Information efter kronik af barnemorder: Ingen er per definition udelukket fra vores debatsider

Dagbladet Information er blevet kritiseret for at bringe en kronik, hvor en mand beskriver, hvordan og hvorfor han slog sin femårige datter ihjel. Læsere mener, at kronikken romantiserer drabet. ”Jeg havde ikke selv den læseoplevelse," siger debatredaktør

I 1993 strangulerede Jan Andersen sin femårige datter. Nu fortæller han om sine bevæggrunde for drabet i en kronik i Dagbladet Information. Modelfoto.
I 1993 strangulerede Jan Andersen sin femårige datter. Nu fortæller han om sine bevæggrunde for drabet i en kronik i Dagbladet Information. Modelfoto. . Foto: Iris/Ritzau Scanpix.

”Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals. Jeg kyssede hendes lyse hår farvel og åbnede hendes vindue ud til haven, så hendes sjæl kunne flyve bort med sjælefred.”

Sådan beskriver Jan Andersen i en kronik det øjeblik i 1993, hvor han strangulerede sin femårige datter Tatiana med en tørresnor.

I kronikken, som Dagbladet Information har bragt denne weekend, reflekterer Jan Andersen over drabet. Han forklarer drabet med, at han var bange for at svigte sin datter, fordi han og moderen skulle separeres. Et sådant svigt var han nemlig udsat for i sin egen barndom.

”Jeg projicerede min egen barndoms smerte over på hende og kunne kun se et trist og knuget lille barn, som snart ville blive forladt af sin far,” skriver han.

På de sociale medier har Dagbladet Information mødt massiv kritik for at udgive indlægget. Nogen mener, kronikken voldsæstetiserer, mens tidligere transportminister Magnus Heunicke (S) kalder det for en romantisering af drabet.

Gry Inger Reiter, debat- og kronikredaktør på Dagbladet Information, hvorfor har I valgt at trykke indlægget?

”Jeg ser det som en kerneværdi for en avis som Information – og for debatjournalistik i det hele taget – at stille det frie ord til rådighed for dem, der har noget væsentligt at sige, men som ikke bliver hørt andre steder. Det er indlægget et eksempel på. På B.T. så jeg en afstemning, hvor næsten 70 procent tilkendegav, at de synes, barnemordere ikke skulle kunne ytre sig. Det viser, hvor vigtigt det er, at nogen sørger for, at alle kan komme til orde i vores samfund. Man skal huske på, at tidligere straffede er borgere på linje med alle os andre.”

Men synes du, at Jan Andersen i det konkrete tilfælde har noget væsentligt at sige? Har indlægget et publicistisk sigte, der går ud over, at indholdet provokerer mange og dermed skaffer mange kliks og megen omtale?

”Da Jan Andersen sendte kronikken til mig, og jeg læste den for første gang, synes jeg, det var en enormt lærerig oplevelse. Jeg kom til at reflektere over, hvordan tidligere straffede selv opfatter det, de har gjort, og hvordan de lærer at leve med det. Det, synes jeg, indlægget gav et enormt interessant indblik i. Jeg er klar over, at der er andre, der har haft en anden læseoplevelse end mig, og der er også færre, end jeg havde håbet, som har læst indlægget, som jeg gjorde. Heldigvis kan jeg se, at der er nogen, der – selvom det er ubehagelig læsning – skriver, at det har sat tanker i gang i forhold til, hvordan samfundet ser på tidligere straffede.”

På sociale medier er der flere, der stejler over beskrivelsen af selve drabsøjeblikket. De synes, Jan Andersen romantiserer drabet, når han skriver ”Forsigtigt lagde jeg en snor om hendes hals. Jeg kyssede hendes lyse hår farvel og åbnede hendes vindue ud til haven, så hendes sjæl kunne flyve bort med sjælefred”. Hvad mener du om den kritik?

”Jeg havde ikke selv den læseoplevelse. Men jeg kan godt forstå, at man kan læse det på den måde. I processen har jeg selvfølgelig også talt med Jan Andersen om den måde, han skriver på, og hans hensigt har været at beskrive, hvordan han på det tidspunkt oplevede virkeligheden, fordi han var syg og helt ved siden af sig selv. Jeg har set, at nogle kalder beskrivelsen en voldsæstetisering, og jeg vil gerne anerkende, at man kan læse det på den måde, men det er ikke sådan, det er ment. Jan Andersen har forsøgt at lukke læserne ind i det sind, der står bag sådan en handling, for at give dem et bedre indblik i, hvorfor forbrydelsen kunne ske.”

