Hvad nu, Støjberg? Her er hendes tre mulige veje videre i politik

Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg stilles for en rigsret anklaget for ulovlig embedsførelse i sagen om adskillelse af par. Fire politiske analytikere giver deres bud på tre mulige scenarier for venstrepolitikerens politiske fremtid

Jens Kloppenborg gætter på, at vælgernes stemmer vil følge med Inger Støjberg. Så hvilket parti vil stemmerne gå til? Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med stemmerne 139 for og 30 imod besluttede Folketinget går, at Venstres tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg skal for en rigsret. Men allerede inden retten har talt, kan Inger Støjberg vælge at gå forskellige veje politisk. Kristeligt Dagblad har bedt fire analytikere vurdere mulighederne.

1. Inger Støjberg fortsætter i Venstre

Uroen i Venstre vil fortsætte, hvis Inger Støjberg vælger at blive i partiet. Det er politisk kommentator Jarl Cordua, der selv er medlem af Venstre, sikker på.

”Med Støjbergs historik vil der ikke gå langt tid, før overskrifterne løber med den konflikt igen, og det vil udstille Jakob Ellemann-Jensen som en impotent, fejlslagen leder,” siger han.

Også politisk iagttager Noa Redington, tidligere rådgiver for den socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt, ser det scenarie som konfliktfyldt, men også som en god mulighed for Inger Støjberg.

”I så fald handler det for hende om at læne sig tilbage og vente på, at projektet omkring Jakob Ellemann-Jensen smuldrer. Der er et kommunalvalg på vej, som formentlig bliver dårligt for Venstre, ligesom det er klart, at hvis et folketingsvalg kommer bare i nærheden af de meningsmålinger, der nu foreligger, er det tvivlsomt, om Ellemann kan overleve, og så vil hun stå bomstærkt. Der er meget, der taler for den strategi, men personligt vil det blive hårdt for hende.”

Men hvad taler ellers for, at Støjberg skulle blive? Politisk kommentator og professor emeritus i statskundskab Tim Knudsen giver sit bud.

”Både hun og nogle af hendes tilhængere betragter det nærmest som om, at man er født ind i Venstre, og derfor kan det være utroligt svært at gå. Spørgsmålet er også – selvom hun har mange tilhængere – hvor mange hun egentlig ville kunne trække med sig.”

På den anden side kan Tim Knudsen kun betragte det som en ”kamikazeaktion”, hvis den tidligere næstformand bliver.

”Jeg har meget svært ved at tro, at hun finder vej til toppen af Venstre igen, så det kan kun blive en langtrukken tovtrækning, som alle vil lide under,” siger han.

Inger Støjbergs fremtid i Venstre vil afhænge af rigsrettens udfald, mener Jens Kloppenborg, kommunikationsrådgiver og tidligere pressechef i Venstre.

”Hvad er det, hun bliver dømt for, og hvor hård bliver dommen? Det bliver afgørende. Lad os antage, at hun ikke bliver dømt, så får hun jo nærmest et martyrium, og det er Venstre heller ikke godt tjent med. Så kan det gå fra slemt til værre,” siger han.

2. Inger Støjberg bliver løsgænger

Det mindst sandsynlige fremtidsscenarie er, at Inger Støjberg bliver løsgænger. Det mener flere politiske iagttagere.

”Som løsgænger er man på vej mod elefantkirkegården, og det er hun slet ikke klar til. For hendes liv er politik,” vurderer Jarl Cordua.

Mens Noa Redington reagerer med et: ”Det er hun alt for meget politiker til.”

Selvom Tim Knudsen heller ikke mener, der er fremtid i at være løsgænger, efterlader han døren på klem for muligheden.

”Det er klart, at hun egentlig vil stå ganske godt som løsgænger, hvis hun bliver frikendt af rigsretten, for så kan hun trimufere og blive mere værdifuld for et andet parti end Venstre,” forklarer han og tilføjer:

”Men før eller siden skal hun jo forholde sig til, hvor hun vil være.”

3. Inger Støjberg melder sig ind i et andet parti

At Inger Støjberg vil vælge at slutte sig til et andet parti, anser Jarl Cordua som sandsynligt.

”Vi ved, at Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti står klar med åbne arme. Nye Borgerlige vil være det oplagte valg, men hun vil få mere at skulle have sagt i Dansk Folkeparti – og kunne komme til at betyde partiets overlevelse,” siger han.

Også Noa Redington ser de bedste muligheder for Inger Støjberg i DF.

”Lige nu er Dansk Folkeparti et politisk håndværkertilbud. Der vil hun virkelig kunne komme ind med frisk energi og gennemslagskraft. Inger Støjberg er en politiker med hul igennem til vælgerne, sådan en mangler de. Nye Borgerlige er Pernille Vermunds butik, og det tror jeg ikke, at Pernille Vermund har tænkt sig at ændre på, selvom hun og Inger Støjberg er nok så gode venner,” siger han.

Samme vurdering laver Tim Knudsen med argumentet om, at Inger Støjberg kulturelt ligger tættere på Dansk Folkeparti end Nye Borgerlige.

Jens Kloppenborg kalder det dog ”besynderligt”, hvis Inger Støjberg tilslutter sig et parti, som eksempelvis mener, at Danmark skal forlade EU.

”Men omvendt, når man har hørt Inger Støjberg de sidste seks-otte år, har det stort set kun været udlændingepolitik, der har fyldt noget, så på den måde vil konflikten ved et partiskifte være lidt mindre,” siger han.

Jens Kloppenborg gætter på, at vælgernes stemmer vil følge med Inger Støjberg.

”Det er klart, at i så fald vil Venstre stå i en lignende situation som ved valget i 2015, hvor der var et dræn af Venstre-vælgere - denne gang til det parti, Inger Støjberg måtte vælge. Om det så er varigt eller flygtigt.