtefæller er en af forklaringerne på, at efterkommeres børn ikke klarer sig bedre end den forrige generation. Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Størstedelen af efterkommere fra ikke-vestlige lande vælger en ægtefælle, der ikke er vokset op i Danmark. Det sætter nye generationer af efterkommere bagud på point, siger eksperter

Når unge Ahmed skal giftes, vil han i en del tilfælde tage til Tyrkiet og finde en hustru, selvom han er født og opvokset i Danmark. Familiesammenføring er nemlig meget udbredt blandt andengenerationsindvandrere, og knap tre ud af fire ikke-vestlige børn af efterkommere har derfor en far eller mor, der er indvandrer.

Heraf er en tredjedel kommet til Danmark som børn. Det fremgår af en undersøgelse om børn af efterkommere med ikke-vestlig baggrund, som Integrationsministeriet og Undervisningsministeriet offentliggjorde i denne uge. Det kan være en alvorlig hæmsko for integrationen, at den ene af forældrene er indvandrer, og samtidig en af forklaringerne på, at tredjegenerationsindvandrere ifølge den nye undersøgelse ikke får bedre karakterer i folkeskolen end generationen før dem.

Det mener debattør og folketingskandidat for SF Halime Oguz, der har tyrkisk baggrund og er opvokset i Odense-bydelen Vollsmose. Halime Oguz indgik selv et arrangeret ægteskab med en kurder fra Tyrkiet, da hun var 17 år.

”Det er temmelig problematisk, når man kigger på, at de her børn bliver født og vokser op i Danmark, de går i danske folkeskoler og arbejder i danske virksomheder. Men der er stadig rigtig mange ting, der er fremmed for de her mennesker. Dansk humor, dansk kultur og danske traditioner er eksempelvis jo fuldstændig fremmed for mange af de her børn, og det er en barriere for integrationen. Samfundsmæssigt betyder det, at vi hele tiden vil have udfordringer i forhold til manglende integration. Både i folkeskolen, men også i forhold til social kontrol blandt piger med etnisk minoritetsbaggrund og den ekstremisme, der vokser,” siger 48-årige Halime Oguz.

Integrationsforsker og professor emeritus ved Aarhus Universitet Peter Nannestad er enig i, at familiesammenføring af ægtefæller er en af forklaringerne på, at efterkommeres børn ikke klarer sig bedre end den forrige generation.

”Lad os sige, at moderen er opvokset uden for Danmark. Så vil det jo være hendes sprog, der bliver talt, for det er det eneste, hun kan forstå. Og så er børnene allerede bagud på point, fordi deres sproglige udvikling foregår på en måde, der ikke er hensigtsmæssig,” siger Peter Nannestad, der ser flere grunde til, at så mange efterkommere stadig henter deres ægtefælle i familiens oprindelige hjemland.

”Den ene er givetvis, at arrangerede ægteskaber stadigvæk forekommer. Og derfor importerer man gerne ægtefæller fra udlandet. Man må også huske på, at udvalget ikke nødvendigvis er så stort i Danmark. Især ikke, hvis man skal holde sig til sin egen etniske gruppe. Hvis du er en ung afghansk kvinde, så er udvalget af passende unge afghanske mænd jo ikke særlig stort. Så kan du være nødt til at gå til hjemlandet og omvendt. Så det afspejler givetvis i første omgang noget om normerne for pardannelse, at man stadig er påvirket af, hvordan man gjorde derhjemme. Det er i høj grad kulturelt betinget,” siger Peter Nannestad og forklarer samtidig, at det for alle grupper gælder, at vi gifter os med mennesker, som socialt og kulturelt ligner os selv.

Seniorforsker Anika Liversage fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, bakker med henvisning til internationale erfaringer også op om, at det kan være en udfordring for børns integration, at den ene af forældrene ikke er opvokset i Danmark.

”Tysk forskning viser, at det især påvirker børnenes integration, hvis moderen er opvokset i udlandet og ikke taler tysk. I England har man i mange år talt om, at der er en første generation i hver generation, og at vi netop ikke får den lineære integration, men opretholder de etniske grupper, fordi man hele tiden gifter sig inden for den etniske gruppe,” siger Anika Liversage.

Hun henviser samtidig til, at ægteskabet med en person fra samme kulturkreds ofte betragtes som afgørende for at sikre minoritetens overlevelse.

”Hvis etniske minoriteter bare gifter sig på kryds og tværs, så vil minoriteten ophøre med at eksistere i løbet af få generationer,” siger Anika Liversage.

En anden grund til at søge ægtefællen i udlandet, kan være et begrænset ægteskabsmarked.

”En undersøgelse har vist, at jo højere uddannelse, tysk-tyrkiske mænd, der var opvokset i Tyskland, havde, jo større tendens var der til, at de også giftede sig med en tysk kvinde. Men for de tysk-tyrkiske kvinder gjaldt det, at jo højere uddannelse, de havde, jo større var tendensen til, at de fandt en ægtemand i Tyrkiet. Det skyldtes, at de veluddannede tysk-tyrkiske mænd til dels var afsat til de tyske kvinder, men også at det for kvinderne var mere problematisk at gifte sig ud af gruppen end for mændene,” forklarer Anika Liversage.

Hun påpeger, at det vanskeligt at regulere etniske minoritetsfamiliers giftemønstre. Danmark har forsøgt med en 24-års regel, som formentlig haft den effekt, at lidt flere bliver gift med en ægtefælle, der er opvokset i Danmark.

”Men de etniske minoritetsfamiliers ægteskabsmønstre er ikke kun et internt spørgsmål i disse miljøer. Vi må også spørge os selv: Vil majoritetsdanskere uden problemer acceptere, at en dansk kvinde for eksempel gifter sig med en mand med etnisk minoritetsbaggrund, der måske ikke er så godt uddannet? Der sker i disse år en stigende grænsedragning mellem etniske minoritetsmiljøer og danskere, og den tendens kan styrke sammenholdet i grupper med anden etnisk baggrund. Vi taler om at have et frit samfund, og med den frihed følger, at en del borgere gifter sig med ægtefæller fra udlandet. Det gælder for eksempel også en del danske mænd, der gifter sig med kvinder fra Thailand. Det bedste, vi måske kan gøre, er at have et åbent og imødekommende samfund,” siger Anika Liversage.

Konsekvensen af de fortsatte familiesammenføringer er ifølge Peter Nannestad, at den næste generation fortsat må slås med mange udfordringer:

”Man skal passe på ikke at forfalde til determinisme, for det betyder ikke, at de aldrig kan blive fuldt ud integrerede. Det er der givetvis nogle, der kan. Men de har bare sværere odds. Allerede når de starter i børnehaven, er de bagud på point. Det vil være en belastning eller bremse for dem gennem hele uddannelsessystemet. Og med den måde, vores samfund er bygget op på, er det altså uddannelse, der skal til. Jeg er bange for, at der er reelle problemer for den tredje generation,” siger Peter Nannestad.

Halime Oguz mener, at familiesammenførte ægteskaber i tredje generation er med til at fastholde kulturelle mønstre, der er ude af trit med det danske samfund:.

”Integrationen er en håndsrækning, og det danske samfund vil gerne have folk med i det større fællesskab. Men hvem er det, der forhindrer den her integration? Det er forældrene. Det er forældrenes fordomme i forhold til det danske samfund, de danske traditioner og den danske kultur.”