Prøv avisen

Inuits jagtmarker på Unescos verdensarvsliste

Dal- og fjordsystemerne ved Aasivissuit-Nipisat er et yndet udflugtsmål og jagtområde som her ved Kangerlussuaq, hvor det er let at komme i land, og så gå op til indlandsisen. Foto: Jens Fog Jensen/EPA/Ritzau Scanpix.

Området Aasivissuit-Nipisat i Grønland omfatter alle facetter af inuits jagtliv fra sommer til vinter og fra stenalder til nu og er netop blevet erklæret for verdensarv

Grønland har fået sin tredje lokalitet på den eftertragtede liste over bevaringsværdig verdenarv – World Heritage – med optagelsen af inuitjagtområdet Aasivissuit-Nipisat ved Sisimiut i Vestgrønland.

Området ligger lige nord for den arktiske cirkel og omfatter en 235 km lang og op til 20 km bred strækning, der løber fra havet i vest til indlandsisen i øst.

Naturen her er uberørt af nyere tids dæmninger, højspændingsledninger og industri og ligger som et uforstyrret, oprindeligt jagtområde for Grønlands oprindelige beboere igennem flere årtusinder.

Arkæolog Jens Fog Jensen fra Statens Naturhistoriske Museum har i mange år udforsket og foretaget udgravninger i Grønland og var en af fagfolkene bag det kulturhistoriske indhold i ansøgningen til Unesco. Unesco er FN’s organisation for uddannelse, videnskab, kultur og kommunikation med hovedkvarter i Paris, oprettet 1945 for at fremme samarbejdet mellem nationerne på de nævnte felter.

”Det udvalgte område er unikt og rummer faktisk hele inuits historie. Kronologisk set med spor efter tidlige palæo-inuit (stenalder, red.) fra Saqqaq- og Dorset-kultur og mere tydeligt bevarede spor efter de senere Thule-inuit. Dernæst dækker området hele strækningen fra kysten og ind til indlandsisen og dermed alle de forskellige bopladstyper, som de forskellige inuit-kulturer benyttede i løbet af et år lige fra de kystnære vinterpladser med fangst af sæler og hvaler til sommerpladser i indlandet, hvor rensdyr var det primære jagtbytte. Pladserne tilsammen afspejler den nøje afstemte årscyklus, som inuit igennem alle tider har benyttet sig af, og som er fastlagt efter de forskellige fangstdyrs tilstedeværelse og tilgængelighed. Så her får vi et komplet billede af alle de forskellige inuit-kulturer i Grønland og deres måde at leve på,” forklarer Jens Fog Jensen.

Dal- og fjordsystemerne ved Aasivissuit-Nipisat blev første gang indtaget af mennesker med Saqqaq-folket omkring 2500 f.Kr., mens den sidste indvandringsbølge af inuit var med Thule-kulturen omkring 1200 e.Kr.

”Området er særdeles velvalgt, og det er fantastisk at få det på verdensarvslisten og dermed fremtidssikret. Her er synlige spor efter Saqqaq- og Dorset-folkene og Thule-lokaliteter med husruiner med mure bevaret i flere meters højde, faste bopladser og pladser til ophold undervejs på rejserne mellem sommer- og vinterpladser. Her er varder, grave, vandrestier og tidlige kolonistationer fra den første del af 1700-tallet. Samtidig er Aasivissuit den største, kendte indlandsboplads fra Thule-kultur med en sjældent god bevaring. Så den og flere af de andre lokaliteter er allerede fredet. Men med optagelsen på Unesco-listen bliver disse punktfredninger til en samlet fredning af hele området, og det omgivende landskab var jo netop livsnerven for de her inuit-kulturer. Så megen viden om dem ligger forankret i det samlede natur- og kulturlandskab,” siger Jens Fog Jensen.

Med optagelsen på World Heritage-listen skal arkæologer og museumsfolk nu formidle inuits kulturarv til besøgende fra ind- og udland. For det kræver en vis viden at forstå værdien af det her område, inuits særegne levevis og de liv, der er levet her igennem tiderne.

Jens Fog Jensen og lokale arkæologer skal fremover overvåge området og sikre dets bevaring blandt andet ved at få opført gangbroer på særligt følsomme steder, så turister ikke uforvarende tramper rundt og ødelægger kulturlag.

Endelig skal der anlægges en vej gennem området, da flere lokaliteter ligger op til otte timers vandretur fra alfarvej. Men inuit var jo et folk på evig vandring. 8