Inger Støjberg mistede Dronningens gunst

Med tabet af sin Dannebrogorden er Inger Støjberg endt på samme side i historiebøgerne som landsforrædere, korrupte officerer og køregale rigmænd

Før Inger Støjberg er kun fire andre politikere blevet stemt ud af Folketinget af deres kolleger
Før Inger Støjberg er kun fire andre politikere blevet stemt ud af Folketinget af deres kolleger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

For andet år i træk blev kongehusets nytårstaffel aflyst, og for andet år i træk mistede politikere, embedsmænd og hoffolk en oplagt lejlighed til at lade sig fotografere med glimtende, kongelige ridderordener på brystet.

”Nytårstaflet den 1. januar er den store, årlige ordensfest, hvor det ikke virker unaturligt at bære en ridderorden. Det er derimod forventet,” fortæller historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Selv hvis det traditionelle nytårstaffel var blevet gennemført, var der i hvert fald én gæst, som ikke var inviteret. Efter sin dom i rigsretssagen mistede politiker Inger Støjberg både sin adgangsbillet til nytårstaflet og sin Dannebrogorden – som hun dog frivilligt udleverede, før den blev taget hende.

”Fratagelser af ordener sker ikke automatisk efter en dom, men Inger Støjberg kunne godt regne med det. Erik Ninn-Hansen fik frataget sin orden, selvom han blot fik en betinget dom. For kongehuset handler det nemlig om at sætte meget høj standard for, hvem der kan bære ordenen. Det er en måde at værne om både ordenen og kongehusets renommé.” siger Lars Hovbakke Sørensen.

Der hører hverken penge, privilegier eller magt til de kongelige ordener. Men det betyder ikke, at ordenerne er uden værdi:

”De kongelige ridderordenerne har en meget vigtig symbolværdi, fordi kongehuset har en vigtig værdi for danskerne. Det betyder også, at ordenerne i dag er et af kongehusets sidste magtinstrumenter, som de kan bruge til at tildele eller fratage gunst,” siger Lars Hovbakke Sørensen.

Danmark har i dag to kongelige ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen, som begge skal leveres tilbage ved modtagerens død.

Elefantordenen er den ældste og fornemste af de to og blev stiftet af Christian I engang i 1400-tallet til at sikre loyalitet blandt adelen. Siden dengang har det fortrinsvis været medlemmer af det danske kongehus og udenlandske regenter og statsoverhoveder, der har modtaget ordenen. Niels Bohr og Mærsk Mc-Kinney Møller er blandt de få borgerlige danskere, der har modtaget den.

Den anden orden, Dannebrogordenen, blev indstiftet af Christian V i 1671 og tildeles i dag danskere og udlændinge for deres indsats i deres civile eller militære embede eller for deres inden for kunst, videnskab og erhvervsliv.

”I Danmark er denne orden en stor hædersbevisning, netop fordi Kongehuset og dronning Margrethe har en så stor betydning,” siger Lars Hovbakke Sørensen.

Takker man først ja til en kongelig orden, er der selvfølgelig også en risiko for at få frataget den igen, hvis man falder i unåde.

Blandt historiens mere alvorlige tilfælde på dette er Corfitz Ulfeldt, der efter at have planlagt at styrte kongen blev dømt for landsforræderi og blev frataget sin elefantorden. Politikeren Peder Schumacher Griffenfeld fik frataget sin elefantorden i 1676 efter anklager om korruption og embedsmisbrug, og officeren Samuel Christoph von Plessen fik frataget sin orden i 1699 efter at have foretaget vilkårlige plyndringer på Møn.

Af nyere dato er Rumæniens brutale leder Nicolae Ceauescu.

”Ceauescu fik sin Elefantorden frataget i 1989, da han blev væltet, og selve ordenen blev udleveret til Danmark få måneder efter hans henrettelse,” siger Lars Hovbakke Sørensen.

Flere danske politikere har også fået frataget deres orden i nyere tid. Peter Adler Alberti fik frataget sin Dannebrogorden i 1910 efter en fængselsdom, ligesom Erik Ninn-Hansen i 1995 og Peter Brixtofte i 2008. Rigmanden Christian Kjær fik frataget sin efter en personpåkørsel i 2019. Og den 17. december 2021 meddelte forhenværende minister Inger Støjberg Ordenskapitlet, at hun i lyset af Rigsrettens dom ville returnere sin orden.

”Hvis man ikke selv afleverer sin orden, får man et pænt brev fra kongehuset. Sådan et fik Christian Kjær, da han glemte at aflevere sin. Inger Støjberg valgte, meget klogt, at komme kongehuset i forkøbet.”