Katrine Dirckinck-Holmfeld gjorde det af kærlighed til Danmark.
Trak en sort plasticpose over hovedet på en buste af kong Frederik V, skruede den løs fra sin sokkel i Charlottenborg Festsal og skubbede den i Københavns havn.
Det var i hvert fald den forklaring, den nu bortviste institutleder på Kunstakademiet gav, da hun i DR 2’s Deadline forsvarede det, hun selv kaldte en ”kunstnerisk happening”.
Iført hat, rødt tørklæde og matchende læbestift fortalte hun, at Danmark har været foregangsland inden for blandt andet kunst, design og vindenergi. Og derfor bør Danmark også gå forrest i opgøret med sin rolle under kolonitiden og den transatlantiske slavehandel.
Herhjemme har vi, mener Dirckinck-Holmfeld, ikke i tilstrækkelig grad taget de diskussioner, og da der blev væltet statuer under sommerens Black Lives Matter-demonstrationer i USA, sad vi mest bare og godtede os over, hvordan det gik ud over statuer i udlandet, lød det i Politiken, da hun selv stod frem og tog ”det fulde ansvar” for aktionen.
Hendes argumentation i Deadline-studiet var umiddelbart lidt svær at forstå, har flere efterfølgende pointeret. Og de mente ikke, det blev lettere, da hun forsøgte at forklare, at den nu ukendelige buste slet ikke var ødelagt. Den var blot blevet ”rematerialiseret” og kommet tilbage i en ”nyfunden form”.
Efterfølgende er Katrine Dirckinck-Holmfeld blevet parodieret på det sociale medie Instagram af skuespilleren Paprika Steen, Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har kaldt hende ”skør i bolden”, og rektor på Kunstakademiet Kirsten Langkilde, der i sin tid ansatte Dirckinck-Holmfeld, var rystet over aktionen. Og i dag, efter at have afleveret en redegørelse til kulturminister Joy Mogensen (S), har rektoren trukket sig fra sin stilling.
Ja, der er sagt og skrevet meget om Katrine Dirckinck-Holmfeld de seneste uger. Om hendes adelige efternavn, om hendes forfader, der selv ejede slaver, og om hendes fascination af den arabiske verden. Kristeligt Dagblad tegner her et portræt af den nu tidligere institutleder.
Katrine Dirckinck-Holmfeld er født i 1981 og opvokset i Aalborg, hvor hendes forældre begge er professorer på universitetet. Moderen forsker i samspillet mellem læring og IT, faderen i klima, miljø og cirkulær økonomi.
Selv har Katrine Dirckinck-Holmfeld både en kandidatgrad fra Kunstakademiets Billedkunstskole og en i moderne kunstteori fra Goldsmiths College ved London University. En del af sin studietid brugte hun i Libanons hovedstad, Beirut, hvor hun læste på byens kunstakademi og var i praktik som kunstpædagog i de palæstinensiske flygtningelejre i området. Senere har hun taget en ph.d.-grad ved institut for kunst- og kulturvidenskab på Københavns Universitet.
Hun er gift med Abbas S. Mroueh, som stammer fra Libanon, og sammen driver de udstillingsstedet Sorte Firkant i Blågårdsgade på Nørrebro i København. I et dobbeltinterview, som parret sidste år gav til kunstportalen kunsten.nu, sagde Katrine Dirckinck-Holmfeld om stedet:
”Vi har i Sorte Firkant brugt de sidste tre år på at skabe en forbindelse mellem den arabiske diaspora i Danmark og den kulturelle produktion, der er i den arabiske verden i dag og tilbage i historien.”
På Sorte Firkant, der har modtaget støtte fra både Københavns Kommune og Statens Kunstfond, har hun også udstillet sin egen kunst. Blandt andet en videoinstallation, som forholder sig til det danske asylsystem.
Abbas S. Mroueh, der har en kandidatuddannelse i globale flygtningestudier, viste efter buste-aktionen opbakning til hende, da han på Facebook skrev, at han først ikke var begejstret, men efter mediestormen og de ”efterfølgende hadebeskeder, vi modtog fra Trump-tilhængere i Danmark”, skiftede han mening.
