Iran arrangerer satire-konkurrence om holocaust

Satirekonkurrence skal udstille Vestens hykleriske syn på ytringsfrihed, men blotlægger i stedet det iranske styres moralske kompas, mener jurist

Iran har udskrevet en karikaturkonkurrence om Holocaust. Her en iransk kvinde foran en plakat af hhv. Ayatollah Khomeini (tv) og Ayatollah Khamenei (th) i Irans hovedstad Teheran.
Iran har udskrevet en karikaturkonkurrence om Holocaust. Her en iransk kvinde foran en plakat af hhv. Ayatollah Khomeini (tv) og Ayatollah Khamenei (th) i Irans hovedstad Teheran. Foto: AFP Photo / Atta Kenare.

I protest mod det franske satiremagasin Charlie Hebdos nylige tegninger af den muslimske profet Muhammed har to iranske kulturorganisationer udskrevet en karikatur-konkurrence om holocaust.

Det er Irans Tegneseriehus og Sarcheshmeh Kulturcenter, der afholder den internationale konkurrence. Den bedste satiretegning om at benægte det jødiske folkemord bliver præmieret med 12.000 dollar (knap 80.000 kroner), skriver Tehran Times. Arrangørerne har forklaret, at hensigten er at vise Vestens dobbeltmoral i forhold til ytringsfrihed. Jacob Mchangama, direktør for tænketanken Justitia, mener, at det iranske synspunkt giver mening så langt, at der stadig er europæiske lande, hvor benægtelse af holocaust er forbudt. Men moralsk er sammenligningen absurd:

”Budskabet med Muhammed-tegningerne er, at muslimer skal indgå på samme vilkår som alle andre i et demokratisk samfund. Hvis man mener, at den pointe er lige så sårende som at gøre grin med, at seks millioner jøder blev tilintetgjort på den mest brutale vis i Europas nære fortid, siger det noget om ens eget moralske kompas,” siger han.

De franske Muhammed-tegninger blev bragt, efter at Charlie Hebdos kontor i Paris i januar var centrum for et terrorangreb, hvor 12 mennesker blev dræbt. Iran fordømte officielt angrebet, men har også i kraftige vendinger kritiseret den efterfølgende udgivelse af magasinet, hvor en tegning af den muslimske profet dækkede forsiden.

Det er ikke første gang, at der bliver afholdt en karikatur-konkurrence om holocaust i Iran. I 2006 vakte det største dagblad, Hamshahri, international opsigt, da den lancerede en tilsvarende konkurrence som reaktion på Morgenavisen Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer. På samme måde har Irans tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad også ofte gjort sig bemærket ved at sige i officielle taler, at han mener, holocaust er en myte.

Ifølge Knud Bjarne Gjesing, pensioneret lektor og forfatter til bogen ”Hån, spot og latterliggørelse” om arabiske satiretegninger er antisemitisme et hyppigt brugt tema i Mellemøsten:

”Antisemitisme er bestemt et emne, der fylder noget i mellemøstlige karikaturer. Der er en tilbøjelighed til at se næsten hvilket som helst problem i den arabiske verden som et led i en zionistisk konspiration.”

Af samme grund er formanden for Center for Organisationer af Holocaust-overlevere i Israel, Colette Avital, heller ikke overrasket.

”Vi tolererer ikke manglende respekt for religioner og religiøse symboler. Men én ting er at afbilde politiske og religiøse ledere på en satirisk måde. Noget andet er at gøre grin med en massakre på millioner af mennesker og dermed tolerere vold og mord,” siger hun.

Den iranske konkurrence løber frem til den 1. april. Efterfølgende vil de bedste tegningerne blive udstillet på Det Palæstinensiske Museum for Nutidig Kunst i hovedstaden Teheran samt en række andre steder i byen.