Invasive arter gør ubodelig skade på naturen

Nye arter rejser med som blinde passagerer, når varer og mennesker i stigende grad flyttes rundt i verden. I Danmark fortrænger stillehavsøstersen blåmuslingen, den altædende marmorkrebs er dukket op i Karup Å, og mårhunden bærer farlige parasitter. Men bare vent til Askepragtbillen lander

Kunstigt indførte arter er et voksende problem i verden, og fænomenet kan få store samfundsøkonomiske, sundhedsmæssige og biologiske konsekvenser. Nogle af dem kommer rundt som blinde passagerer, andre undslipper fangenskab eller bliver hentet ind af jægere, sådan som det var tilfældet med mårhunden.
Kunstigt indførte arter er et voksende problem i verden, og fænomenet kan få store samfundsøkonomiske, sundhedsmæssige og biologiske konsekvenser. Nogle af dem kommer rundt som blinde passagerer, andre undslipper fangenskab eller bliver hentet ind af jægere, sådan som det var tilfældet med mårhunden. . Foto: Ritzau Scanpix.

På Miljøstyrelsens hjemmeside opfordres man til at indberette en invasiv art, når man ser en. Og det er der mange, der gør, for der kommer flere og flere. Nogle af dem ser søde ud. Den lille hjort muntjakken for eksempel. Men det er den ikke. Den spiser alt og får kuld året rundt.

Problemet er, at den oprindelige flora og fauna ikke har et naturligt forsvar mod gæsterne og derfor taber kampen. Men langt de fleste uønskede arter har vi selv inviteret indenfor. Den giftige kæmpebjørneklo, som vi for 150 år siden syntes, vi måtte have som prydplante, forsøger vi stadig at komme af med igen.

Hans Peter Ravn, som er seniorforsker i invasive arter ved Københavns Universitet, er en af dem, der observerer, hvor hårdt de udefrakommende farer frem mod lokal natur.

”Det værste scenario er jo, at alle verdens organismer får adgang til alle lokaliteter. For så er det de meget konkurrencedygtige dyr og planter, der overtager det hele.”

Kunstigt indførte arter er et voksende problem i hele verden, og fænomenet kan få store samfundsøkonomiske, sundhedsmæssige og biologiske konsekvenser. Nogle af dem kommer rundt som blinde passagerer, andre undslipper fangenskab eller bliver hentet ind af jægere, sådan som det var tilfældet med mårhunden.

Men er det overhovedet det mest nyttige for mennesker at have et mangfoldigt dyre- og planteliv omkring os?

”Ja, det er hævet over enhver tvivl,” siger professor ved Biologisk Institut Katherine Richardson, som mener, at biodiversitet er et om muligt endnu mere vigtigt fokuspunkt end klimaet.

”For når en art er væk, er den væk, og det går ufatteligt stærkt i øjeblikket. Det, der gør vores planet forskellig fra alle andre, er liv. Og uden biodiversitet vil vores verden blive en hel anden. En som formentlig heller ikke vil kunne understøtte det menneskelige samfund, hvis vi skal se det fra den nytteetiske side,” siger hun.

Som almindelig naturelsker kan man ærgre sig over, at landskab, fugle og dyreliv bliver mere ensartet, påpeger Hans Peter Ravn.

”Der sker en ’mcdonaldisering’. Det bliver det samme over det hele, men forhåbentligt vil der være nogle steder, hvor den hjemmehørende flora og fauna kan overleve.”

Han er ikke meget for ord som ”dræberøsters” og ”dræbermøl” såsom den aggressive kastanie-minérmøl. Men invasive arter er ikke kendt for deres hensynsfuldhed, og kun sjældent bidrager en ny biologisk gruppe positivt.

”Men var det ikke for vandremuslingens filtrering af vandet, ville Thorsø ved Silkeborg næppe kunne opfylde vandrammedirektivet,” siger Hans Peter Ravn, som lige nu holder skarpt øje med den asiatiske askepragtbille.

Og han siger ikke ”hvis” den kommer, men ”når” den kommer.

”Billen blev indslæbt til Nordamerika, hvor den indtil nu har taget livet af en milliard asketræer i 45 stater i USA og fem provinser i Canada. Den er også i Rusland, hvor man importerede asiatiske asketræer, fordi man syntes, de var pæne, og er nået til Ukraine. Så jo, den er på vej,” siger Hans Peter Ravn, som kalder det ”den værste historie”, han kender.

En anden invasiv art, som har været i Danmark siden 1996, er stillehavsøsters, som er på kraftig fremmarch i Vadehavet og flere fjorde, hvor den fortrænger blåmuslingen. Det medfører igen mindre føde til vadefugle, som ikke kan stille noget op mod de tykke skaller.