Prøv avisen
Interview

Jakob Ellemann-Jensen: Ingen har fået det bedre af at være en stakkel

Noget af det mest givende er at komme hjem fra en rejse og konstatere, at i det store billede er vores udfordringer såvel få som små, siger Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen, der lige nu deltager i FN’s generalforsamling i New York. Foto: Jens Henrik Daúgaard/ritzau

Det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Sådan lyder regeringens mantra for en skattereform, men hvorfor er det så vigtigt? Det svarer Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen forud for et nyt folketingsår, hvor netop skatteforhandlingerne spiller en nøglerolle

Skattelettelser eller velfærd? Sådan har oppositionen igen og igen problematiseret regeringens planer om sænke skatter og afgifter.

Nogle borgerlige politikere har forsvaret skattelettelserne med, at de kan forbedre velfærden, fordi den enkelte får bedre mulighed for at købe sig til et bedre liv. At kunne købe en stor og sikker bil er for eksempel også udtryk for bedre velfærd, har det lydt.

Det argument køber Venstres politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen nu ikke uden videre. I hans perspektiv handler velfærd om skoler, hospitaler, ældrepleje, politi, forsvar – kort sagt alle de opgaver, som vi ikke kan løse på egen hånd hver især.

Præcis som SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, forleden sagde i denne artikelserie, mener også Venstres politiske ordfører, at den helt store politiske opgave er at redde velfærden.

Men at han lægger noget andet i det end sin SF-kollega, bliver hurtigt klart. På en telefonlinje fra New York, hvor han deltager i FN’s generalforsamling, forklarer han, at det vigtigste er at undgå, at vi kommer til at tage velfærden for givet.

”At vi bevarer velfærdssamfundet, og at vi sætter pris på det, er to sider af samme mønt. Vi har måske engang imellem en tendens til at tro, at det kommer af sig selv. Og til at fokusere lidt mere på, hvad vi har krav på, end hvad vi har brug for. Til at tro, at alle har ret til et fedt køkken, som den der grufulde reklame engang sagde,” siger han.

”En meget, meget væsentlig forudsætning for, at velfærdssamfundet kan fortsætte, er, at vi i højere grad fokuserer på, hvad vi kan bidrage med i stedet for bare at sige, hvad vi har krav på.”

Jakob Ellemann-Jensen overtager et øjeblik interviewerens rolle og stiller sig selv det opfølgende spørgsmål.

”Hvor er det så, at velfærdssamfundet skal holde snitterne væk? I min optik er det der, hvor vi risikerer at tage ansvaret fra borgerne. Hvor vi risikerer at reducere mennesker til brikker i samfundet. Men der er vi jo ikke.”

”I Venstre har vi mantraet om, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde. Det har vi på grund af en masse økonomiske ting. Der er en masse regneark, som viser, at samfundet bedre kan hænge sammen på den måde. Det er også rigtigt, men frem for alt handler det om, at vi som mennesker skal have den glæde og den mulighed, det er at kunne forsørge sig selv og sine. Det er i min optik helt grundlæggende for det at være menneske, og det skal vi hjælpe folk til.”

”Vi skal gøre op med synet på nogle mennesker som værende nogle stakler. Henrik Sass Larsen (Socialdemokratiets gruppeformand, red.) sagde på et tidspunkt, at vi i regeringen var nogle ’stakkelhadere’.”

”Det er vi for det første ikke, men for det andet ser jeg ikke mennesker som stakler. Der er aldrig nogensinde nogen, der har fået det bedre af at være en stakkel. Rigtig mange har fået det bedre af, at nogen har klappet dem på skulderen og sagt ’jeg tror på, at du kan noget’.”

Nogle mener, at når I siger, at det bedre skal kunne betale sig at arbejde, så betragter I groft sagt folk som dovne slyngler, der ikke gider at arbejde. Og derfor skal der være en økonomisk gulerod, før man gider bestille noget. Er det en helt forkert opfattelse?

”Ja, det er det. Dels tror jeg, at de fleste mennesker er rationelle. Hvad får vi af nytte af en given handling? Jeg tror, at mange mennesker vil spørge sig selv, om det kan betale sig at arbejde, hvis de af et måske misforstået velmenende velfærdssamfund bliver bragt i en situation, hvor man siger ’Om du går på arbejde eller ej gør ikke nogen økonomisk forskel for dig’. Eller hvor man siger ’Det gør økonomisk så lille en forskel, at du formentlig skal bruge dit overskud på transport og frokost i kantinen’.”

