Intet land kan løse flygtningekrisen alene

”Vi må bruge erfaringerne fra dengang, millioner af vietnamesere, bosniere og kosovo-albanere var på flugt,” mener tidligere vicehøjkommissær for FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, Søren Jessen-Petersen

Efter Vietnamkrigens afslutning satte flere end en halv million vietnamesere livet på spil ved at flygte i ofte overfyldte både. Men UNHCR fik iværksat et internationalt hjælpeprogram. Erfaringerne fra dengang kan bruges i dag. For intet land kan løse den nuværende flygtningekrise alene, mener tidligere vicehøjkommissær i FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR, Søren Jessen-Petersen
Efter Vietnamkrigens afslutning satte flere end en halv million vietnamesere livet på spil ved at flygte i ofte overfyldte både. Men UNHCR fik iværksat et internationalt hjælpeprogram. Erfaringerne fra dengang kan bruges i dag. For intet land kan løse den nuværende flygtningekrise alene, mener tidligere vicehøjkommissær i FN's Flygtningehøjkommissariat UNHCR, Søren Jessen-Petersen Foto: Ole Jensen/Demotix.

Syrere og afghanere, der går på motorvejen i det ellers så velregulerede Danmark. Tyske banegårde, der er fyldt til bristepunktet med asylsøgere.

De seneste ugers udvikling er et symptom på en flygtningekrise, der er den alvorligste siden Anden Verdenskrig. Men når verden står over for store flygtningekriser, findes der redskaber, man kan gribe til.

Da flere end en halv million vietnamesere satte livet på spil ved at flygte i ofte overfyldte både efter Vietnamkrigen, fik FN's Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, stablet et internationalt hjælpeprogram på benene.

Og da op mod 600.000 mennesker i årene mellem 1992 og 1995 flygtede op i Europa fra krigene i eks-Jugoslavien, var det igen det internationale samfund med UNHCR i spidsen, der aftalte en fælles fordeling af flygtninge. Det er disse erfaringer, Europa må bruge i dag.

Det mener den forhenværende danske topdiplomat Søren Jessen-Petersen, der gennem en lang karriere som blandt andet vicehøjkommissær for FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) har beskæftiget sig med flygtninge på højeste internationale niveau.

Fra 1972 frem til 2006 arbejdede han i UNHCR, og senere var han FN's generalsekretærs særlige repræsentant i Kosovo. I dag er han adjungeret professor på John Hopkins School of Advanced International Studies i Bologna i Italien.

”Hvis man skal prøve at sammenligne den nuværende situation med andre flygtningekriser, så minder den på nogle punkter om flygtningestrømmen fra Bosnien i 1992. Dengang så vi også mennesker gå på vejene i det tidligere Jugoslavien, og da der blev sluttet fred i eks-Jugoslavien, var fire millioner på flugt i nærområderne.

Men de gik ikke op til Nordeuropa. Der er nok ingen tvivl om, at det, vi oplever lige nu, er den alvorligste flygtningesituation i Europa siden Anden Verdenskrig,” siger Søren Jessen-Petersen.

”Flygtningeproblemet slutter ikke, før der kommer nogle politiske løsninger. Vi skal hjælpe humanitært, men vi skal også presse på for, at de store lande finder politiske løsninger på krigen i Syrien og konflikterne i Irak, Afghanistan og Libyen,” mener Søren Jessen-Petersen.
”Flygtningeproblemet slutter ikke, før der kommer nogle politiske løsninger. Vi skal hjælpe humanitært, men vi skal også presse på for, at de store lande finder politiske løsninger på krigen i Syrien og konflikterne i Irak, Afghanistan og Libyen,” mener Søren Jessen-Petersen. Foto: Scanpix

Han henviser til, at krigen i Syrien har jaget over halvdelen af landets godt 20 millioner indbyggere væk fra deres hjem. Otte millioner er internt fordrevne i Syrien. Fire millioner er taget til nabolandene, og et par hundrede tusind syrere er taget videre til Europa.

Ifølge Søren Jessen-Petersen er den nuværende flygtningestrøm først og fremmest et udtryk for de årelange uløste konflikter i Irak, Afghanistan, Eritrea og Libyen samt krigen i Syrien. Civilbefolkningens håb om, at konflikterne kan løses, svinder.

