Indvandrerforfattere: Vi skal have flere som Sara Omar

Med en ny bog om muslimsk kvindeudertrykkelse er Sara Omar allerede blevet kaldt en gave til dansk litteratur. En vigtig udgivelse, siger andre indvandrerforfattere, for der er store problemer i de arabiske parallelsamfund

Man skal slet ikke underkende, hvor stor en betydning det har, at nogle tager bladet fra munden, så minoritetsungdommen lærer, at der er mange som dem selv, siger debattør og forfatter Geeti Amiri.
Man skal slet ikke underkende, hvor stor en betydning det har, at nogle tager bladet fra munden, så minoritetsungdommen lærer, at der er mange som dem selv, siger debattør og forfatter Geeti Amiri. Foto: Jonas Olufson/ritzau

Er hun den næste Yahya Hassan?

Det er ikke til at sige endnu, men kurdiskdanske Sara Omar er allerede blevet kaldt for en ”berigelse af dansk litteratur” og ”umulig at overhøre”. Årsagen er hendes debut som forfatter. Torsdag udkom ”Dødevaskeren”, der fortæller benhårdt om æresdrab, vold, incest og overgreb mod kvinder og børn i irakisk Kurdistan. Sara Omar har selv fortalt, hvordan hun ønsker at levere et budskab om muslimsk kvindeundertrykkelse, og dermed stiller hun i rækken af de yngre forfattere fra indvandrermiljøet. Inden for de seneste år har Yahya Hassan, Geeti Ameri, Ahmad Mahmoud, Aydin Soei og nu Sara Omar åbnet døren til en hidtil lukket verden om social kontrol, vold og overgreb i arabiske og muslimske miljøer.

Men spørgsmålet er, om det gør en forskel for problemerne i indvandrermiljøerne, når enkelte minoritetsforfattere byder hele Danmark indenfor i den arabiske underverden?

Ahmad Mahmoud fik i november 2015 udgivet bogen ”Sort land – fortællinger fra ghettoen”. Ahmad Mahmoud havde med bogen et ønske om at få beskrevet parallelsamfundene indefra. Og selvom han både er blevet betegnet som en ”forræder” og en ”kokosnød”, fordi han har skrevet bogen, har han på ingen måde fortrudt. For han har også modtaget masser af henvendelser fra mennesker i minoritetsmiljøet, som ikke længere føler sig alene, fordi Ahmad Mahmoud fortalte om de problemer, de også selv oplevede.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Derfor er det bare med at få mange bøger ud fra mange forskellige mennesker. På den måde kan vi få klarlagt, hvor alvorligt det står til. For problemet er jo, at vores historier ikke er enkeltstående tilfælde. Der er ikke kun Yahya Hassan, Sara Omar og Ahmad Mahmoud. Der er så mange andre. Jo flere stemmer og jo flere historier, desto sværere er det for de mennesker, der forsøger at stoppe frigørelsen i minoritetsmiljøet,” siger Ahmad Mahmoud.

Han er derfor helt sikker på, at det har en betydning, når han selv, Sara Omar og andre åbent fortæller om parallelsamfundene.

”Det ved jeg, at det gør. Jeg havde slet ikke selv regnet med så stor en effekt fra min bog. Derfor skal der mange flere historier til. For lige nu er vi stadig et sted, hvor den enkelte borger og den enkelte indvandrer ikke tør tale højt om problemerne. Det vil hjælpe med flere offentlige stemmer, for jeg mødes stadig med anklager om, at jeg overdriver og lyver,” siger Ahmad Mahmoud.

Da Geeti Amiri udgav sin personlige beretning ”Glansbilleder” i november sidste år, var hun allerede debuteret som debattør – og havde allerede skrevet kritiske indlæg om indvandrermiljøet. Derfor oplevede hun faktisk, at minoritetsmiljøet i højere grad forstod hendes kamp, da hun udkom med selvbiografien.

Men vreden fra parallelsamfundet kender hun ligesom Ahmad Mahmoud alt til.

”Det skyldes nok, at jeg har været med til at løfte sløret for nogle ret barske forhold: Den hykleriske seksualmoral, hvor man begrænser piger i at udfolde sig, men ikke tænker på samme måde om drengene. Det har heller ikke været populært at tale om social kontrol og vold i minoritetsmiljøet. Men pointen er, at det foregår i mange familier, og at man lukker øjnene for det,” siger Geeti Ameri.

Men oplever du, at bøgerne fra indvandrermiljøet gør en forskel? Eller er det kun blandt etniske danskere, at man tager historierne til sig?

”Selvfølgelig gør det en forskel. Måske er det ikke forældrene, der køber bøgerne og går til foredrag. Men det gør de unge mennesker. Man skal slet ikke underkende, hvor stor en betydning det har, at nogle tager bladet fra munden, så minoritetsungdommen lærer, at der er mange som dem selv.”

Spørger man Mehmet Yüksekkaya, som i mange år har været aktiv i integrationsdebatten som konsulent, debattør og forfatter, er han dog langtfra lige så sikker på, at Sara Omars og andres udgivelser om indvandrermiljøet gør en forskel.

”Det rykker ikke en millimeter. Hvis bøgerne appellerer til nogen, er det danskere, og ikke indvandrere. Det var det samme med Yahya Hassan. Det var primært danskere, der syntes, at han var interessant,” siger Mehmet Yüksekkaya.

Han understreger, at han selv er kritisk overfor ”negative mønstre” blandt indvandrere, men at folk i minoritetsmiljøet har svært ved at tage historierne seriøst.

”Det er jo meget ekstreme ting, som der bliver fortalt om i bøgerne. Det hører jo til sjældenhederne, at der foregår disse grusomme ting. Derfor tror jeg ikke, at det kan sætte en stemning eller bevægelse i gang. Hvis man virkelig skal gøre en forskel i forhold til de negative, destruktive og primitive ting, der foregår derude, så skal du også have en dialog med miljøet. Jeg synes, at det er vigtigt, at man italesætter problemerne, men skal man påvirke indvandrerne, skal det være med en anden tilgang,” siger Mehmet Yüksekkaya.