Som barn afgav Inge Krogh et løfte: Når hun blev voksen, skulle der ikke diskuteres politik i hendes hjem. I sidste uge døde overlægen og politikeren Inge Krogh. Hun blev 102 år. I barndomshjemmet blev der talt meget om politik, for Inge Kroghs far, grosserer Hans Peter Krogh, var med i det nu hedengangne parti, Retsforbundet.
Barndommens løfte holdt hun til den dag i 1970, da hun meldte sig ind i Kristeligt Folkeparti. Hun havde set et indslag i TV-Avisen om stiftelsen af partiet og fortalte siden, at hun sagde til sig selv: ”Det her kommer til at betyde noget.” Hun blev hurtigt engageret i det unge partis arbejde, og i 1973 blev hun valgt til Folketinget. Det var ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor partiet første gang kom i Folketinget. De følgende 11 år markerede Inge Krogh sig som en politiker, der forstod at tale tidsånden imod i sin ihærdige kamp for samfundets svageste.
Inge Kroghs opvækst var ikke alene præget af en far med en politisk åre, men også af en mor, som kæmpede med mørket. Hendes hjemmegående mor led af depressioner og var af flere omgange indlagt på Kolonien Filadelfia i Dianalund.
Kristendommen var ikke et fundament i barndomshjemmet, men det blev det for Inge Krogh, efter at hun som gymnasieelev var med på en sommerlejr arrangeret af Kristne Gymnasiaster. Hun beskrev siden i interviews, hvordan Det Nye Testamente var blevet levende for hende på sommerlejren. Hun meldte sig ind i den lille frikirke Den Apostolske Tro. Bøn og daglig bibellæsning blev en konstant.
Kampen mod afstumpetheden
At hun kæmpede for de svage, så man, da hun som ung læge i 1962 blev ansat ved Åndssvageforsorgen i Nyborg først som reservelæge og siden som overlæge samme sted. Det blev hendes mærkesag at forbedre forholdene for beboerne og deres familier. Det var noget af et nybrud, da hun som overlæge besluttede, at man skulle holde åbent hus, så offentligheden kunne få et indblik i, hvordan forholdene var for de udviklingshæmmede. Når hun fik fri, arbejdede hun videre og havde en omfattende foredragsvirksomhed, hvor hun talte de udviklingshæmmedes sag. Inge Krogh var blandt andet optaget af at afhjælpe skyldfølelsen hos forældre til udviklingshæmmede.
Når man gik fra et foredrag med Inge Krogh, var man ikke i tvivl om, at overlægen var rystet over de forhold, staten med åbne øjne bød de svageste borgere. Mange år senere udtalte hun sig til Kristeligt Dagblad om den generelle håbløshed og afstumpethed, som prægede den daværende Åndssvageforsorg. Inge Krogh sagde:
"Når man var ansat i åndssvageforsorgen, gik der ikke ret længe, før man tog det som en selvfølge, at de havde dårlige forhold. Hvis der er 23 på en stue, så vænner man sig hurtigt til, at sådan er det. Og sådan tror jeg, at mange havde det, som arbejdede inden for forsorgen."
Da hun blev valgt til Folketinget, var en af hendes mærkesager bedre forhold for udviklingshæmmede, modstanden mod den fri abort, hjælp til kvinder i pornoindustrien og ikke mindst et forbud mod børnepornografi. Efter frigivelsen af billedpornografien i 1968 havde Danmark en betydelig børnepornografisk industri. Inge Krogh så tidligt og udtrykte tydeligt, hvor bekymrende det var, at børnepornografi var tilladt, og hun udtalte sig i stærke vendinger mod pornografi i det hele taget. Weekendavisens journalist Søren K. Villemoes har beskrevet, hvordan Venstresocialisternes medstifter Preben Wilhjelm afskrev Kroghs argumenter som ”nyvictorianske”. For andre var Inge Krogh et moralsk fyrtårn med sine meningers mod.
Hun repræsenterede et mindre parti, men med sin uforfærdethed gav hun partiet kant. Hun var den første politiker, som modtog Ekstra Bladets nytårstorsk, da den siden traditionsrige kåring fandt sted første gang i 1977. Prisen gives til den person, som har dummet sig mest i årets løb, og Inge Krogh fik prisen, fordi hun havde brugt billeder fra en koncentrationslejr i et foredrag mod abort, og fordi hun havde kaldt politikeren Mogens Glistrup for ”en af Danmarks største psykopater”. Foruden torsken fik hun i 1977 en næse fra Lægeforeningens etiske råd for både udtalelsen om Glistrup og brugen af billedet fra koncentrationslejren. Den største politiske sejr opnåede hun i 1980, da børnepornografi bliv gjort forbudt ved lov.
Livets ukrænkelighed
Hverken torsk eller næser stoppede Inge Krogh i at argumentere for livets ukrænkelighed. Mange år senere i 2007, da Kristeligt Folkeparti havde ændret navn til Kristendemokraterne, sløjfede partiet formålet om at få afskaffet adgangen til fri abort, og en skuffet Inge Krogh udtalte til Morgenavisen Jyllands-Posten:
”Der må jo være nogle, der står fast på, at livet er ukrænkeligt.”
Nok fyldte politik, men Inge Krogh bevarede sin identitet som læge, og i 1984 besluttede hun ikke at genopstille til Folketinget, og hun vendte tilbage til stillingen som overlæge i Nyborg. I 1986 flyttede hun til Horsens, hvor hun blev praktiserende læge. En af grundene til, at fynboen valgte at bosætte sig i Horsens, var frikirken Den Apostolske Tro, som dengang havde en større menighed på Hulvej i Horsens.
Skønt Inge Krogh ikke sad i Folketinget, slap hun ikke sit politiske engagement, og i 2009 blev hun kåret til æresmedlem af Kristendemokraterne. Heller ikke kampen for de svageste slap hun. Inge Krogh engagerede sig blandt andet i Blå Kors og havde et gæstfrit hjem, hvor man mærkede hendes hjertelighed, der blandede sig med et bredt samfundsengagement.
De sidste år af sit liv boede hun i en ældrebolig i Åpark Centeret i Horsens. Når hun så tilbage på sit liv, udtrykte hun gerne en glæde over de forbedringer, som der er sket for de udviklingshæmmede siden 1962, da hun blev ansat ved Åndssvageforsorgen. Og spurgte man hende, hvad der havde været hendes rigeste år, svarede hun uden at tøve: De 11 år i Folketinget.