Hos Enhedslisten er der ”ingen revolution uden kaffe” – eller i det hele taget

EL overtog SF’s rolle som ledende kraft på venstrefløjen. Prisen har været den revolutionære identitet, og det døjer dele af baglandet med

Enhedslisten kunne markere 25-året for sin første repræsentation i Folketinget, og i bedste DF-stil skete det lørdag med lange kageborde med Ø-dekorerede flødeskumskager.
Enhedslisten kunne markere 25-året for sin første repræsentation i Folketinget, og i bedste DF-stil skete det lørdag med lange kageborde med Ø-dekorerede flødeskumskager. . Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix.

”Ingen revolution uden kaffe”, lød det muntert fra dirigenten, da der blev kaldt til pause under Enhedslistens årsmøde i København i weekenden.

Partiet kunne markere 25-året for sin første repræsentation i Folketinget, og i bedste DF-stil skete det lørdag med lange kageborde med Ø-dekorerede flødeskumskager. Partileder Pernille Skipper blev også modtaget med hyldest og klapsalver, som man har for vane i de andre partier. Men ellers var det et årsmøde, der på mange måder adskilte sig fra de velorkestrerede ”klappekagefester”, andre partiers landsmøder har udviklet sig til.

Det kan godt være, at der er blevet færre islandske sweatre, tøjstilen har ændret sig, og at man har skrottet listens oprindelige tanker om en mulig væbnet revolution, men den politiske debat bærer stadig den yderste venstrefløjs historiske karakteristika: Timelange diskussioner om partipolitisk proces, om ændringsforslag til ændringsforslag, om globaliseringsprogrammer og alternative globaliseringsprogrammer, om borgerløn og aktivisme på græsrodsniveau. Og det foregår alt sammen stadig ikke i et luksuriøst konferencecenter, men i en halvkold sportshal i Valby.

Politisk kæmper partiet fortsat med det, der har været et centralt stridspunkt i hele socialismens historie: I hvor høj grad skal man forsøge at ændre samfundet inden for dets bestående rammer? I hvor høj grad skal kampen føres parlamentarisk eller udenomsparlamentarisk? Skal man reformere eller revolutionere?

Som støtteparti for den socialdemokratiske regering er dilemmaet igen kommet til at plage Enhedslistens selvforståelse, præcis som det gjorde under Poul Nyrup Rasmussens regeringer i 1990’erne og i særdeleshed under Helle Thorning-Schmidts regering fra 2011 til 2015.

På årsmødet var der opbakning til folketingsgruppens linje, hvor man i regeringsforhandlingerne i sommer forsøgte at sikre sig et solidt rød-grønt aftryk i det såkaldte forståelsespapir, som Mette Frederiksen (S) aftalte med støttepartierne. Men bekymringen var også til at høre. Vil papiret ende som et ”fornægtelsespapir” eller et ”forglemmelsespapir”, og vil Socialdemokratiet alligevel ende med at føre politik med de borgerlige partier på de væsentlige områder?

Enhedslistens hovedbestyrelse har altid haft et stort ord at skulle have sagt i partiet, og efter at aftalen med regeringen var indgået, stemte blot 16 af de 25 hovedbestyrelsesmedlemmer for, at man skulle kunne støtte en S-regering på det grundlag. Det fik en række af partiets nøglepolitikere, blandt andre ”chefideolog” Pelle Dragsted til at foreslå en vedtægtsændring, så hovedbestyrelsen i fremtiden vælges ved en urafstemning blandt de godt 9000 medlemmer og ikke af de delegerede ved årsmødet. Det skulle blandt andet sikre en større geografisk bredde i hovedbestyrelsen og sætte en stopper for små politiske fraktioner, som i dag er sikret en plads i hovedbestyrelsen. Forslaget nåede dog aldrig til afstemning, men blev udsat til næste årsmøde.

Enhedslisten blev for 30 år siden stiftet som en fusion mellem tre kommunistiske og socialistiske partier, men de ideologiske skel mellem de tre partier er med tiden blevet udvisket, og partiet er vokset betragteligt, så det i dag repræsenterer knapt 10 procent af vælgerne. I 2014 afskaffede Enhedslisten i sit principprogram talen om ”revolutionens nødvendighed” og kravet om opløsning af militær og politi på vej mod et socialistisk samfund.

Det er fortsat målet at afskaffe kapitalismen og indføre et socialistisk samfund, men det skal ske demokratisk, så flertallet af vælgerne stemmer for det, og så man fortsat respekterer frihedsrettigheder som ytrings-, friheds- og forsamlingsfrihed. I praksis har Enhedslisten taget SF’s plads som den drivende kraft på venstrefløjen, men det har tæret på den revolutionære identitet.

På årsmødet eksemplificeret i flere debatter. Et forslag lød på, at partiet det kommende halvår igen skal analysere og diskutere sin holdning til EU, og det fik flertal, selvom man forholdt sig til det samme for kun et halvt år siden. Ved Europa-parlamentsvalget fik Enhedslisten for første gang et medlem valgt på bekostning af Folkebevægelsen mod EU, som partiet ellers har opfordret sine vælgere til at støtte. I lyset af Brexit er det blevet en påtrængende overvejelse for socialister, om man i virkeligheden fremmer sine mål bedst ved at arbejde for at forlade det europæiske samarbejde eller ved at forblive i det.

En anden diskussion gik på, om Enhedslisten skulle genoverveje konsekvenserne af, at blasfemiparagraffen er blevet afskaffet. Flere medlemmer var utilpasse med, at Rasmus Paludan fra Stram Kurs under valgkampen havde kunnet svine muslimer til og brænde koraner af, uden at det fik konsekvenser for ham. Afskaffelsen af paragraffen var oprindelig Enhedslistens idé, og et flertal af de delegerede afviste da også, at man skulle se på paragraffen igen.