Jan Andersen skriver selv i kronikken, at hans hensigt med indlægget er at aftabuisere om ikke barnemord så de mennesker, der begår dem. Er det virkelig et tabu, du mener, vi som samfund trænger til at få gjort op med?

”Der har været en del forvirring om, hvilket tabu der eventuelt skal eller ikke skal brydes. Vi har en tendens til at fremstille mænd, der slår deres børn ihjel, som de ultimative onde monstre. Som jeg forstår Jan Andersen, har hans hensigt været at beskrive, at der også kan være andre grunde til, at man ender i den ulykkelige situation, at man slår sit barn ihjel. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg tror, debatten havde været en anden, hvis det var en kvinde, der havde beskrevet, hvorfor hun slog sit barn ihjel under en fødselsdepression.”

Hvis I på Dagbladet Information gerne vil behandle emnet, hvorfor sætter I så ikke en journalist til at skrive en egentlig artikel - så havde der både været mulighed for at stille Jan Andersen kritiske spørgsmål og få moderens side af sagen?

”Jeg har talt med moderen til den dræbte datter, inden vi publicerede indlægget. Det er fast praksis på Information, at vi kontakter pårørende, når vi bringer debatstof, der på en eller anden måde opruller noget familiedrama. Men moderen har læst kronikken inden, den kom ud, og hun havde en noget mere rolig reaktion end de fleste på sociale medier. Det kan man jo så tænke lidt over."

"I forhold til om vi skulle have interviewet Jan Andersen i stedet, så er debatspalterne i en avis jo det sted, hvor ordet bliver sat frit for alle borgere i samfundet. Det er ikke sådan, at nogle borgere gerne må udtrykke sig på egne vegne i debatspalterne, og andre borgere ikke må.”

Men som debatredaktør står det dig jo frit for at afvise at bringe indlæg. Det går jeg ud fra, at du gør mange gange om dagen?

”Ja, men hvad skulle være grunden til, at lige præcis Jan Andersen ikke skulle have lov til at tale på egne vegne?”

Som avis kunne I måske have sparet jer for megen kritik, fordi man ville kunne se de kritiske spørgsmål blive stillet og se moderen komme til orde. Det står jo ikke i kronikken, at moderen har læst den, så hvordan skal man som læser kunne vide det?

”Det er rigtigt, og den lære, vi har draget af denne sag, er også, at vi bliver nødt til at kommunikere i en faktaboks, at vi har været i kontakt med de pårørende, når vi har denne type debatindlæg. For selvom det er fast procedure, er det selvfølgelig fint at få kommunikeret ud. Derfor har vi nu også skrevet det ind i netversionen af Jan Andersens indlæg. I forhold til de kritiske spørgsmål kan man sige, at her gælder den normale praksis for debatspalterne: At man kan replicere, hvis man er uenig med nogen. Det står alle frit for at sende svar ind på Jan Andersens kronik. Det er sådan, den frie debat fungerer.”

På sociale medier er der mange, der spekulerer i, hvem vi næste gang kan læse indlæg af i Dagbladet Information. Du har afvist, at mænd som Peter Madsen og Peter Lundin ville kunne få spalteplads. Så hvor går grænsen for, hvem I vil lægge spalteplads til?

”Man kan ikke trække en streg i sandet og sige, at dette er de faste regler for, hvem der må ytre sig. Ligesom med alle andre debatindlæg er det en vurdering, jeg foretager fra gang til gang ud fra det, der er skrevet: Har det en vis kvalitet? Er der nogen, der kan blive klogere af at læse det? Har afsenderen noget væsentligt på hjerte, som kan bidrage til at løfte niveauet af oplysning i offentligheden? Derfor kan jeg ikke sige dig, hvem der har og ikke har mulighed for at blive trykt, for ingen er per definition blacklistede som afsendere, men jeg kan sige, at jeg absolut ikke ser noget problem i, at tidligere straffede formulerer sig i den offentlige debat. For de er borgere på lige fod med alle andre.”