Venstre bakker op om regeringens øjeblikkelige grænsekontrol, men partiet vil gå endnu længere end regeringen. Fra middagstid i dag indførtes en massiv grænsekontrol for at stoppe udbredelsen af Covid-19, som har opbakning fra alle partier i Folketinget.
Men Venstres udlændingeordfører, Inger Støjberg, siger nu til Kristeligt Dagblad, at kontrollen slet ikke er vidtgående nok.
”Det er nødvendigt at lukke grænserne for at få inddæmmet coronavirussen mest muligt. Når det er sagt, er der et problem, for når for eksempel en iraner kommer for et familiebesøg, men påberåber sig asyl ved grænsen, vil han blive lukket ind. Derfor synes jeg, at de asylansøgere, der kommer hertil, uanset hvor de kommer fra, skal sættes i karantæne i 14 dage. Der er ganske enkelt et hul,” siger Inger Støjberg.
Ifølge regeringens indrejseforbud skal pesoner, som ikke er danske statsborgere, have et ”anerkendelsesværdigt formål” for at kunne komme ind i Danmark, og politiet har skrevet en liste med eksempler på, hvad der skal til. For eksempel må man gerne få adgang, hvis man skal besøge et alvorligt sygt familiemedlem, men der står ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen skal være, eller hvordan man skal dokumentere det.
Foreløbig er grænsekontrollen sat i kraft frem til 13. april, det vil sige lige efter påske.
”Vi er meget observante på, hvordan regeringen vil løse det problem, for det er et meget reelt problem. Indrejseforbuddet er hullet som en si. Dem, der er dygtige til at snyde, skal nok komme igennem,” siger Inger Støjberg.
”Jeg misunder ikke politiet at skulle vurdere hver enkelt sag, men der er ingen tvivl om, at vi bakker op om, at man skal lukke grænserne nu. Det ville klæde regeringen at være meget specifikke om, hvad der er for en opgave, den sender politiet ud på,” siger ordføreren.
De nyeste tal fra Udlændinge- og Integrationsministeriet viser, at kun ganske få udlændinge søger asyl i Danmark for tiden. I uge ti var der for eksempel blot 35 ansøgninger mod omkring 60 i samme uge året forinden og 80 i samme uge 2018.
For Dansk Folkeparti er det dog fortsat en mærkesag at få lukket grænsen helt i for asylansøgere.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ønsker det, men vi er da enige i, at Venstres forslag om en 14 dages karantæne er et skridt på vejen," siger retsordfører Peter Skaarup.
Angiveligt er regeringen under alle omstændigheder på vej med et forslag, som betyder, at asylansøgere fra såkaldt røde områder skal i karantæne. Det vil sige ansøgere, som kommer fra lande med meget stor udbredelse af corona-smitten som for eksempel Iran og Italien.
"Problemet er bare, at asylansøgere tit ikke vil sige, hvor de kommer fra, og mange hatr smidt deres pas væk. Derfor er der en stor risiko for, at de kan have rejst gennem nogle af de hårdest ramte områder og vil bringe smitten ind i Danmark," siger Peter Skaarup.
Dansk Folkeparti ønsker desuden, at asylansøgere isoleres, så de ikke kan bringe smitte ind i asylcentrene. Sker det, vil andre asylansøgre kunne blive smittet, og så kan de ikke sendes hjem, selv om de skulle få afvist deres ansøgning, påpeger ordføreren.
Inger Støjbergs forslag får også opbakning fra Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh.
"Når man lukker grænsen, må det værdi fordi, regeringen vurderer, at der er en fare for spredning af smitten og en sundhedsrisiko fra alle dele af verden. Det må også gælde lande, man typisk søger asyl fra, det vil sige Nordafrika og Mellemøsten. Tallene er høje i Iran, og i andre lande er de registrerede antal smittede lave, men det kan jo også være tegn på, at de ikke har styr på situationen," siger Alex Vanopslagh.
Han tilføjer, at det ikke er "nogen fest" for en liberal at lukke grænsen ned, men han glæder sig over, at det trods alt kun er en midlertidig ordning.
14.3.2020, kl. 14.05: Artiklen er opdateret med kommentarer fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.