”Hun gjorde det rigtige,” konkluderer han til slut.
Opbakning var der ikke fra Katrine Dirckinck-Holmfelds nu tidligere kollega på Kunstakademiet professor Ferdinand Ahm Krag i Berlingske, da han kommenterede sagen og den mere generelle tilstand på akademiet. Her kaldte han aktionen for ”vandalisme” og pegede desuden på dele af akademiets lærerstab, der blev betegnet som ”en underskov af talentløse venstreintellektuelle, hvis politiske vrangforestillinger har fordrejet hovedet på en hel generation af studerende”.
”De fifler med empirien for at redde et vaklende teori-apparat. Det er en slags kreativ bogføring, der skal sikre dem en plads som statsansatte skrivebordstænkere, der på bedste Erasmus Montanus-vis kan få tryllet studentikos vandalisme om til et varsel om den kommende revolution. Med deres formørkede analyse har de podet en hel generation med ressentiment, had til historien og manglende fremtidstro,” lød det i Berlingske.
Veneration for den intellektuelle venstrefløj er der masser af i Katrine Dirckinck-Holmfelds ph.d.-afhandling.
Eksempelvis nævnes koryfæerne Judith Butler og Michel Foucault henholdsvis 59 og 69 gange, og verden, kunsten og den sociale virkelighed analyseres gennem magtens linse. Har man ikke magt, er man undertrykt. Som hun skriver om det danske politiske klima i og omkring folketingsvalget i 2015, er der fra politisk hold indvarslet ”offentlig udskamning” af de mennesker, ”som ikke deler holdninger, tro, hudfarve eller seksuel orientering med dem, der sidder på magten”. Ligeledes er der flere henvisninger til postkolonial teori.
I forbindelse med bustesagen beskrev Berlingske, at Katrine Dirckinck-Holmfeld gennem sit stramtræ selv er koblet til den slave- og kolonifortid, hun så ivrigt kritiserer. Hendes tiptiptipoldefar, Johannes Kincek, havde både købt og solgt slaver på St. Croix i Dansk Vestindien i slutningen af 1700-tallet. Til det bemærkede Anna von Lowzow, formand for Dansk Adels Forening, at man selvfølgelig godt kan protestere mod kolonitiden, selvom man er efterkommer af slaveejere. Hun foreslog dog, at Katrine Dirckinck-Holmfeld begyndte med at protestere mod sig selv, i stedet for at ødelægge andres ejendom og dansk kulturarv.
Selv afviste hovedpersonen kritikken. Hun mente ikke, at der var tale om kulturarv, idet busten blot var en gipsafstøbning af Jacques-François-Joseph Salys oprindelige buste fra 1754.
”Der er tale om den mildeste form for symbolsk kunstnerisk happening, idet gipsafstøbningen er af nyere tid, dateret cirka 1950’erne. Derfor er det faktuelt forkert, hvad von Lowzow udtaler sig om. Busten er i sig selv af ringe kunstnerisk værdi. Til gengæld har den rematerialiserede skulptur nu fået tilført både fornyet energi og værdi, hvor den har været centrum i en happening,” forsvarede Katrine Dirckinck-Holmfeld sig til Berlingske.
Også Katrine Dirckinck-Holmfelds liv kan siges at have rematerialiseret – eller i hvert fald forandret – sig i løbet af de seneste uger. Københavns Politi fortæller til Kristeligt Dagblad, at de stadigvæk efterforsker sagen, men vil ikke oplyse, om der i efterforskningen er taget skridt, som involverer Katrine Dirckinck-Holmfeld.
Hendes tidligere arbejdsplads, Kunstakademiet, vil derimod gerne bekræfte, at bortvisningen fra jobbet som institutleder er permanent.
Kristeligt Dagblad har været i dialog med Katrine Dirckinck-Holmfeld om at bidrage til portrættet. Det lykkedes ikke at få hende til at stille op til interview.
Rettelse onsdag den 16. december: Det fremgik tidligere af artiklen, at Abbas S. Mroueh er palæstinensisk flygtning. Det er ikke tilfældet. Han stammer fra Libanon og har ikke flygtningestatus. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.