Afklaringen udeblev. På Venstres ekstraordinære landsmøde søndag afløste Stephanie Lose som planlagt Inger Støjberg på posten som næstformand for partiet.
Den store interesse samlede sig imidlertid om den tale, Inger Støjberg havde bebudet, men som hun på forhånd end ikke ville dele med partitoppen.
På grund af corona-situationen var landsmødet virtuelt, og medlemmerne var henvist til at følge med på tv- og computerskærme, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen, Inger Støjberg og Stephanie Lose holdt deres taler fra et studie i Roskilde.
Inger Støjberg understregede, at Venstre har været det faste holdepunkt i hele hendes liv, at hun er Venstre-mand helt ind til benet, helt ind i knoglerne og helt ud i fingerspidserne.
Alligevel er hun kommet i tvivl, om hun vil fortsætte i Venstre, fordi ”lige rigeligt” har ændret sig på det seneste. Ingen ved, hvad morgendagen bringer, sagde hun om sin egen politiske fremtid.
For hende handler det om værdier, hvor hun vil kunne sige, hvad hun mener, også selvom det ikke lige passer ind i ”de finere saloner i København” og på avisredaktionerne i København.
Hun tegnede billedet af et stærkt opdelt parti og et stærkt opdelt Danmark mellem dem, der bøjer sig, og dem, der står fast på ytringsfriheden, en stram udlændingepolitik og de vestlige værdier.
”For mig er en fast værdipolitik og en stram udlændingepolitik meget mere end ord. For mig er det noget, man skal bære i hjertet,” sagde hun.
Hvormed hun i praksis gjorde det umuligt for partiformand Jakob Ellemann-Jensen (V) at overbevise hende om, at han står for den samme stramme linje som hende. Han holdt også en landsmødetale, hvor han blandt andet talte om, at alle udlændinge, der kommer hertil, skal tage Danmark til sig og indordne sig under danske værdier. Venstre vil ikke tolerere, at grupper af indvandrere skaber utryghed.
Jakob Ellemann-Jensen har lagt Venstre på præcis den linje, Inger Støjberg ønsker, blandt andet ved på sommergruppemødet sidste år at afskrive De Radikale som en mulig samarbejdspartner i en kommende borgerlig regering og ved at erkende, at han ikke tidligere havde formuleret den stramme udlændingepolitik tydeligt nok.
Intet af det har imidlertid fået Inger Støjberg til at tro på, at han mener det ”i hjertet”. Derfor er det også meget svært at se, hvordan hun skulle kunne forblive i partiet på længere sigt – trods den erklærede store kærlighed til partiet og baglandet.
I denne uge vil folketingsgruppen formentlig fratage hende retsordførerskabet, og hendes fortsatte tidsudtræk vækker dyb irritation i partiledelsen. Som Jakob Ellemann-Jensen sagde i et interview lige efter landsmødet, ”har den vist fået mediemæssigt, hvad den kan trække”. Han mener, at hun meget snart må komme med et svar på, om hun bliver i partiet eller ej.
Venstre kan ikke holde til, at Inger Støjberg lader sit svar svæve frit i luften i månedsvis, som den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen gjorde, før han i januar gik. Hun kan muligvis spekulere i, at uden et svar bliver partiet på et tidspunkt nødt til at overveje en eksklusion. Dermed ville hendes erklærede kærlighed til Venstre ikke få så mærkelig en efterklang, som hvis hun selv meldte sig ud kort efter landsmødet.
Uanset, hvad hun vælger, har hun svækket sin egen politiske fremtid. Indtil rigsretssagen mod hende er afgjort, vil hun formentlig stå marginaliseret uden betydende ordførerposter. Med en frifindelse vil hun teoretisk set kunne få et comeback, men selv ikke da vil Jakob Ellemann-Jensen eller folketingsgruppen formentlig være interesseret i at give Inger Støjberg nogen betydende post. Sagens udfald ændrer jo ikke på den illoyalitet, der er årsag til, at han væltede hende som næstformand.
Skulle Venstres kolossale nedtur senere vælte Jakob Ellemann-Jensen, kunne hun måske håbe på en ny chance, men det virker heller ikke sandsynligt, at partiet på det tidspunkt ville vælge en så splittende figur. Oven i købet en, der ikke har andre politiske varer på hylden end værdi- og udlændingepolitikken.
Går Inger Støjberg til Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, som der spekuleres i, vil hun blive modtaget med åbne arme. Alligevel er spørgsmålet, hvilken rolle hun kan få der. Hos Nye Borgerlige vil hun stå i skyggen af partileder Pernille Vermund, og i det skrantende Dansk Folkeparti står Morten Messerschmidt til at overtage formandsposten, når Kristian Thulesen Dahl måtte stoppe. Selv om begge partier er vilde for at få hende som medlem, må de spørge sig selv, om der i overført betydning bliver brug for en knoglemarvstransplantation på et medlem, der er Venstre-mand helt ind i knoglerne.
Det spørgsmål havde de undgået, hvis hun havde taget beslutningen med det samme.