”Men der er noget andet, som er vigtigere. Jeg synes ikke, at vi kan være det bekendt over for de mennesker, der går på arbejde og knokler en vis legemsdel ud af bukserne og er en del af et arbejdende fællesskab. Så det er både et spørgsmål om rimelighed og økonomi, og så det at folk fortjener et arbejde.”

Den skattereform, I vil gennemføre, vil få uligheden til at vokse. Er det ikke et problem?

”Ulighed over et vist niveau er en kæmpe udfordring. Nu er jeg til FN’s generalforsamling i denne uge. Der er input fra en masse lande, hvor uligheden er katastrofalt stor. Det foregår i et Amerika, hvor uligheden i den grad er til at tage og føle på. Hvis vi stod over for en tilsvarende ulighed, ville det være en kolossal udfordring. Men det gør vi ikke, så det er det ikke.”

”Hvis lighed er det eneste politiske mål, findes der grufulde historiske eksempler på, hvordan man kan opnå det. Jeg ved godt, at det ikke er det, man agiterer for på venstrefløjen, når man taler om lighed. Længere.”

”Hvis lighed blev et mål i sig selv, ville det jo betyde, at hvis Bill Gates (amerikansk mangemilliardær, red.) flyttede til Danmark, ville vi alle sammen blive mere ulige, men det ville nok ikke være en katastrofe for vores samfund. Så hvis uligheden stiger som følge af, at flere kommer i arbejde, kan jeg i den grad godt leve med det.”

Hvad er den største udfordring for Europa?

”Et par af de meget store udfordringer er vores europæiske sammenhold og flygtninge- og migrationskrisen. Det har jo været krise på krise de sidste 10 år i Europa.”

”Sammenholdet i Europa er den største udfordring. For den er forudsætningen for, at vi kan løse de andre udfordringer sammen.”

”Briternes – i bagklogskabens ulideligt klare lys måske en lille bitte smule forhastede – beslutning om at forlade EU har banket en kile ind i det europæiske sammenhold på et tidspunkt, man nok ikke havde ønsket sig.”

”Jeg ved godt, at EU-modstanderne kalder det en floskel, men rent historisk har EU været fredens projekt. EU har holdt medlemslandene fra at komme i krig med hinanden i 70 år, og det er første gang i 1000 år. Det er jeg sådan set glad for.”

Hvad kan man gøre for at holde sammen på Europa?

”Man kan først og fremmest udtrykke, at man vil det. Der er der en verden til forskel på den måde, som Storbritannien og Frankrig kommunikerer det på. I Frankrig er det i nogen grad persondrevet, hvor en ny præsident kommer skridtende ud til lyden af Europa-hymnen. Af mange årsager var det nok ikke sket på Downing Street nr. 10, (den britiske premierminister Theresa Mays embedsbolig, red.). Hun var nok blevet stenet,” griner Jakob Ellemann-Jensen.

”Jeg tror, det gør en forskel, at en leder fra en europæisk stormagt, siger, at ’vi vil det her’, og at ’det er nødvendigt’”.

Hvis vi vender blikket ud i verden, hvad er de største udfordringer på globalt plan?

”Midt i sådan en FN-uge kan man godt føle, at problemerne er til at få øje på. Nogle af de største har at gøre med alle de mennesker, som er på flugt i verden. Det gælder, hvad enten de flygter fra krig, død og ødelæggelse, fra klimaforandringer, naturkatastrofer, eller om de flygter for at få en fremtid for deres børn.”

”Det gode ved at være gæst ved FN’s generalforsamling er at konstatere, at rigtig mange mennesker ikke bare sidder med hænderne i skødet, men gør noget ved problemerne.”

Jakob Ellemann-Jensen nævner klimatiltag verden rundt på trods af USA’s farvel til Paris-aftalen, tiltag for prævention og for bedre reproduktiv sundhed i fattige lande og lignende.

Har du overvejet, om det i det lys er de rigtige problemer, vi bruger mest tid på i den hjemlige politiske debat?

”Noget af det mest givende er at komme hjem fra en rejse og konstatere, at i det store billede er vores udfordringer såvel få som små. Det betyder ikke, at vi ikke skal håndtere dem, for udfordringerne er stadig vores.”

”Men til spørgsmålet, om det er de rigtige ting, vi diskuterer herhjemme, er det store og rungende svar nej!”

”I mediebilledet kommer vi meget ofte til at diskutere detaljer og politik for diskussionens skyld og ikke for forskellighedernes og løsningernes skyld. Politik bliver en disciplin som en hobby eller endda en sport i stedet for et brændende og inderligt ønske om at forbedre verden.”