På Ribe Vikingecenter er de ansatte i gang med at opføre en ambitiøs rekonstruktion af en af Danmarks første trækirker fra 800-tallet.
På Danmarks Borgcenter i Vordingborg er Nordeuropas ældste kirkeklokke fra Hedeby i Tyskland udstillet sammen med en række tidlige kristne, danske kunstskatte.
På Arkæologi Haderslev har udstillingen ”TRO!” siden foråret skildret den tidlige reformations indtog i Danmark.
Og museerne er ikke alene om at satse på historien om Danmarks kristne rødder. Hos medier og politikere bliver selvsamme fortælling også prioriteret højt netop nu.
Mens Folketinget sidste år eksempelvis stillede en pulje på tre millioner kroner til rådighed til folkeoplysning om reformationsåret, udbød Undervisningsministeriet en lang række kurser om samme emne til de danske folkeskoler.
Foråret igennem har danskere desuden kunnet følge historien om blandt andet kristningen af vikingerne i DR’s succes-serie ”Historien om Danmark”. Tendensen skyldes ifølge lektor emeritus i historie ved Roskilde Universitet, Henrik Jensen, at interessen for vores nationale, kristne rødder er i fremgang.
”Vi ser i de her år en større videbegærlighed omkring det nationale, og med den følger naturligvis en større nysgerrighed på vores kristne rødder. Hvad kommer kristendommen af, hvordan ser dens udvikling ud, og hvordan påvirker den os den dag i dag?”
Spørgsmål, der ifølge historikeren har været trængt op i en krog i flere årtier, hvor det at dyrke interessen for det nationale var noget, man bredt i samfundet så ned på.
”Fra 1960’erne og frem udviklede der sig en form for afsmag for det nationale, hvor vores fælles fortid blev set som noget irrelevant, noget, som kun bagudskuende mennesker gik op i. Man skulle i stedet interessere sig for resten af verden, have udsyn og den slags.”
Men den idé er i dag falmet, mener Henrik Jensen.
”Nu er det efterhånden gået op for de fleste, at der ikke behøver at være nogen modsætning mellem det at dyrke interessen for det nationale og så samtidig være en åbensindet, globaliseret borger. Desuden er det ret naturligt, at befolkninger i mødet med globaliseringen og påvirkningen af fremmede kultur får behov for at spørge os selv ’Hvem er vi egentlig, og hvad kommer vi af?’.”
Den type spørgsmål stillede forhenværende kulturminister Bertel Haarder (V) den danske befolkning sidste år, da han satte sig for at udarbejde den meget omtalte og debatterede Danmarkskanon, et ”dannelsesprojekt”, der skulle blotlægge de 10 vigtigste værdier, som i en historisk og kulturel forstand har været med til at forme Danmark og danskerne.
Her endte mere end 17.000 danskere med at sikre ”den kristne kulturarv” en plads på listen over de danske værdier blandt flere end 2400 andre forslag.
At bruge kristendomshistorien som et fælles referencepunkt er en naturlig konsekvens af at være menneske i vores tid, mener Niels Jørgen Cappelørn, professor emeritus ved Søren Kierkegaard Forskningscenteret på Københavns Universitet:
”Dels er mange voksne mennesker vokset op i en ahistorisk periode, forstået på den måde, at man i skolevæsnet fortrinsvis har dyrket nutiden. Dels lever vi i en tid, hvor informationsstrømmen er så intens, og hvor alt er sat til debat ud fra en selvfølgelighed om, at der ikke eksisterer noget, man kan kalde ’sandheden’. Det skaber en rodløshed, så man før eller siden må prøve at søge tilbage til sine rødder.”
På Danmarks Borgcenter i Vordingborg mærker afdelingsleder Thomas Tram Pedersen meget konkret danskernes store interesse for historien:
”Der er blevet taget virkelig godt imod udstillingen. Vores besøgstal er højere, end de tidligere har været, og det har flere gange slået mig, hvor kolossalt stor interessen for vikingerne er. Udstillingen, som handler om mange aspekter ved vikingetiden, rummer netop også fortællingen om, hvordan kristendommen kom til Danmark, og det overrasker en del gæster, at der ligger en del år med dansk kristendom forud for Jellingstenen og Harald Blåtand. Men interessen for at blive klogere på emnet, den er ikke til at tage fejl af.”8