I kølvandet af den voksende debat om racisme og Vestens fortid som kolonimagt, blandt andet udløst af den amerikanske Black Lives Matter-bevægelse, er også Danmarks tid som kolonimagt atter kommet på dagsordenen. Og det får nu flere til at efterspørge et egentligt dansk museum over koloni-tiden. Men hvad sådan et museum skal rumme, og hvordan historien skal fortælles, er der flere holdninger til.
Central i arbejdet for et museum er foreningen for Kolonihistorisk Center, der opfordrer kulturminister Joy Mogensen (S) til at undersøge mulighederne for at indrette et center for dansk kolonihistorie øverst i Vestindisk Pakhus i København.
Staten overvejer at sælge det næsten 7000 kvadratmeter store pakhus, som i dag blandt andet indeholder Den Kongelige Afstøbningssamling, men stedet er perfekt som ”samvittighedssted” i forbindelse med kolonitiden, mener historiker Anders Juhl, der er næstformand i foreningen.
I fem år har han arbejdet for at etablere et sådant videnscenter i Danmark, men andre placeringer er også en mulighed. Vigtigst er det, at det bliver et selvstændigt oplevelsescenter frem for en afdeling i et eksisterende museum, mener Anders Juhl, som mener, at et kommende museum også skal skabe plads til den smerte, koloni-tiden har efterladt.
”Der er en blanding af smerte og skam, men også stolthed og modstandskraft i kolonitiden, så der er også brug for et rum til at arbejde med forsoning og eftertanke. Sådan et meditativt rum har man for eksempel på National Museum of African American History and Culture i Washington,” siger Anders Juhl og tilføjer, at det samtidig er vigtigt, at strukturen for centret skal være inkluderende og transkulturel.
Det må ikke være et museum eller center, lavet af hvide midaldrende mænd?
”Præcis.”
Det er naturligt, at Danmark indtil nu ikke har haft et selvstændigt sted for landets kolonihistorie, mener Anders Juhl.
”Den nordiske historie er skrevet ud fra et homogent synspunkt. Derfor har man indkapslet kolonihistorien i andre institutioner. Interessen for kolonihistorien har ligger latent i mange år, men siden 1980’erne er den blevet aktualiseret via blandt andet amerikanske og britiske universitetskredse til en bevågenhed, der har vokset sig stor og som er klar til at blive grebet,” siger han og nævner den nazistiske koncentrationslejr Auschwitz som et samvittighedssted ligesom Vestindisk Pakhus.
”Auschwitz er et barskt, men godt eksempel. Også i forhold til racisme og det faktum, at det i den danske offentlighed ofte virker som om, man tror, man er blevet vaccineret for altid mod racisme, fordi vi i 1943 hjalp 7000 jødiske medborgere over sundet,” siger Anders Juhl.
Uffe Elbæk, tidligere formand for Alternativet og nu løsgænger i Folketinget, er en af de politikere, der har vist interesse for at bruge penge på at etablere et kolonihistorisk museum. Han ser et næsten poetisk potentiale i at placere museet i Vestindisk Pakhus.
”Det er interessant, at gipsafstøbningerne, som fejrer den vestlige civilisation, står i et pakhus, der ved hjælp af slaveri gjorde Vestens dominans mulig. Man skal udnytte den dobbeltfortælling, skabe nogle ordentlige rammer for gipsafstøbningerne, men samtidig inkludere kolonihistorien,” siger han.
Racisme og ulighed har sammen med Black Lives Matter-bevægelsens fremgang fyldt meget i debatten på det seneste, og Uffe Elbæk er godt klar over, at et eventuelt kolonihistorisk museum vil behandle nogle emner, der for tiden kan virke ekstra kontroversielle. Men han mener ikke, at man skal holde sig tilbage af den grund.
”Jeg synes ikke, at man skal behandle historien med fløjlshandsker. Man skal ikke gå efter at provokere for provokationens skyld, men det er vigtigt, at historien bliver perspektiveret ind i de rettighedskampe vi har i dag.”
I Uffe Elbæks optik er det derfor vigtigt, at museet ikke bare gengiver Danmarks kolonihistorie.
”Jeg håber på, at museet også vil knytte an til, hvordan forskelsbehandling og racisme stadig eksister i det danske samfund og i verden i dag,” siger han.
Uffe Elbæk lægger derudover vægt på, at det gerne må udvikle sig til at blive mere end et traditionelt museum, og at der skal være plads til debatter og andre aktiviteter.
Samfundsforsker, historiker og forfatter Michael Böss påpeger også, at kolonitiden er en vigtig del af vores historie og at børn og unge naturligvis skal lære om det kapitel. Men det er samtidig vigtigt, at et museum af den art kommer til at bygge på viden frem for holdninger, lyder det fra Michael Böss.
”Mit eget synspunkt er, at vores kolonihistorie naturligt hører til under Nationalmuseet. Hvis vores kolonihistorie skal formidles af alle mulige faggrupper, kunstnere og forfattere, kan det blive et meget ideologisk projekt, præget af den postkoloniale racismedebat, der er højaktuel i disse dage. Som historiker vil jeg foretrække, at det er viden frem for holdninger,” siger Michael Böss.
”Vores kolonihistorie har været underbelyst, men det er der blevet rettet godt op på de senere år med udstillinger og store udgivelser. Det er en vigtig del af vores historie, men det er overdrevent, hvis den skal have sit eget museum, når vi trods alt var så lille en kolonimagt i forhold til Belgien, Frankrig, Holland og så videre,” siger han.
At kolonitiden er et kontroversielt stof, har Karen Munk-Nielsen, inspektør for nyere tids historie på Museum Vestsjælland, også erfaret. Hun havde hovedansvaret for museets permanente udstilling om Vestsjællands og provinsens rolle i Danmarks slave- og kolonitid, da den blev lanceret i 2017.
Udstillingen skabte dengang stor utilfredshed i højreorienterede kredse, og der opstod en mediestorm, hvilket kom bag på Karen Munk-Nielsen.
”Jeg har været inviteret til tre internationale konferencer om ytringsfrihed sidenhen for at tale om, hvad det egentlig var, der skete. Jeg blev meget overrasket over, at det stadigvæk er så kontroversielt,” siger hun.
Karen Munk-Nielsen fortæller, at man lagde stor vægt på, at udstillingen ikke udelukkende skulle fokusere på den danske fortælling.
”Det første, vi gjorde os klart, var, at vi skulle have stemmer med fra både Vestindien og Vestafrika. Det kunne være historikere og kunstnere eller almindelige mennesker, så udstillingen ikke kun kom til at omhandle vores perspektiv, for det er jo en fælles historie, vi har.” Derfor fik hun blandt andet en kunstner fra Sankt Croix til at lave to installationer som del af den permanente udstilling.
Karen Munk-Nielsen råd til dem, der skal stå for at iværksætte det kolonihistoriske museum, er, at det bør være frit tilgængeligt for alle.
”Det skal være et åbent hus, som også kan bruges til kunstudstillinger, debatter og musik, og man bør åbne op for, at folk fra Vestindien og Vestafrika også har adgang til at benytte det.”
Karen Munk-Nielsen advarer derudover om, at ordvalget kan have afgørende betydning, når man beskæftiger sig med et ømtåleligt emne som slaveri. Efter diskussioner om, hvordan man skulle omtale slaveriets ofre, endte museet med at bruge det neutrale ord ”slavegjorte”.