Prøv avisen

Ingen skal tvinges til at kæmpe mod døden

”Medicin er meget i fokus, fordi det er det, man kan skrue op og ned på. Men for mig handler det lige så meget om at give trøst og lindring gennem ord og de æstetiske rammer, vi har på hospicet” siger hospicesygeplejersken Kirsten Bühler fra Sankt Lukas Hospice. – Foto: Leif Tuxen

Regeringen vil rydde op i reglerne, så det bliver nemmere for de døende selv at bestemme, hvordan udgangen på livet skal være

På Danmarks ældste hospice, Sankt Lukas Hospice i København, står der bibelcitater over alle dørkamme. For her ved man aldrig, hvornår man går gennem den sidste dør – og ind i døden. Og det må gerne være med en bibelsk opmuntring som ”Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred” fra 4. Mosebog eller ”Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud. Jeg styrker dig og hjælper dig, min sejrrige hånd holder dig fast” fra Esajas’ Bog.

Her trøster sygeplejerskerne også de døende, så godt de kan. Men ord er ikke det eneste, der bliver brugt på hospicet, hvor man også gerne vil give patienterne en død med så lidt lidelse som muligt. For lindring er et mål for alle dem, der her skal igennem dødens dør. Og sommetider er en bieffekt af den lindring også, at patienten dør hurtigere, forklarer Kirsten Bühler, der er palliationssygeplejerske på Sankt Lukas Hospice:

”Vi holder os altid indenfor både juraen, vores egne etiske grænser og patienternes ønsker. Men det er klart, at der er andre grænser på et hospice end på et hospital. For på et hospital kæmper folk mod døden, men her giver vi folk lov til at slippe den kamp, hvis de selv ønsker det. For når folk kommer her, har de typisk allerede kæmpet længe i ofte lange og anstrengende sygdomsforløb,” siger Kirsten Bühler.

Men sådan dør alle ikke. Og det har rejst debatten om, hvorvidt lovgivningen tager nok hensyn til de døende, der ikke ønsker at fortsætte kampen mod døden. Og nu er regeringen på vej med flere tiltag, der skal gøre det nemmere at give passiv dødshjælp til døende patienter, der ikke ønsker at fortsætte en behandling.

Jane Heitmann, der er sundhedsordfører for Venstre, forklarer, at regeringen i løbet af efteråret blandt andet vil drøfte, hvordan den kan give borgerne flere muligheder med et behandlingstestamente, ligesom sundhedsministeren vil have præciseret, hvilke muligheder man har med sundhedslovens paragraf 25, der handler om smertelindring. For det har der været for meget usikkerhed omkring, fortæller Jane Heitmann:

”Det, der er vigtigt for os i Venstre er, at borgerne kan få en værdig død. Det kan være individuelt, hvad en værdig død er. Men vi vil gerne forbedre mulighederne for, hvordan man aktivt kan tage stilling til for eksempel omfanget af smertelindring og hvor man gerne vil dø. Det behøver ikke at foregå på et hospital, men for eksempel kan foregå i hjemmet eller på et hospice,” siger Jane Heitmann.

Udmeldingen skræmmer derfor heller ikke Anders Raahauge, medlem af Det Etiske Råd og sognepræst i Hørup på Als.

”Passiv dødshjælp eksisterer allerede. Det er i virkeligheden udramatisk og betyder blot, at man lader naturen gå sin gang. For sommetider kan det være mere humant at stikke hænderne i lommen end at piske en patient igennem en behandling, der alligevel er udsigtsløs,” siger Anders Raahauge.

Han påpeger også, at man i forvejen altid selv kan afvise et behandlingstilbud.

”Man kan ikke tvangsbehandles. Man kan for eksempel fravælge kemoterapi,” som han siger.

Han tilføjer, at der også findes tilfælde af passiv dødshjælp, hvor lægen med patientens eller de pårørendes tilsagn sætter for eksempel morfindoseringen op, så ”man glider ind i døden lidt hurtigere”. Men det ser han ikke som en glidebane mod aktiv dødshjælp.

”Det drejer sig måske om, at man dør efter to uger i stedet for efter fire uger. Men det skal altid være efter patientens og de pårørendes eget ønske, og lægen må under ingen omstændigheder give indtryk af, at man så at sige står og mangler sengen.”

Men kan en ydmyg døende ikke føle sig tilskyndet til at tage imod sådan et tilbud for ikke at være til besvær for de pårørende og sundhedsvæsenet?

”Det er det argument, man bruger imod aktiv dødshjælp. Men det er en anden sag. Ved den passive hjælp er tale om patienter, der er så svækkede, at man kan forkorte et liv med enkle midler, når man skønner, at behandlingstilbuddene er komplet udsigtsløse. Det er mennesker, der allerede er døende, måske også svære at komme i kontakt med. Vi taler altså ikke om mennesker, der har længere tid tilbage at leve i.”

For Kirsten Bühler handler det også først og fremmest om at vise omsorg for de døende.

”Grænserne flytter sig hele tiden. Og medicin er meget i fokus, fordi det er det, man kan skrue op og ned på. Men for mig handler det lige så meget om at give trøst og lindring gennem ord og de æstetiske rammer, vi har på hospicet, der snart har 25 års jubilæum. Siden har idéen jo spredt sig over hele landet, fordi der er kommet mere fokus på at give døende en værdig afsked med livet.”