Prøv avisen

Indvandrerstemmer: Debat om assimilation er forfejlet

”Det er forkert at fokusere på assimilation,” siger debattøren Ahmad Mahmoud. "Jeg er generelt meget træt af, at det bliver enten-eller,” siger folketingspolitikeren Yildiz Akdogan (S). Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det giver ikke mening at bruge ordet assimilation, siger politiker og forfatter til den aktuelle debat om, hvorvidt indvandrere skal integreres eller assimileres

Debatten om, hvorvidt indvandrere skal gennemgå en assimilation, altså en tilpasning, så kulturelle normer og forskelle ophæves, er for alvor blusset op igen. For bør man som indvandrer integrere sig, eller skal man gå skridtet videre og assimilere sig?

Historiker og professor Uffe Østergaard hælder til sidstnævnte, og derfor har han genantændt diskussionen ved at melde det ud, som daværende integrationsminister Søren Pind (V) krævede tilbage i 2011, at det ikke er nok, at indvandrere integrerer sig. De skal assimilere sig.

Men spørger man to markante stemmer i integrationsdebatten, begge med muslimsk baggrund, er diskussionen forfejlet. Vi må tale integration, før vi taler assimilation, lyder det fra Ahmad Mahmoud, der er debattør og forfatter til bogen ”Sort Land”, der omhandler den indvandrerghetto, hvor han selv voksede op.

”Vi har i 30 år forsøgt at integrere folk, og vi har i 30 år fejlet. Hvad skulle det så gøre, at man pludselig vil assimilere folk? Når vi ikke har kunnet finde ud af at integrere folk, ved jeg ikke, hvordan vi skulle assimilere dem. Man trækker assimilationskortet nu, fordi integrationen har fejlet. Vi har været dårlige til at oplyse folk.”

Så det giver ikke mening at tale om assimilation, førend vi har fået styr på integrationen?

”Nej, for vi har stadig ghettoerne, vi har stadig en manglende berøring i forhold til forbindelsen mellem minoritetssamfundene og det danske samfund. Vi interagerer simpelthen ikke nok sammen til, at vi kan integrere folk. Det er forkert at fokusere på assimilation,” siger Ahmad Mahmoud.

Men man skal slet ikke bruge absolutte betegnelser som integration eller assimilation i debatten, mener Yildiz Akdogan, der er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og medstifter og talsmand for Demokratiske Muslimer. Hun kan dog godt følge nogle af Uffe Østergaards argumenter.

”Jeg er generelt meget træt af, at det bliver enten-eller, når vi taler om integration og assimilation. Jeg mener i bund og grund lidt det samme som Uffe Østergaard. At man skal forpligte sig til det samfund, man er en del af, betale skat og gå på arbejde. Man skal vise en slags patriotisme over for landet, men jeg er sådan set ligeglad med, om man er lutheraner, katolsk eller har en anden religion,” siger Yildiz Akdogan med henvisning til Uffe Østergaards ønske om, at man som indvandrer ”må blive kulturelt og socialt kristen”.

I stedet for at tale om assimilation og integration handler det om at stille klare forpligtelser til folk. Og det drejer sig ikke nødvendigvis om at fralægge sig sin kultur.

”Vi skal være tydeligere i forhold til pligt og krav til borgerne. Integration- og assimilationsbegreberne er blevet misbrugt, både i den politiske kontekst og den offentlige debat. Danmark er et robust, gammelt demokrati med nogle helt klare krav, normer og værdier, og der vil jeg hellere tale om deltagelsespligt, hvor vi kræver loyalitet og bidrag. Diskussionen bliver for politiseret,” siger Yildiz Akdogan.

Netop krav gav Uffe Østergaard et eksempel på i lørdagens Kristeligt Dagblad. Det lød på, at hvis en kvinde ikke kan få job, fordi hun er muslim og går med tørklæde, så er det for egen regning. Det synspunkt bakker Ahmad Mahmoud op om, men mener i den sammenhæng ikke, at det giver mening at tale om assimilation.

”Eksemplet med tørklædet har Uffe Østergaard ret i. Man kan ikke gå på kontanthjælp, hvis det er tørklædet, der forhindrer en i at få et job. Men det handler ikke om assimilation. Hvis man vil assimilere folk helt, så skal indvandrere nærmest blive kopier af danskere. Den tanke giver ikke mening, for selv danskere er forskellige,” siger Ahmad Mahmoud, som hellere vil bruge udtrykket integration.

”Det handler om at kunne mødes, om vi spiser svinekød eller ej. Det er ingen forhindring, men der skal selvfølgelig være en forståelse for de spilleregler, der er i det danske samfund. Man betaler skat og går på arbejde. Men jeg er fuldstændig ligeglad med, om folk vil klæde sig ud som stammemennesker, så længe de bidrager til samfundet. Man kan ikke sætte en grænse op for, hvordan man skal integrere sig,” siger han.

Samme holdning møder man hos Yildiz Akdogan:

”Jeg synes, det er mærkeligt at sige, folk skal være lutheranere, for alle fortolker religion på vidt forskellige måder. Jeg vil hellere kalde det for deltagelse, for det, der er sket med integration, er, at den er blevet tolket lidt laissez faire, og med assimilationen skal du nærmest have blond hår og blå øjne. For mig er der ikke noget mere naturligt, end at man selvfølgelig arbejder, og man betaler skat. Det er vores pligt som borgere og politikere at få den kultur fremmet hos de unge mennesker og gøre det til en naturlig del af deres selvforståelse af at være danskere. Det giver ikke mening at tale om at være integreret eller assimileret. Det har vi diskuteret helt tilbage fra min gymnasietid, og vi er til stor frustration ikke nået længere,” siger hun.

Man skal vise en slags patriotisme over for landet, men jeg er sådan set ligeglad med, om man er lutheraner, katolsk eller har en anden religion

Yildiz Akdogan