Også mig.
Også islandske Björk Guðmundsdóttir skal have oplevet seksuel chikane under en filmindspilning. Det lod den verdenskendte sangerinde i hvert fald sine Facebook-følgere forstå i sidste uge, da hun skrev en opdatering om at have arbejdet sammen med en meget pågående og seksuelt chikanerende ”dansk film- instruktør”.
Facebook-opdateringen kom ikke ud af det blå. Den var inspireret af internetkampagnen #metoo (engelsk for ”også mig”), hvor kvindelige brugere af sociale medier med brug af udtrykket #metoo fortæller om de seksuelle krænkelser, de har været udsat for i deres liv. En kampagne, der tog fart, da den amerikanske filmproducer Harvey Weinstein af avisen The New York Times blev afsløret i at have indgået otte forlig med kvinder, han skal have krænket seksuelt. Historien igangsatte en større international debat om sexkrænkelser af kvinder ikke bare i filmbranchen, men i det hele taget.
Björk Guðmundsdóttir nævnte ikke navnet på den danske instruktør i sin Facebook-opdatering. Men eftersom Lars von Triers ”Dancer in the Dark” er den eneste dansk-instruerede spillefilm, sangerinden har medvirket i, gættede mange sig til, at det var von Trier, der var tale om. Og både han og filmproducer Peter Aalbæk Jensen var efterfølgende ude at afvise de ikke-navngivne anklager.
Men man skal passe på med, at internetkampagner ikke udvikler sig til offentlige gabestokke, lyder advarslen nu i både Danmark og udlandet. Herhjemme har radiovært og jurist Nima Zamani i en blog på Ekstra Bladet advaret mod, at #metoo-kampagnen kan ende med at ”agere folkedomstol over for mænd, der endnu ikke er blevet dømt”.
”Mit budskab er blot, at vi i følelsernes vold ikke glemmer de oplysningsidealer, vi har fået ind med modermælken i demokratiske Danmark. Retfærdighed sker fyldest, når begge parter er blevet hørt,” lyder det videre fra Nima Zamani, der blandt andet har kritiseret en kommentar, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) forleden skrev på det sociale medie Twitter.
Kommentaren linkede til en artikel om sexchikane af danske skuespillerinder, hvortil Søren Pind skrev, at ”en af grundene er jo tavsheden”, og at ”man burde tilføje et #NameThem (navngiv dem, red.) til #MeToo”.
Kristeligt Dagblad har bedt ministeren fortælle, hvad der egentlig er budskabet med teksten, men Søren Pind har takket nej til et interview.
Debatten kører også i Norge, hvor journalisten og redaktøren Hilde Sandvik i avisen Aftenposten har udtrykt sin frygt for det, avisen kalder en ”gabestok-kultur”.
”Jeg ville ønske, at de, som nu står frem, i stedet var gået til en arbejdsgiver for længe siden og blevet taget alvorligt,” siger hun til Aftenposten og advarer mod det, hun kalder ”den svenske fælde”.
I Sverige har #metoo-kampagnen nemlig udfoldet sig noget mere eksplicit. Ifølge den svenske avis Aftonbladet er to af avisens medarbejdere på det sociale medie Instagram med navn blevet anklaget for voldtægt, og avisen er efterfølgende blevet mødt med krav om at publicere navnet på i hvert fald den ene medarbejder. En vært på et tv-program på kanalen TV4 er desuden blevet sendt hjem oven på anklager om sexchikane. Den svenske udenrigsminister, Margot Wallström, satte derimod ikke navn på, da hun fortalte offentligheden, at hun blev befamlet af en bordherre under et møde med andre EU-ledere.
Til gengæld er fire navngivne mandlige politikere, herunder en tidligere minister og en tidligere præsidentkandidat, i Frankrig blevet offentligt anklaget for seksuelle overgreb.
Bent Carlsen er præsident for Østre Landsret og formand for Straffelovrådet under Justitsministeriet. Ifølge ham ”kan det let få karakter af en offentlig gabestok”, hvis danske brugere af sociale medier følger de svenske eller franske eksempler med navngivning af krænkere.
”Hvis du som kvinde fremkommer med en udtalelse om, at du er blevet seksuelt forulempet eller sågar voldtaget af en mand, så ligger der selvfølgelig deri en æreskrænkelse af den pågældende mand. Det vil sige, at situationen vil være den, at den pågældende mand kan anlægge en sag med påstand om straf, fordi det er en ærekrænkende udtalelse. Og så vil det være op til kvinden at forklare om baggrunden for udtalelsen og herunder i givet fald føre bevis for, at beskyldningen er sand,” siger Bent Carlsen.
Han vurderer, at udtalelser på de sociale medier kan få ”et meget vidt omfang” og ”vil stå på disse sociale medier i en længere periode”.
”Du står ikke med en megafon, men lægger det ud på de sociale medier. Det er klart, at krænkelsen kan blive ganske betydelig,” siger Bent Carlsen.
Retsvæsenet har før måttet tage stilling til de sociale mediers betydning i sager om, hvad man må og ikke må sige i offentligheden. Den nu afdøde Dansk Folkeparti-politiker Mogens Camre blev i februar sidste år dømt for en overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf for en udtalelse, han skrev på det sociale medie Twitter. Paragraffen lægger vægt på, at en racistisk beskyldning skal være fremsat offentligt eller til udbredelse i en videre kreds, og selvom Camre forsvarede sig med, at han på tidspunktet for opdateringen kun havde 67 følgere på sin offentlige Twitter-profil, blev han dømt for udtalelsen.
Internettet er en ny, vidtrækkende offentlighed. På godt og ondt. Og selvom en udtalelse, der skal komme sexkrænkere til livs, er godt ment, skal man ifølge Bent Carlsen ”være klar over, at man kan blive mødt af et injuriesøgsmål”.