Prøv avisen

Integrationsminister afviser møde med Hizb ut-Tahrir

Hizb ut-Tahrir arbejder aktivt for at få muslimer til at boykotte valget, og derfor ønsker integrationsministeren ikke at mødes med organisationen, som her ses holde stormøde på Nørrebro i i København tidligere på året. – Foto: Erik Refner.

Foreningen er godt nok tilladt, men den opfører sig udemokratisk, og derfor ser integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF) ingen grund til et eventuelt møde

Hvis den islamistiske organisationen Hizb ut-Tahrir kontakter social- børne- og integrationsminister Annette Vilhelmsen (SF), vil hun ikke mødes med den.

Det sagde ministeren utvetydigt på et samråd på Christiansborg i går indkaldt af integrationsordførerne Martin Henriksen (DF) og Inger Støjberg (V).

Hvis jeg fik en invitation i morgen, ville jeg takke nej. Jeg anerkender fuldt ud Hizb ut-Tahrirs ret til at eksistere som forening, men på baggrund af, at den aktivt arbejder for at få muslimer til at boykotte kommunalvalget, har den bragt sig langt uden for demokratiets rammer, lød det fra Annette Vilhelmsen.

LÆS OGSÅ: Ny australsk lov skal tvinge muslimer til at løfte sløret

Anledningen til samrådet var en flere måneder gammel artikel fra det politiske netmedie Altinget.dk, hvori Annette Vilhelmsen udtalte, at det ville være svært at sige nej, jer vil jeg ikke tale med til Hizb ut-Tahrir. Men det ville ministeren godt sige i går.

Jeg ser intet grundlag for at mødes med dem. Det er et alvorligt problem, at en lille gruppe bevidst vender demokratiet ryggen, og det er dybt alvorligt især over for de unge, som måske ikke kan overskue konsekvenserne af at gå med i sådan en forening.

Hizb ut-Tahrir har ved både det seneste folketingsvalg og nu ved det kommende kommunalvalg tiltrukket sig negativ opmærksomhed ved på åben gade at forsøge at få muslimer til at undlade at stemme. Organisationen var desuden i fokus i december sidste år i den såkaldte juletræssag i boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal, hvor beboerforeningen havde besluttet at droppe det ellers faste juletræ. Igen i år ulmer uoverensstemmelserne i boligområdet, hvor Hizb ut-Tahrir er til stede.

På den baggrund ønskede DFs Martin Henriksen at vide, om Vilhelmsen var bekymret over organisationens tilstedeværelse i Egedalsvænge, hvortil hun udtrykte en generel bekymring over Hizb ut-Tahrir, men at boligselskabet har hånd om situationen. Og, pointerede hun:

Vi skal lige huske på, at langt størstedelen af de muslimske borgere i Danmark lever som gode medborgere og er med til at løfte en stor opgave i samfundet.

Martin Henriksen erklærede sig efter flere uddybende spørgsmål tilfreds med ministerens holdning til Hizb ut-Tahrir, efter han havde anbefalet en mere kritisk indgangsvinkel til organisationen og erklæret, at kæden hopper helt af, hvis Vilhelmsen kan forestille sig at mødes med organisationen i et officielt ærinde.