Det kunne være blevet historiens bredeste aftale om strammere asylregler mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Socialdemokratiet. Efter mange ugers forhandlinger i Finansministeriet måtte partierne dog give op i går.
Umiddelbart fordi de ikke kunne blive enige om at placere flygtninge i statslige flygtningelandsbyer, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ønskede. Desuden afviste regeringen Dansk Folkepartis idé om at se nærmere på, om man kan ændre de internationale konventioner på flygtningeområdet.
I stedet fremlægger regeringen i folketingssalen de 21 andre forslag til stramninger, der skal bremse strømmen af asylsøgere og migranter, og som partierne er enige om.
Men hvorfor blev der ingen samlet aftale, når partierne var så tæt på? Den mest indlysende forklaring er, at regeringen og Dansk Folkeparti manglede viljen. Venstre-regeringen ville ikke gøre asylsøgere til statens hovedansvar i flygtningelejre uden at have beregninger på, hvad det vil koste. Ingen aner, hvor mange asylsøgere, der kommer i fremtiden, og potentielt kan det slå bunden ud af de i forvejen stramme statsfinanser, hvis staten skal finansiere både lejre og integrationsprogrammerne for flygtninge.
Derfor har regeringen fastholdt, at det er kommunernes ansvar at skaffe boliger til flygtninge. Kommunerne kan dog nok under alle omstændigheder se frem til at få større hjælp fra staten til opgaven de kommende år.
Havde viljen til forlig været tilstede, kunne man dog have høvlet de økonomiske knaster af. Men stridens politiske kerne findes et andet sted. Den handler om, hvorvidt flygtninge overhovedet skal integreres i det danske samfund eller ej.
Venstres grundlæggende opfattelse er, at integrationen hidtil er slået fejl, fordi det i så ringe grad er lykkedes at få indvandrere i uddannelse og arbejde. Derfor skal det lykkes bedre i fremtiden. Regeringen er ganske vist enig med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om, at det her og nu handler om at få asylsøgere til at søge mod andre himmelstrøg end det danske. Men de, der trods alt får opholdstilladelse, skal integreres så hurtigt og effektivt som muligt.
Om kort tid kommer regeringen netop med en ny plan for integration, og ifølge centrale kilder på Christiansborg vil regeringen forsøge at få mest muligt af denne plan igennem administrativt, det vil sige uden egentlige politiske forhandlinger om lovændringer. Det foruroliger Dansk Folkeparti, netop fordi det slet ikke ønsker, at flygtninge skal integreres.
For Dansk Folkepartis skyld måtte flygtninge gerne blive siddende i årevis i lejre, lige til de eventuelt kunne vende tilbage til deres hjemlande.
Oprindelig var det Socialdemokraternes idé at oprette flygtningebyerne, og den socialdemokratiske dagsorden er at aflaste kommunernes hårdt pressede økonomi. Med statslige flygtningebyer ville man sikre, at der ikke kommer flere flygtninge ”ud i virkeligheden”, end kommunerne kan håndtere. I den socialdemokratiske forståelse kan flygtningebyer godt forenes med ønsket om at integrere flygtninge bedre.
Partiet drømte om et bredt, politisk forlig, fordi det dermed ikke igen i næste valgkamp kunne beskyldes for at føre en slap udlændingepolitik. En eventuel kommende socialdemokratisk regering ville være så bundet af aftalen, at De Radikale på forhånd måtte opgive krav om lempelser.
Det kort ville regeringen ikke give Socialdemokraterne, så der kunne kun blive tale om en såkaldt stemmeaftale, som ikke er nær så bindende som et forlig.
Nu blev der hverken aftale eller forlig. Finansloven og EU-afstemningen har i forvejen skabt et dybfrossent forhold mellem regeringen og Dansk Folkeparti, og i går faldt temperaturen yderligere et par grader. Al tale om, at Dansk Folkeparti skulle kunne komme med i regeringen synes hentet fra en anden planet.
Artiklen er redigeret kl. 9.39, 8.12.2015: "12" er ændret til "21" i 3. afsnit.