Indvandringen gør det danske samfund fattigere

Om 50 år vil 800.000 danskere have ikke-vestlig baggrund. Samfundets elite overser, at de mange nydanskere øger risikoen for konflikter, mener ny debatbog

Morten Uhrskov Jensen er manden bag bogen ”Indvan­dringens Pris”. – Privatfoto.
Morten Uhrskov Jensen er manden bag bogen ”Indvan­dringens Pris”. – Privatfoto.

Det har i flere år irriteret den konservative debattør og forfatter Morten Uhrskov Jensen, at udlændingedebatten i Danmark styres så meget af følelser og holdninger fremfor af statistiske fakta. Derfor besluttede han for et par år siden at undersøge indvandringens konsekvenser ved at grave i tal og statistikker.

LÆS OGSÅ: Sådan ser indvandringen til Danmark ud

I en ny debatbog Indvandringens Pris kaster han udfra talmateriale et kritisk blik på virkningerne af de seneste 10 års indvandringspolitik, og han langer hårdt ud efter en elite, der efter hans opfattelse har vendt det blinde øje til de negative følger af de mange nydanskere.

Kristeligt Dagblad konfronterer her forfatteren, der til daglig er lektor på Herlufsholm Gymnasium, med hovedsynspunkterne i bogen.

Artiklen fortsætter under annoncen

I bogen Indvandringens Pris skriver du, at indvandringen til Danmark stort set har været en glædesløs historie. Hvad mener du med det?

Der har været enkelte solstrålehistorier, men i hovedtræk har indvandringen været negativ for Danmark. Kriminaliteten er blevet større, og vores skolevæsen er blevet mere opsplittet. En af de værste konsekvenser af indvandringen er netop den ændring af dagliglivet, som mange almindelige danskere oplever. Beboerne i sociale boligbyggerier som Gellerup og Vollsmose lever i et helt forandret nærområde. De kan ikke bare tale med naboerne på grund af sprogbarrierer. Den engelske filosof Roger Scruton taler om a community of strangers, altså at man føler et tilhørsforhold til lokalområdet, selvom man ikke kender beboerne. Den følelse er forsvundet i nogle kvarterer. Men den problematik er samfundets elite blind overfor.

I din bog problematiserer du, at der ifølge Danmarks Statistik vil være omkring 800.000 indvandrere i Danmark i 2050. Men vil denne gruppe ikke netop blive integreret ligesom tidligere indvandrere i historien?

Et af de store problemer er, at efterkommerne af indvandrere klarer sig så dårligt rent skolemæssigt. PISA-undersøgelserne viser, at mindst 35 procent af efterkommerne ikke har de nødvendige forudsætninger for at påbegynde en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Når anden generation klarer sig dårligt, så viser erfaringer fra USA, at tredje og fjerde generation heller ikke vil klare sig bedre. Og når vi så tilsætter en cocktail af kulturelle, religiøse og etniske forskelle mellem danskere og ikke-vestlige indvandrere, så er der lagt op til voksende spændinger i samfundet.

Undersøgelser viser også , at 41 procent af efterkommerkvinderne mellem 20 og 24 år er i gang med en videregående uddannelse og på det område overhaler danske kvinder. Er det ikke et bemærkelsesværdigt fremskridt?

Det er en myte, at efterkommerkvinderne klarer sig så godt. Det er rigtigt, at der er flere 20-24-årige indvandrerkvinder indskrevet på uddannelserne. Men ser man på de 30-årige efterkommerkvinder, så har 39 procent ikke taget en uddannelse, mens det tal for de danske kvinder kun er 20 procent. Samtidig er uddannelsesniveauet for de 30-årige danske mænd og kvinder højere end for de jævnaldrende efterkommerkvinder. Det lave uddannelsesniveau betyder, at indvandrerne også fremover vil tjene mindre ind til samfundet, og derfor vil danskerne blive tvunget til at gå ned i levefod.

Du kritiserer i bogen de liljehvide eliter. Hvem er de?

I USA er de liljehvide eliter betegnelsen for amerikanere ofte af europæisk afstamning, som er fortalere for indvandring, men som selv foretrækker at leve sammen med mennesker, der ligner dem selv. Herhjemme har vi også en liljehvid elite af erhvervsfolk og akademikere, der har en liberal holdning til indvandring, men som samtidig lever i pæne kvarterer på afstand af problemerne. Denne liljehvide elite bilder os ind, at indvandrerne kan hjælpe samfundet med at afhjælpe ældrebyrden, men sandheden er jo, at indvandrerne skal tjene mindst det samme som danskerne, for at vi kan bevare vores velstand. Vicedirektøren i Danmarks Nationalbank, Anders Møller Christensen, formulerede i 2007 problemet sådan her: Det, som tæller i sidste ende, er også, at vores produktion og velfærd pr. indbygger vokser. Det kræver, at den udenlandske arbejdskraft har en indkomst, som er mindst som gennemsnittet i Danmark i forvejen.

Siden 2001 er der gennemført en række stramninger, så der sidste år kun kom 5000 familiesammenførte og asylsøgere til landet, mens omkring 50.000 kom for at arbejde og studere er det ikke positivt?

Det er endnu en myte, at der er blevet bremset op for indvandringen. I 2010 kom op imod 25.000 ikke-vestlige indvandrere til Danmark. En del kom via greencard-ordningen eller for at studere. Kun 29 procent af de, der kommer via greencard-ordningen, får arbejde efter kvalifikationer. Resten tager for eksempel ufaglærte jobs.

Kan vi overhovedet standse indvandringen i en globaliseret verden?

Det er en fejlagtig tese, at et land skal modtage mange indvandrere for at klare sig i globaliseringen. Japan og Sydkorea klarer sig godt, selvom de ikke modtager indvandrere.

De første gæstearbejdere kom til Danmark i 1960erne. Er det overhovedet realistisk at rulle tiden tilbage ?

Nej. Men jeg beder om, at vi standser ikke-vestlig indvandring så snart som muligt, og det må ske i samarbejde med de andre europæiske lande.

Men kan det overhovedet lade sig gøre?

Det kræver først og fremmest et erkendelsesskred. Europa skal erkende, at vi har nok at gøre med at forsøge at integrere de indvandrere, der allerede bor her. Herhjemme kan vi groft sagt gå tilbage til udlændingelovgivningen før 1983, hvor udlændinge ikke havde noget retskrav på familiesammenføring. Enhver kultur også den vestlige, kan kun magte en vis mængde indvandring.

Indvandringens Pris udkommer i dag på forlaget PeoplesPress.