Inger Støjberg får jobtilbud, lange udsigter for egalitær bedeplads ved grædemuren, og overvågning af biler optrappes

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Henning Bagger/Ritzau Scanpix og Peter Andrews/Reuters/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Henning Bagger/Ritzau Scanpix og Peter Andrews/Reuters/Ritzau Scanpix.

Så er det tid til Morgensamling - vi skal i dag forbi atomkraft, et jobtilbud og en vaccineskeptisk sognepræst. 

På Fyn i Svanninge Sogn ved Faaborg fraråder sognepræst Therese Strand Kudajewski alle at blive vaccineret, og så sammenkobler hun de praktiserende læger, der har uddelt vacciner, med mordere. Det kan man læse på forsiden af Kristeligt Dagblad.

Ytringerne er blevet delt på det sociale medie Facebook, men er nu blevet skjult, så det blot er Therese Strand Kudajewskis venner der kan se hendes opslag. Menighedsrådet i sognet har læst opslagene, og menighedsrådsformanden tror, at de kan være med til at skabe splittelse i lokalsamfundet. Fyns Stifts biskop, Tine Lindhardt, vil ikke gå ind i en offentlig diskussion om Therese Strand Kudajewskis ytringsfrihed, men understreger, at ytringsfriheden også kommer med et ansvar, når man er ansat som præst.

Inger Støjberg får jobtilbud

Inger Støjberg, der i december blev erklæret uværdig til at sidde i Folketinget, efter hun havde fået en dom på 60 dages ubetinget fængsel i Rigsretten, har fået et jobtilbud. Det er Dansk Folkepartis folketingsgruppe, som nu rækker ud til den dømte med et endnu udefineret jobtilbud, skriver DR. Jobbet kan være med til at sikre, at Inger Støjberg ikke skal afsone den dom, hun modtog i december, i fængslet, men i stedet kan afsone med en fodlænke. Det giver ifølge DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen god mening, da man i Dansk Folkeparti ønsker at knytte Inger Støjberg tættere til partiet. I Kristeligt Dagblad kan man læse et interview med DF’s erhvervsordfører Hans Kristian Skibby sagen. 

Overvågning af vores biler optrappes

For fremtiden bliver det muligt for politiet at gemme de oplysninger, som man opfanger ved hjælp af det automatiske nummerplade-genkendelsessystem i op til to måneder, hvor det tidligere blot har været en måned. Det skriver teknologimediet Version2. Det møder kritik fra blandt andet Institut for Menneskerettigheder, som kalder udvidelsen af opbevaringsperioden for et intensivt indgreb i retten til privatliv.

Dagbladet Information har tidligere afdækket, hvordan Rigspolitiets jurister tolker reglerne for at gemme nummerplade oplysninger meget bredt, hvilket betyder, at selv færden fra biler, som ikke er eftersøgte, bliver gemt helt op til grænsen af, hvad der er inden for politiets beføjelser. Da man i sin tid indførte det automatiske nummerplade-genkendelsessystem i 2016, udtalte formand for IT-Politisk Forening, Jesper Lund, at vi var godt på vej til en fuldstændig registrering af bilisters færden, hvor man indsamler oplysninger om borgere, hvor hovedparten er fuldstændig uskyldige. 

Atomkraften er tilbage på dagsordenen

Atomkraft har siden ulykkerne i Tjernobyl og Fukushima ikke været den mest populære energikilde. Men stigende elpriser i Europa, frygt for flaskehalse i energiforsyningen og et øget behov for at sænke CO2 forbruget giver ny vind i sejlene for atomkraften. Det kan man læse i dagens Kristeligt Dagblad. EU-Kommissionen foreslog ved indgangen til 2022, at atomkraft og naturgas skal have det grønne stempel ved at betegne investeringer i dem som værende grønne, altså klimavenlige. I Frankrig har præsident Macron annonceret, at man vil opføre seks nye atomreaktorer. Helt anderledes ser det ud i Tyskland, hvor landet er i gang med at afvikle sine atomkraftværker. Europa er altså splittet i spørgsmålet om atomkraftens rolle i den grønne omstilling.

Egalitær bedeplads ved grædemuren har lange udsigter

En såkaldt egalitær bedeplads ved grædemuren i Jerusalem har lange udsigter. Bedepladsen langs med muren er i dag administreret af ultraortodokse jøder, hvilket betyder, at mænd og kvinder er delt op og har hver deres bedeplads. Men i nogle kredse - blandt andet hos amerikanske jøder - har der længe været et ønske om, at der bliver dannet en bedeplads langs muren, hvor både kvinder og mænd er velkomne. Det skriver netmediet Religion News Service.

I 2016 blev der faktisk afsat ni millioner dollars til at etablere det specielle bedeområde ved grædemuren, men daværende premierminister Benjamin Netanyahu implementerede aldrig planen. Den nye premierminister Naftali Bennett er barn af amerikanske immigranter, og derfor havde man i amerikanske jødiske kredse håbet på handling. Men den meget brede og skrøbelige regeringskoalition i Israel kan gøre det svært for Naftali Bennets at indfri ønsket. 

700 får danner kæmpe vaccinesprøjte

Med små bider brød har man i Tyskland fået lokket 700 får til at stille sig op, så de danner en kæmpe vaccinesprøjte. Det skriver AP. Sprøjten er omkring 110 meter lang og kan ses på luftfotos.

Opførslen af får-kanylen sker som led i en kampagne, der skal få folk til at modtage coronavaccinen i Tyskland. I mandags blev det rapporteret, at 71,2 procent af Tysklands befolkning har modtaget vaccinen.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage.