Forestil dig, at du læser Kristeligt Dagblad. I et par dage har du sprunget udlandssiderne over og i stedet læst kultursiderne ekstra grundigt. Forestil dig så, at Kristeligt Dagblad registrerer, hvilke artikler du læser. Næste gang avisen lander i din postkasse, er udlandssiderne væk, og kultursiderne har overtaget den ekstra plads. Kultursiderne finder du stadig lige spændende, men indlandssiderne er også begyndt at kede dig lidt. Det registrerer Kristeligt Dagblad, og derfor indeholder din næste avis stort set kun kulturstof.
LÆS OGSÅ: Det skræddersyede internet er skadeligt for demokratiet
Ovenstående tænkte scenarie beskriver det, der sker på internettet i øjeblikket. Både søgemaskiner som Google og Yahoo og sociale medier som Facebook og Twitter gør det. De personaliserer dine søgeresultater og nyheder ved at tage udgangspunkt i, hvad du tidligere har skrevet og søgt på.
Sådan har det ikke altid været. Lørdag den 5. december 2009 stod sandsynligvis på julebag i mange hjem, men for Google stod den på personalisering og indsamling af personlige oplysninger. Den dag annoncerede søgemaskinen nemlig, at søgninger på deres hjemmeside fra nu af ville blive personaliseret og skræddersyet til ens interesser.
Googles udgangspunkt var, at det skulle blive meget nemmere at få de søgeresultater, man søgte efter. Kort tid efter begyndte den at samle personlige data på tværs af sine platforme som e-mailen Gmail og videosiden YouTube, så resultaterne kunne blive endnu mere skræddersyede. Senere meddelte Google, at den ville gøre sin auto-complete-funktion, som afslutter ordene i søgefeltet, endnu bedre ved fremover at kigge brugernes Gmail-indbakke igennem.
Det resulterer ifølge internetaktivisten Eli Pariser i en filterboble, hvor vi går rundt i hver vores verden med hver vores viden. Sidste år skrev han bogen The Filter Bubble What the internet is hiding from you (Filterboblen Hvad internettet skjuler for dig), der handler om, at vi ender i hver vores boble på internettet, fordi alting er personaliseret.
Det er skam ikke, fordi Eli Pariser ikke kan lide internettet, men han er ikke glad for, at der sker en filtrering, alt efter hvad man tidligere har søgt på Google, skrevet i sine mails og trykket synes godt om på Facebook. Han er venstreorienteret og oplevede, at hans konservative Facebook-venner aldrig kom op på hans væg. Facebook havde simpelthen sat ham i en bås som interesseret i venstreorienterede ting, fordi han ikke trykkede synes godt om til konservative indlæg.
Et af de eksempler, Eli Pariser bruger, er et citat fra Facebooks grundlægger, Mark Zuckerberg. Han sagde engang, at et egern, der dør foran dit hus, kan være mere relevant for dine interesser lige nu end folk, der dør i Afrika.
Ejvind Hansen, forskningschef i journalistisk filosofi ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, genkender fænomenet, at mange søger efter deres egne interesser på internettet og ikke efter sidste nyt fra Syrien.
Vi er ikke så velovervejede, når vi søger efter informationer. Vi søger efter noget, vi følelsesmæssigt kan forbinde os med, og derfor opsøger vi ikke nødvendigvis de informationer, der er vigtige. I det perspektiv er filterboblen en demokratisk udfordring, siger Ejvind Hansen.
Professor i almen filosofi ved Københavns Universitet Vincent Hendricks frygter også, at personaliseringen på internettet kan skade demokratiet.
Blogs og sociale medier kan være med til at forstyrre de demokratiske processer, fordi de kan styre måden, hvorpå folk får information, siger Vincent Hendricks og uddyber:
Du kan først tage kvalificerede beslutninger, når du ved, hvad dit eget standpunkt er, hvad oppositionens standpunkt er, og hvad det neutrale standpunkt er. Din kvalificerede beslutningsdygtighed falder i takt med, at ensidigheden i information bliver større. Det er farligt, for det betyder, at risikoen for polarisering bliver større, og det kan demokratiet være skrøbeligt over for. Vi ved fra forskning de sidste 10-15 år, at ekstrem polarisering kan gøre ellers velfungerende demokratier ustabile.
