Ingen vil have udrejsecenteret i deres baghave. Nu bliver det rigtig svært

Med et halvt år til kommunalvalget valgte regeringen på det værst tænkelige tidspunkt Langeland til et udrejsecenter for udvisningsdømte kriminelle. Det bliver svært at finde et nyt sted, efter at et politisk flertal har afvist forslaget

 Udlændingestyrelsen besigtiger det tidligere Asylcenter Holmegaard på Langeland fredag den 21. maj 2021. Det tidligere Asylcenter Holmegaard er planlagt til at skulle være nyt udrejsecenter, men det har mødt store protester fra lokalområdet.
Udlændingestyrelsen besigtiger det tidligere Asylcenter Holmegaard på Langeland fredag den 21. maj 2021. Det tidligere Asylcenter Holmegaard er planlagt til at skulle være nyt udrejsecenter, men det har mødt store protester fra lokalområdet. . Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix.

Nu bliver det rigtig svært. I torsdags skulle udvisningsdømte, kriminelle udlændinge og andre på tålt ophold flyttes fra det hårdt belastede Udrejsecenter Kærshovedgård i Ikast i Midtjylland til et nyt udrejsecenter på Langeland.

Det foreslog regeringen i hvert fald, men som ventet rejste det et brøl af protester på øen, og på Christiansborg vendte de borgerlige partier og SF tommelfingeren nedad, så nu skal udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på tirsdag mødes med dem for at finde en anden løsning.

Han er med egne ord ikke diktator, og selvom regeringen ikke har brug for et politisk flertal for at placere det nye center, vil han lytte til flertallet.

Desværre for regeringen og ministeren er det væsentligt lettere for en diktator at afgøre sådan noget end for en demokratisk forsamling som Folketinget. Især når der kun er et halvt år, til den borgmester og det byråd, der får centret inden for kommunegrænsen, skal ud og møde vælgerne ved et kommunalvalg.

De omkring 130 personer, der skal placeres i centret, er nogenlunde de mindst ønskede i en hvilken som helst af landets 98 kommuner. ”Not in my backyard”, ikke i min baghave, som ameri-kanerne siger.

Parlamentarisk var valget af Langeland netop i et kommunalvalgår uforståeligt. Støttepartiet SF har i øjeblikket en enkelt borgmesterpost, nemlig på Langeland, hvor Tonni Hansen (SF) regerer. En så rød klud som et udrejsecenter med tidligere dømte kriminelle kaster man normalt ikke i hovedet på sit støtteparti. Ikke uden at have sikret sig dets accept på de indre linjer på forhånd i det mindste.

Bygningerne på Langeland, som regeringen har købt, har tidligere huset et kommunalt drevet asylcenter, som for 5-10 år siden løb ind i en række skandalesager. Af samme grund droppede Udlændingestyrelsen i 2017 Langeland som operatør på centret.

Generelt er mange asylcentre blevet lukket siden den store flygtningestrøm i 2015, da der var 94 centre fordelt ud over landet. I januar i år var der blot 12 tilbage, så rent praktisk har regeringen en del lukkede centre til rådighed rundt om i landet, der kunne genåbnes som et nyt udrejsecenter, hvis det skulle være.

Politisk er det bare blevet vanskeligere for regeringen at indfri sit valgløfte om et nyt udrejsecenter. De borgerlige partier planlagde i 2019, at det skulle ligge på øen Lindholm i Stege Bugt, men det var en dyr løsning til 759 millioner kroner. Regeringen argumenterer da også for, at centret på Langeland kun vil koste det halve. Og Dansk Folkeparti har siden slået sig løs med et beslutningsforslag om at lægge det på flådestation Grønnedal i det sydvestlige Grønland, hvor partiet poetisk skriver, at der er ”fred og ro, hvilket giver beboerne gode muligheder for refleksion, fordybelse og eftertanke i afstressende omgivelser”.

Hvad samfundet stiller op med dem, der ikke må være her, men af den ene eller anden grund ikke kan sendes ud, har i årevis givet en slem politisk hovedpine. Blandt andet fordi der kan være forskellige årsager til, at de ikke kan eller vil rejse.

Personer på tålt ophold er typisk udlændinge, der har udstået deres fængselsstraf og er dømt til udvisning, men som ikke kan udsendes, fordi de risikerer tortur eller dødsstraf i deres hjemlande. En anden gruppe er tidligere dømte udlændinge, som rent praktisk er forhindret i at rejse, for eksempel fordi hjemlandet ikke vil tage imod dem. En tredje gruppe er fremmedkrigere, som tidligere har haft opholdstilladelse i Danmark, men som har mistet den på grund af deres støtte til terrorbevægelser. Endelig er der asylansøgere, som har fået afslag på asyl og er blevet dømt for at overtræde straffeloven, men heller ikke kan komme hjem.

Den samlede gruppe af personer på såkaldt tålt ophold er steget år for år de seneste 10-15 år, blandt andet fordi stadig flere dømmes til udvisning ved straffelovsovertrædelser. Omkring år 2000 dømtes cirka 500 til udvisning, men i dag ligger niveauet på 2000 dømte årligt.

Til sammenligning var 18 personer på tålt ophold i 2008, i 2017 var det 66 personer, og i januar i år nåede man op på 128 personer. Langt de fleste har begået kriminalitet.

Gradvis har man forsøgt at adskille de forskellige grupper fra hinanden på forskellige centre. Eksempelvis blev børnefamilier efter en voldsom politisk debat sidste år flyttet fra Udrejsecenter Sjælsmark i Nordsjælland til Udrejsecenter Avnstrup på Midtsjælland, hvor man mente, at børnene ville have bedre forhold. Adskillelsen betyder imidlertid også, at man får koncentreret de ”værste” kriminelle på et af centrene. Det gør det ikke ligefrem nemmere at finde en kommunal baghave, de kan være i.