Det er næppe sket før, at en canadisk psykolog har fyldt et dansk teater til sidste plads. Men det skete tirsdag aften, hvor fænomenet Jordan B. Peterson gæstede København på sin ”12 Rules for Life”-verdensturné, som er baseret på hans bestseller-bog af samme navn.
Peterson er blevet verdensberømt ved at formidle psykologiske og moralfilosofiske pointer fra sine bøger som samtidskritik og selvhjælpsråd til et millionstort publikum i videosekvenser på Youtube. Hans følgere er fortrinsvis mænd i alderen 25-45 år, og det var da også i helt overvejende grad dem, som havde fundet vej til Bremen Teater i det indre København.
Her kunne de se den noble, veltalende professor spankulere ærværdigt rundt på scenen, mens han indkredsede pointerne fra bogens regel nummer to: ”Behandl dig selv som en, du har ansvaret for at hjælpe”.
Når Peterson er blevet et fænomen, skyldes det imidlertid ikke bare hans veltalenhed eller for den sags skyld hans adfærdspsykologiske afstikkere, som veksler mellem det træffende og det vidtløftige. Hans brede appel hænger først og sidst sammen med, at han er blevet den yngre mandlige generations bannerfører for et opgør med en omsiggribende identitetspolitik, hvor alle med afsæt i deres seksualitet, køn, race og etnicitet er enten undertrykte eller undertrykkere.
Peterson slår tilbage. Ikke ved at hænge minoriteter ud eller opfordre til had, men ved pragmatisk og velovervejet at tilbagevise politisk korrekthed, feminisme og identitetspolitik mod det hvide patriarkats strukturelle undertrykkelse som en blindgyde.
Peterson vil være ”en modvægt til kaos”, som undertitlen på hans bog lyder. Han tilbyder de unge mænd blandt sine tilhørere en velartikuleret afvisning af samtidens mere eller mindre gakkede krænkelseshistorier, og i stedet anviser han en retning, en opfordring til at leve i ansvar og til at ”rette ryggen”, som et andet kapitel i bogen hedder. Markedet er der. Mange vil i dag gerne have at vide, hvad de skal gøre i bestemte situationer, og hvordan de skal leve deres liv – og helst skal det være forankret i videnskab frem for i religion. Og selvom det kan virke paradoksalt, så fortæller det også noget om tidens rodløshed, at privilegerede unge mænd i hobetal flokkes til en fælles guru for at finde fast grund under fødderne.
Med sin karismatiske, suggestive stil kan han minde om en vækkelsesprædikant, men han gør sig umage med ikke at anvise tro og religiøse dogmer som vejen ud af retningsløsheden. I stedet er Peterson som adfærdspsykolog optaget af menneskets biologi og grundlæggende handlemønstre, som han ofte forklarer med henvisninger til dyreverdenen, fra hummeres dominanshierarkier til rotters angstadfærd.
Men i modsætning til mange andre af samtidens vulgærdarwinister formår Peterson at krydre sine pointer med talrige henvisninger til verdenslitteraturen og inspirationskilder som C.G. Jung, Nietzsche og Kierkegaard. Religion er han også optaget af som udtryk for menneskets grundlæggende myter, og højdepunktet under tirsdagens seance var en original læsning af syndefaldsmyten som en fortælling om synets, skammens og selvbevidsthedens betydning for det menneskelige.
Som det eneste dyr er mennesket bevidst om sig selv, og derfor også klar over sin utilstrækkelighed, påpeger Peterson. Igen er han påpasselig med ikke at tale om synd. I stedet oversætter han de bibelske grundbegreber, så de stemmer overens med nutidens videnskabelige indsigter i menneskets hjerne og adfærdspsykologi. I den forstand minder Peterson om sin danske psykologiprofessorkollega Svend Brinkmann, som også har opnået stor udbredelse med en populærvidenskabelig kombination af adfærdspsykologi og moralfilosofiske anvisninger til et bedre liv.
Både politisk og stilmæssigt er der forskel på de to, men de er fælles om at levere videnskabeligt forankrede selvhjælpsråd til en moralsk forvirret samtid. De er pragmatismens og den sunde fornufts tempererede præster, der nok anerkender myternes og det religiøse sprogs styrke, men som ikke selv kan tro.
Det sidste kan man naturligvis ikke bebrejde dem, og det er samtidig en del af baggrunden for deres brede appel til en sekulariseret målgruppe af yngre mænd. Det er en målgruppe, stjerneateister som Richard Dawkins og Christopher Hitchens tidligere har haft godt fat i, men det fortæller også noget om tiden, at det nu i højere grad er intellektuelle, som kan tale positivt og indsigtsfuldt om kultur og religion, der har gennemslagskraft. Kulturkonservatismen står i dag langt stærkere end den militante ateisme.
Peterson er et interessant fænomen, og hans opgør med identitetspolitik er både nødvendigt og udtryk for en værdikamp, som kun lige er begyndt. Og at tidens storsælgende intellektuelle er dem, som tager afsæt i mennesket som et kulturelt eller religiøst væsen er en kærkommen udvikling fra 1990’ernes og 2000’ernes sterile ateisme.
Hos Peterson er der masser af common sense og kulturkonservative indsigter. Men det er også karakteristisk, at Peterson, Brinkmann og hvad de ellers hedder, er eksponenter for en rationel nyttetænkning, en optimering af den enkeltes ydeevne, som forsøger at tappe fra kristendommen og evangeliet, men uden at forstå eller drage konsekvenserne af dets radikalitet. For det kan da godt være, at mennesket er et flokdyr, som blandt andet stimler sammen for fødderne af guruen, men så er der den uudgrundelige faktor, det sandt menneskelige, som gør, at vi aldrig kommer til at leve efter 12 regler for livet.
Både Brinkmann og Peterson er interessante vidnesbyrd om en gryende moralsk vending, som kommer i mange skikkelser. Men den ægte vare, som leveres i kirker over hele verden hver eneste søndag, er både langt mere radikal og mere opbyggelig.