Vincent Hendricks påpeger dog, at forskerne ikke kan være sikre på, hvordan og hvor meget filterboblen i sidste ende skader.
Vi har ikke datamateriale nok til at få et robust billede af, hvad filterboblen betyder for menneskehedens oplysning og dannelse. Men vi kender nogle af mekanismerne, og vi har set nogle af konsekvenserne. Du kan lave historier, der er løgn eller i hvert fald en tilsnigelse, du kan få folk til at ændre meninger og præferencer, og du kan lave menings-, bolig- og aktiebobler, siger Vincent Hendricks.
Han bruger et eksempel, hvor økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager for nylig blev svinet til på sin Facebook-side efter en kommentar om dagpenge. Kommentaren fik mange tusind synes godt om, og derefter tog pressen sagen op, som om det meste af Danmark var imod Vestager.
Ud over problematikken i, at synes godt om-tilkendegivelser blev en stor historie i pressen, som Vestager måtte forholde sig til, så er det ifølge Vincent Hendricks et eksempel på en lemmingeffekt. Mange trykkede sandsynligvis på synes godt om, fordi mange andre havde gjort det før dem.
Google bruger ikke lemming-effekter, men personaliserer i stedet søgningen ved at bruge såkaldte algoritmer til at beregne, hvilket søgeresultat man får.
Algoritmer er matematiske beregningstrin, der på baggrund af forskellige informationer fører til et resultat. Og Google har overraskende mange informationer om den enkelte bruger. Hvis man bruger korttjenesten Google Maps, Googles e-mail Gmail, videosiden YouTube, søgemaskinen Google og flere andre af de tjenester, Google ejer, så kan Google hurtigt sammenstykke et billede af, hvem man er, eller hvem Google tror, man er.
De informationer bruges til at personalisere både søgning og reklamer. Ejvind Hansen tror dog ikke, at det er i ond tro, at Google og andre søgemaskiner gør, som de gør.
De moderne medier som Google og Facebook gør det samme som aviserne. De vil gerne have, at vi kommer forbi deres hjemmeside, og så giver de os den slags informationer, vi gerne vil have. Deres primære interesse er, at vi kommer tilbage og får de informationer, vi søger efter, siger Ejvind Hansen.
Vi går tilbage til eksemplet i starten af denne artikel et øjeblik.
For ikke at kaste grus i øjnene på vore læsere skal det selvfølgelig pointeres, at Kristeligt Dagblad også er en avis, der fokuserer viden og information og ikke skriver om alt i denne verden. Men udvælgelsen af artikler foregår på baggrund af, hvorvidt de er væsentlige for den almene befolkning, og det sker ikke på internettet, mener Ejvind Hansen.
De algoritmer, der skaber filterboblen, kan ikke rumme væsentlighedskriteriet. Derfor bliver vi ikke udfordret til at tage stilling til problemer, som ikke umiddelbart interesserer os, siger Ejvind Hansen.
Algoritmerne betyder mere, end vi tror, mener Thore Husfeldt, der er professor i datalogi ved Lund Universitet og forsker i algoritmer:
Hele vores virkelighed bliver mere og mere informationsteknologisk. Algoritmer er i dag den tungeste virkelighedsdefinerende faktor i vores liv. Jeg efterlyser, at man bliver opmærksom på, at processen på internettet ikke håndteres af avisredaktioner. Strukturen med algoritmer er kraftigere, end avisredaktioners udvælgelse af nyheder.
Opmærksomheden på algoritmerne kæmper Vincent Hendricks også for. Han mener, at medierne har en stor opgave med at gøre folk opmærksomme på, hvad algoritmerne betyder. Men kampen skal også kæmpes i skolerne, mener dannelsesforsker og professor ved Syddansk Universitet Harry Haue:
Den manipulation, der foregår på internettet, må fagene, især historie, forberede eleverne på at tackle gennem kildekritik.