Mads Martin Jensen har købt 100.000 bier.
Det synes mange af hans venner er lidt spøjst, for han er egentlig ikke naturinteresseret. Han er en 25-årig tømrer fra Slagelse, der i disse dage er svært kontaktbar på Roskilde Festival sammen med sine kammerater – for Gud ved hvilken gang.
Han købte bierne sidste år, fordi nogle venner var begyndt at holde bier på taget, og det lød sjovt at producere sin egen honning.
Så han meldte sig ind i den lokale afdeling af Danmarks Biavlerforening, tog et kursus i biavl, og i dag er han bidt af bierne.
”Når jeg er hos bierne, forsvinder alle andre tanker, og jeg tænker kun på det, jeg har i hænderne. Det er dejligt afstressende, og så er jeg blevet fascineret af, hvordan bierne arbejder, hvordan deres liv er bygget op. De fleste, jeg kender, forstår ikke helt, hvad det går ud på, men når jeg står der i haven og hører træerne summe og ser frugtbuskene være helt sorte af bier, giver det mening for mig,” siger Mads Martin Jensen.
Det giver også mening for mange. Faktisk oplever Danmarks Biavlerforening et decideret boom i interessen for bier i disse år.
Siden 2008 er medlemstallet således steget fra 3500 til 5500, og det er altså ikke længere blot ældre mænd, der gerne vil have voks under neglene, det er også unge som Mads, det er børnefamilier, og det er stadig flere kvinder.
Det udtrykker meget godt den udvikling, der er sket i tilgangen til biavlen, fortæller formand Knud Graaskov.
I mange år handlede det nemlig mest om honningen. Under og efter Anden Verdenskrig havde foreningen 30.000 medlemmer, fordi det var svært at få adgang til sukker på andre måder. Og fordi det også kunne være en ganske god sideindtægt, men medlemstallet er dalet støt lige siden.
Når det nu stiger igen på grund af en helt ny type medlemmer, er det især på grund af en fornyet interesse for naturen.
”Mange fortæller, at arbejdet med bierne er en god måde at komme på afstand af en ellers hektisk hverdag på. Naturen giver ro,” siger han og tilføjer:
”Jeg er jo ikke familieforsker, men min fornemmelse er også, at især børnefamilierne bliver biavlere, fordi det er en god måde at have noget at samles om.”
Der er også dem, der ligesom Mads Martin Jensen enten er eller bliver fascinerede af bien som art.
Den adskiller sig markant fra alle andre husdyr, man kunne finde på at kaste sig over – alene ved det at være et insekt. Og insekternes verden er stadig et fjernt mysterium for de fleste, men gennem biavl er det helt fysisk muligt at gå på opdagelse i biernes verden.
Det er en verden, der er helt unik.
Gennem mange årtusinder var menneskets forståelse af den præget af overtro og folklore, og det var ikke før det 18. århundrede, at europæiske naturfilosoffer begyndte at foretage videnskabelige studier af bikolonier og fik indsigt i biernes komplekse biologi.
Her så man den skarpe klasseinddeling med den enevældige dronning, arbejdsbierne (hunkøn) og dronerne (hankøn). Man så, hvordan dronningen kommer fra et almindeligt arbejder-æg, men bliver fodret med en særlig diæt under opvæksten og derfor udvikler sig radikalt anderledes, så den er i stand til – ene kvinde – at lægge flere hundrede tusinde æg og reelt styre hele bikolonien gennem produktion og udskillelse af feromoner.
Og man kunne iagttage, hvordan hver eneste af de milliarder af blomster på markerne var afhængige af biernes bestøvning for at kunne sætte frø. I dag er honningbiernes bestøvning af landbrugsafgrøder afgørende for en årlig indtægt på cirka en milliard kroner til dansk landbrug og frugtavl.
Bierne kan endda fascinere på et mere filosofisk plan, mener Per Kryger, biolog og seniorforsker på Aarhus Universitet, hvor han underviser og forsker i bisygdomme.
Han er også biavler, men ikke for honningens skyld eller for at komme tættere på naturen. For ham er det især biernes evne til at leve i fællesskab, der holder liv i interessen.
”Ingen bi kan leve alene, de overlever udelukkende i kraft af de tusindvis af bier, de bor og arbejder sammen med. Fungerer kollektivet ikke, bryder bisamfundet sammen, og den kontrast til menneskets moderne livsførelse, hvor alle sætter sig selv først, synes jeg er enormt spændende at iagttage,” siger han.
Men det er også noget helt andet end honning, natur og fascination, der driver mange nye biavlere, mener både foreningsformanden og seniorforskeren.
Særligt de senere år er bierne nemlig fløjet højt op på den internationale dagsorden, for i midten af 00’erne begyndte antallet af bier at falde drastisk. Arbejdsbierne forlod pludselig deres kolonier i store dele af verden, så de kollapsede i et omfang, der fik medierne til at skrive om ”en katastrofe uden fortilfælde for kloden”, og både eksperter og politiske ledere har kaldt bien for en truet dyreart.
I mange lande er 30-40-50 procent af bibestanden forsvundet, og ingen ved helt hvorfor.
Der er dog flere gode bud.
