Prøv avisen
5 spørgsmål og 5 svar om 3 krige

Irak-krig er stadig den politisk ømme ligtorn

Først og fremmest er Danmark gået med i krigene for at stå sig godt med USA og sine øvrige allierede. Amerikanerne har ikke presset Danmark til at stille med soldater og militært isenkram. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Udredningen ”Hvor gik Danmark i krig?” (i Kosovo, Afghanistan og Irak) ripper især op i striden om det danske engagement i Irak i 2003. Her er de fem centrale spørgsmål og svar fra udredningen og den politiske verden om den danske krigsindsats

Hvorfor gik Danmark i krig?

Det er titlen på den uvildige udredning om baggrunden for Danmarks militære engagement i Kosovo, Afghanistan og Irak de seneste tyve år, som lektor ved Københavns Universitet, ph.d. og dr.phil. Rasmus Mariager og professor (MSO) ved Københavns Universitet, ph.d. Anders Wivel har skrevet og netop har offentliggjort.

Baggrunden for udredningen er den efterhånden 15 år lange, politiske strid om særligt det danske bidrag til Irakkrigen i 2003. Hvor der var bred politisk opbakning til engagementet i eks-Jugoslavien i slut-1990erne og i Afghanistan i 2001 efter Al-Qaedas terrorangreb på USA, så var Socialdemokraterne og venstrefløjen meget kritiske over for engagementet i Irak-krigen. Da SRSF-regeringen trådte til i 2011, nedsatte den som noget af det første en Irak-kommission, hvis arbejde dog blev stoppet igen, da de borgerlige genvandt regeringsmagten i 2015. I stedet blev den aktuelle undersøgelse sat i værk.

Hvad er eksperterne nået frem til?

Først og fremmest er Danmark gået med i krigene for at stå sig godt med USA og sine øvrige allierede. Amerikanerne har ikke presset Danmark til at stille med soldater og militært isenkram. Udadtil har skiftende regeringer fremhævet de humanitære begrundelser, men i realiteten har det handlet om at være tæt på allierede - muligvis for at rette op på ”fodnoteperioden” i 1980’erne, da Danmark distancerede sig fra Nato’s såkaldte dobbeltbeslutning om at opstille mellemdistanceraketter i Europa.

Den politiske proces har imidlertid overrasket forskerne. Studiet af de mange skriftlige kilder - de har fået adgang til alt, hvad de har bedt om - og interviews med centrale ministre, politikere og embedsmænd har vist, at beslutninger om krigsdeltagelse træffes meget uformelt og af ganske få personer. I nogle tilfælde blot af statsministeren, udenrigsministeren og nogle få topembedsmænd.

Hvad siger de om Folketingets rolle?

Ifølge Grundloven er det kongen, det vil sige regeringen, der ”handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender.” Regeringen skal dog også have Folketingets ”samtykke til at anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.” Det sker formelt som regel ved, at et flertal i Folketinget stemmer for et beslutningsforslag om det. Endelig skal regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget ”forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde”. Det vil selvfølgelig også sige krige.

Rasmus Mariager og Rasmus Wivel fastslår, at Det Udenrigspolitiske Nævn imidlertid først er blevet orienteret, efter at de konkrete beslutninger om at gå i krig var truffet. Både SR-regeringen i 1998 og 1999 og VK-regeringen i 2001 og 2003 havde på forhånd uformelt sikret sig parlamentarisk støtte, inden forslagene blev lagt frem i nævnet. Regeringerne har haft en ”minimalistisk informationspraksis”, hedder det. Typisk er kredsen af partierne bag forsvarsforlig blevet taget i ed. Det er tilsyneladende også sket, at Danmark muligvis via Forsvarsministeriet eller militære chefer uformelt har givet andre lande tilsagn om bestemte militære bidrag til en krig, endnu inden det er blevet vedtaget i Folketinget.

Hvordan har regeringen orienteret Folketinget og offentligheden?

Det er her, de politiske konflikter for alvor flammer op, særligt i forbindelse med Irak-krigen. Den daværende VK-regering under statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) undlod i en række tilfælde at videregive vigtige oplysninger til Folketinget og offentligheden. Eller den ”strammede” oplysninger, så Folketinget fik et ufuldstændigt billede. Det gjaldt især oplysninger om Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben, forbindelse til terrorisme, og om målet med krigen var at fjerne eller afvæbne Iraks diktator Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen afviser over for Ritzau, at han skulle have strammet ”nogen som helst af de vurderinger”, han fik. Ej heller mener han, at det kan overraske nogen, at USA gerne ville have et regimeskift i Irak, det havde præsident Bill Clinton allerede talt for i 1990’erne.

Hvad bliver de politiske konsekvenser af udredningen?

Rapporten anbefaler, at regeringen ”overvejer”, om der er behov for at ændre procedurer og praksisser for regeringens information af og rådføring med Folketinget. Desuden bør man gå ind i ”cost-benefit-analyser”, det vil sige se på pris og mulige menneskelige omkostninger i forhold til det udbytte, man kan få ud af et militært engagement i fremtiden.

I det hele taget bør der stilles flere og bedre kritiske spørgsmål til operationerne. Den slags opfordringer har den nuværende regering og Dansk Folkeparti ikke tænkt sig at følge. I oppositionen kræver SF og Enhedslisten en helt ny kommissionsundersøgelse af Irak-krigen. Det skal sikre, at der kan indkaldes vidner, og de ansvarlige stilles til regnskab. Vinder den røde blok valget, bliver det formentlig et krav til en ny socialdemokratisk regering. I Socialdemokratiet er udenrigsordfører Nick Hækkerup enig i, at udredningen indeholder alvorlig kritik af Fogh-regeringens ageren i Irak-krigen, og at det er dybt alvorligt ikke at give Folketinget fyldestgørende oplysninger. Alligevel har partiet endnu ikke afgjort, om det vil støtte kravet om en ny Irak-kommission. En sådan kan komme til at arbejde i måske op til fem år, og spørgsmålet er, om det vil give tilstrækkelig ”merværdi” i forhold til den aktuelle rapport.