Samtidig er forholdene i de syriske flygtningelejre i nabolandene i tiltagende grad desperate, fordi den internationale hjælp er helt utilstrækkelig. UNHCR modtager kun 35 procent af de midler, der er brug for. Verdensfødevareprogrammet har skåret hjælpen til syriske flygtninge ned.

”Nogle af flygtningene har ressourcerne til at tage videre til Europa, men det er stadig et mindretal i forhold til det kæmpestore antal i nærområderne. Vi ser faktisk nogle flygtninge, der vælger at tage tilbage til det krigshærgede Syrien, fordi situationen i flygtningelejrene i Libanon, Jordan og Tyrkiet er så ekstremt vanskelig,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han betegner den nuværende flygtningekrise som et resultat af, at de internationale mekanismer til at løse konflikter er brudt sammen.

”Der er kommet flere områder i verden, hvor der er konflikt eller udsigt til konflikt, men hvor den internationale mekanisme til at løse den slags konflikter, det vil primært sige FN, ikke fungerer. Flygtningeproblemet slutter ikke, før der kommer nogle politiske løsninger. Vi skal hjælpe humanitært, men vi skal også presse på for, at de store lande finder politiske løsninger på krigen i Syrien og konflikterne i Irak, Afghanistan og Libyen,” mener Søren Jessen-Petersen.

Danmark er et af de lande, der i forhold til befolkningstallet tager imod flest flygtninge i Europa. Men samtidig har den danske regering meldt ud, at Danmark ikke vil gå med i den europæiske fordelingsnøgle, der lige nu forhandles i EU.

Desuden taler mange danske politikere for, at krisen især skal løses ved at øge støtten til flygtningelejre i nærområderne. Et forslag, Søren Jessen-Petersen er stærkt kritisk over for.

”Ærlig talt, så ved disse danske politikere ikke, hvad de taler om. Hjælp til nærområderne kræver først og fremmest forståelse for den delikate sikkerhedssituation, der opstår, når et i forvejen etnisk og religiøst splittet land som Libanon skal tage imod en så stor gruppe syriske flygtninge med forskellige etniske og religiøse rødder. I dag er én ud af fire indbyggere i Libanon syriske flygtninge. Hvis nærområderne skal have bedre hjælp, så vil det desuden kræve en massiv udviklingsbistand til værtslandene, så de kan bygge skoler, veje og boliger til de mange flygtninge,” siger Søren Jessen-Petersen.

Han mener, at europæiske politikere bør studere de tidligere flygtningekriser.

Da problematikken omkring de vietnamesiske bådflygtninge var på sit højeste, stablede UNHCR i 1979 et internationalt program på benene, hvor der blev givet økonomisk og materiel støtte til særlige modtagelejre i nabolandene. 65 lande, deriblandt USA, England, Frankrig, Tyskland og Danmark, sendte delegerede til disse lejre og screenede bådflygtninge med henblik på at tilbyde genbosættelse.

20 år senere i 1999 flygtede 300.000 albanere fra Kosovo. En stor del kom til Makedonien, der i begyndelsen ikke ville åbne sine grænser.

Men OSCE, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, fik overtalt den makedonske præsident til at åbne op for flygtningene. I løbet af tre uger blev over 100.000 kosovoalbanere genbosat på de vilkår, at når konflikten var forbi, skulle de vende tilbage. Og 95 procent vendte tilbage nogle måneder senere, fortæller Søren Jessen-Petersen og fortsætter:

”Under disse kriser var de centrale elementer evakuering, modtagecentre i nærområderne, delegationer fra forskellige lande, der screenede flygtninge med henblik på en koordineret fordeling og endelig en mulighed for at sende de personer hjem, der ikke opfyldte kriterierne for at få asyl.”

Søren Jessen-Petersen opfordrer EU og det internationale samfund til at tage de samme instrumenter i brug i den aktuelle flygtningesituation.

”Vi må oprette modtagecentre i Sydeuropa. De, der opfylder betingelserne, skal have asyl. De, der er økonomiske migranter, skal sendes sikkert hjem. Vi må have fælles kvoter, så både Europa, USA og Australien tager hver deres del af ansvaret. Men alt det kræver international solidaritet og ikke en situation, hvor der er lande i Europa, der ikke deltager i det fælles kvotesystem. Hvis alle 28 lande i EU var parate til at gøre en samlet indsats, så kunne problemet med at modtage flere hundredtusinde flygtninge løses. Det har den tyske kansler Angela Merkel forstået, og hun forsøger at holde sammen på Europa nu.