Biernes massedød er nemlig ikke et nyt fænomen, og hver gang har der været tale om en epidemisk sygdom skabt af mider, særligt fra Asien. En ny asiatisk mide er da også den hovedmistænkte denne gang, men der er flere medskyldige:
Landbrugets øgede dyrkning af jorden og den øgede brug af ukrudtsbekæmpelse har fjernet en stor del af biernes fødegrundlag.
Faktisk er vores tiltagende pertentlighed i private haver også en del af problemet, påpeger Per Kryger.
”En moderne have skal jo stå velfriseret i dag uden skyggen af ukrudt, og det gør det altså lidt svært at være bi,” siger seniorforskeren.
Klimaforandringerne er en anden medskyldig.
De gør, at blomsterne oftere blomstrer, inden bierne er klar til at bestøve dem, og derfor er systemet kommet ud af balance.
Endelig er pesticider kaldt ind til afhøring, og selvom eksperterne er uenige om, hvor involveret pesticiderne er i mordet på bierne, tvivler de fleste fagfolk på, at den kemiske ukrudtsbekæmpelse kan renses helt for skyld.
Uanset hvad eller hvem, ansvaret kan placeres hos, er konsekvenserne af biernes forsvinden åbenlyse og alarmerende.
84 procent af alle plantearter er afhængige af biernes bestøvning. Omkring 76 procent af den europæiske fødevareproduktion er derfor afhængig af biernes bestøvningsarbejde, vurderede Europa-Parlamentet i 2008.
Derfor opfordrede Parlamentet til at sætte ind med en markant satsning på bi-forskning og på at skabe bedre leveforhold for bierne.
”Manglende handling kan få katastrofale konsekvenser,” lød det i en pressemeddelelse fra flere parlamentsmedlemmer med henvisning til Albert Einsteins dystre advarsel næsten 100 år tidligere:
”Hvis bien forsvandt fra jordens overflade, vil menneskene kun have fire år tilbage at leve i. Ikke flere bier, ikke mere bestøvning, ikke flere planter, ikke flere dyr, ikke mere menneskehed,” udtalte han.
I USA, hvor situationen er mest alvorlig, har man givet bi-krisen sin egen betegnelse, CCD (Colony collapse disorder – Koloni kollaps forstyrrelse).
Her er det afgrøder til en værdi af 200 milliarder dollar, der er på spil, og manglen på bier har indtil videre betydet, at landmændene må betale 20 procent mere end tidligere for at få bestøvet deres marker. Det har også betydet, at hele karavaner af lastbiler fulde af bier kører det store land tyndt for at bruge bierne så mange steder som muligt.
Bierne flyttes derfor op til 20 gange om året, hvilket ifølge flere eksperter er den primære årsag til, at bidøden er størst i netop USA. Den form for rovdrift går nemlig imod biernes natur og ødelægger deres biologiske system.
For Danmarks vedkommende er bidøden dog ikke et stort problem. Og det gælder faktisk det meste af Europa, for bierne har vist sig formidabelt gode til at reproducere sig selv. De kan derfor tåle de store tab, som herhjemme svinger mellem 10 og 30 procent.
Det samme kan dog ikke siges om bierne i den vilde natur, understreger både Knud Graaskov og Per Kryger. Her er der som nævnt stadig mindre føde at finde, og de får ingen kunstig hjælp fra biavlerne, så adskillige arter er allerede uddøde, og flere vil følge, hvis der ikke gribes mere radikalt ind.
Biavlernes arbejde er på denne måde ganske vigtig for biernes overlevelse, for landbruget, for frugttræer og planter, for naturen helt generelt. Og det er blevet en del af fortællingen om at være biavler, siger Per Kryger:
”Man er som biavler helt praktisk med til at redde verden en lille smule. Og det er da en god følelse, som heldigvis trækker i stadig flere.”
Der er altså mange grunde til at fejre Danmarks Biavlerforenings 150-årsjubilæum i morgen.
Medlemstallet stiger hastigt, der er en langt bredere interesse end tidligere, og den er faktisk med til at redde ikke bare bierne, men menneskeheden (hvis man nu skal slå det lidt stort op i dagens anledning). Fejringen går da heller ikke stille af.
Hele lørdagen vil der være boder, hvor biavlere og andre sælger honning og honningrelaterede produkter. Museumsverdenen vil vise gammelt biavlerudstyr frem, og der bliver afviklet en biavlerkonference. Om aftenen er der bi-fest med over 300 deltagere.
Søndag er der kransenedlæggelse på A.C. Andersens grav. Det var ham, der stiftede foreningen i de svære år efter krigen i 1864 – i kærlighed til naturen, men også i et forsøg på at samle befolkningen igen om nye aktiviteter.
Han fik udbredt de firkantede trækasser og teknikken til at udvinde honningen, som stadig bruges. Inden da slog man alle bierne ihjel for at få adgang til det søde guld. Vi fejrer derfor både foreningens fremgang og biernes overlevelse i morgen, siger Knud Graa-skov:
”Selvom de færreste tænker over det, er det svært at overvurdere biernes betydning for vores liv, så det er på alle måder glædeligt, at de – trods massedød og trusler fra landbruget – faktisk har det udmærket.”
