Allerede på lang afstand ser man de røde plakater med partibogstavet A, der pryder vinduerne i det gamle butikslokale.
Her holder Socialdemokratiet i Aalborg til, og herfra skal Mette Frederiksen snart føre sin valgkamp. Indenfor står kasse på kasse med kampagnematerialer pakket og klar, og de engang hvide vægge er plastret til med regneark og plancher. Arbejdet har været i gang siden august, men lige nu ligger kontoret hen i en form for tornerosesøvn. Klar til den dag, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trykker på knappen.
Inge Nesgaard træder ind ad døren. Hun hilser varmt på den enlige studentermedhjælper, der går og rydder lidt op. Han hilser varmt tilbage. Her i byen er hun en, man kender. Lokalformand, byrådsmedlem, folketingskandidat og tidligere medlem af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Igennem de seneste 45 år har hun været med til at sætte et tydeligt præg på Socialdemokratiet både lokalt og nationalt.
Siden Kristeligt Dagblad ringede og satte hende i stævne, har hun tænkt meget over, hvad det har givet hende. ”Netværk” er det korte svar. Privat er der en kerne af socialdemokrater, hun har kendt det meste af livet, og som hun stadig holder fast i. Husvennerne, som hun kalder dem. Og det kvindepolitiske netværk, ”de røde hoser”, der blandt andet tæller Lizette Risgaard, Ritt Bjerregaard og Jytte Hilden, som hun stadig mødes med fire gange om året. Samtidigt har det gennem et langt arbejdsliv og i hendes engagement i bestyrelser på kultur- og fritidsområdet været en værdifuld ressource.
”Jeg har mødt mange mennesker, som jeg har kunnet bruge. Og det er ikke det samme som misbruge. Når jeg eksempelvis har stået og skulle løse en opgave, har jeg altid haft nogen at hive fat i, der har kunnet hjælpe,” siger hun.
Kan du komme med et eksempel?
”Når vi har skullet finde nye bestyrelsesmedlemmer, har jeg trukket på mit netværk. Ikke fordi, at jeg kun har rekrutteret i det. Jeg har brugt deres viden til at finde den rigtige kandidat. Det er ikke nepotisme, men at bruge nogen som jeg har tillid til,” forklarer hun.
For nyligt gik hun på pension, og i en alder af 65 år er hun ikke længere aktiv i det organisatoriske arbejde. Men det gibber i hende, da hun bevæger sig rundt på kampagnekontoret. Interesseret spørger hun ind til en af de grafer, der hænger på bagvæggen. Nikker anerkendende over det svar, hun får tilbage. Da hun bevæger sig ovenpå, bliver hun mødt af et begejstret kor af stemmer.
”Heeeeeeeeeeeeej Inge, hvor er det godt at se dig,” lyder det fra den lille gruppe, der sidder forsamlet rundt om bordet. De udgør kernen af folketingskandidat Søren Valgreen Knudsens (S) kampagnegruppe. En kampagne, som Inge Nesgaard denne gang har besluttet at støtte op om. For den yngre socialdemokrats arbejdsiver og dedikation har vundet hendes respekt.
Når valget løber af stablen, bliver det den 16. gang, at hun fører kampagne for Socialdemokratiet. Stående midt på kampagnekontoret omgivet af såkaldte ”roll up”-bannere, kasser med alskens kampagnematerialer og billeder af Mette Frederiksen (S), slår hun ud med armen. Sådan her plejede det ikke at være, fortæller hun.
”Man starter helt klart valgkampe tidligere. Når jeg tænker tilbage på mine egne valgkampe, synes jeg nærmest, vi startede 14 dage før. Men det gjorde vi nok ikke,” siger hun og slår et stort grin op.
”Det er blevet mere udadvendt og opsøgende. Det er tydeligt, at der ligger en anden styrke og ressource bag valgkampsaktiviteterne i dag.”
Man taler ofte om, at især de store partier har gennemgået en professionalisering. Er det noget, som du kan mærke som medlem af Socialdemokratiet?
”Både ja og nej. Det er ikke en entydig ting,” siger hun.
Hun holder en lang pause. Ikke så meget en tøven, mere en omhyggelig afvejning af det, hun skal til at sige.
”Der, hvor jeg kan se en udvikling, og det er måske ikke altid til den bedre,” siger hun og afbryder sig selv. Starter forfra:
”Der, hvor man skal være opmærksom på det; det er der, hvor man bliver for strategisk omkring arbejdet i partiorganisationen. Eller i samarbejdet mellem partiorganisationen og Christiansborg. Der ser jeg en klar forandring,” siger hun.
Dårligt nok har hun sagt ordene, inden hun skifter emne. Hun vil hellere tale om de positive forandringer. Hun fortæller, at hendes valgkreds er begyndt at holde en månedlig politisk café. Her mødes medlemmer, folketings-, regions- og kommunalpolitikere til en formiddag med kaffe og dialog. Det giver mulighed for, at partimedlemmerne kan lufte deres tvivl, spørgsmål eller frustration.
Føler du, at partiet lytter til jer?
”Et er, om de hører efter og laver om på nogen ting. Det er nok lidt mere bop-bop,” siger hun og illustrerer det med den ene hånd.
”Men når jeg ikke forstår, hvad katten de har gang i, har jeg som partimedlem mulighed for at kræve en forklaring,” siger hun.
Inge Nesgaard er socialdemokrat af den gamle skole. En af den slags, der har et stort maleri af Thorvald Stauning (S) hængende derhjemme. Med forældre, der var aktive i Socialdemokra- tiet, er hun med egne ord født ind i det gamle arbejderparti. Politik var det dominerende emne over middagsbordet i det aalborgensiske hjem. Faktisk i så høj grad, at det hang hende langt ud af halsen, da hun nåede teenageårene. Efter et forlist parforhold skulle hun dog finde noget at fylde fritiden ud med, og så lå det lige til højrebenet at ringe til DSU (Dansk Socialdemokratisk Ungdom). Som sagt, så gjort. Det var i 1974, og siden har hun ikke set sig tilbage.
”Jeg husker ikke, at jeg nogensinde overvejede at melde mig ind i andre partier. Socialdemokratiet var det naturlige valg. Det var jo der, jeg hørte hjemme,” siger hun.
Hun er barn af arbejderklassen, men har selv løftet sig op i middelklassen. Det gør hun sig fuldt ud bevidst, mens hun sidder under stukloftet i hende og mandens 213 kvadratmeter store lejlighed i midten af Aalborg. Med det kommer nemlig et ansvar over for samfundets svageste.
”På alle måder er jeg stadig lige så venstreorienteret som den dag, jeg meldte mig ind i partiet. Det har aldrig ændret sig. Så længe jeg kan, bliver jeg ved med at kæmpe for det, jeg tror på. Gjorde jeg ikke det, ville jeg føle, at jeg svigtede,” siger hun.
Mens Inge Nesgaards politiske ståsted er forblevet det samme gennem årene, har hendes parti rykket sig. Det gælder ikke mindst på flygtninge- og integrationsområdet, hvor partiet har taget en hård højredrejning. Det er nogle gange rigtigt svært at være vidne til, fortæller hun.
”Jeg har mange venner, der har meldt sig ud af partiet. Men det kommer jeg ALDRIG til at gøre,” siger hun og lægger tryk på ordet for at understrege vigtigheden.
Hvorfor ligger tanken dig så fjern?
”Jeg vil ikke stå udenfor og uden mulighed for at påvirke tingene. Som medlem har jeg en platform. Den forsøger jeg at bruge,” siger hun.