Irma lukker: ”Danmark mister et ikon og et trækdyr”

Danmarks ældste dagligvarekæde lukker. Det er en vemodig nyhed og en helt forkert beslutning, mener den tidligere direktør, Alfred Josefsen

Alfred Josefsen, tidligere direktør for Irma fra 1999 til 2012, er cand. merc. fra Handelshøjskolen i København. Han har blandt andet skrevet bogen "Kære Irma - it's alle about the people".
Alfred Josefsen, tidligere direktør for Irma fra 1999 til 2012, er cand. merc. fra Handelshøjskolen i København. Han har blandt andet skrevet bogen "Kære Irma - it's alle about the people". . Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Siden år 1886 har dagligvarekæden Irma forsynet danskerne med kvalitetsprodukter til pebrede priser. Men nu er det slut for Danmarks ældste butikskæde. Butikskoncernen Coop har meddelt, at Irma, Kvickly og SuperBrugsen skal slås sammen til et nyt supermarked ved navn Coop. Coop-koncernens beslutning kommer efter et 2022 med et trecifret millionunderskud, og Coop vurderer, at det er for dyrt at drive Irma. 

Alfred Josefsen, du var direktør for Irma fra 1999 til 2012, du er tidligere blevet kaldt Irma-manden og har skrevet en bog om Irma. Hvordan har du det med Coops beslutning om at lukke Irma?

Det er ikke en særlig nem dag. Irma er en fantastisk institution og virksomhed, som har bidraget voldsomt meget til Danmark og danskerne. Et kvalitetssupermarked, en god arbejdsplads og en fantastisk kulturinstitution, som går 137 år tilbage. Derfor gør det ondt på alle os med blåt Irmablod i årene at se, at Irma er på vej til at falde i graven og forsvinde for altid. 

Du lyder berørt.

Ja, det er jeg. Og jeg har også været i kontakt med Coops direktion over de seneste tre måneder og holdt masser af møder med dem for at undgå den her situation. 

Du mener, det kunne have været undgået?

Ja. Jeg har tidligere været med til at vende et dårligt Irma-resultat til et godt resultat. Og det, tror jeg, kan lade sig gøre igen. 

Jeg mener stadigvæk, der er tid til at undersøge, om der er andre investorer, som kan se muligheder i at bevare Irma. Desuden er det vanvittigt risikabelt at konvertere Irma-butikkerne til et nyt butikskoncept, som ingen kender endnu. Planen er også, at mange af butikkerne skal konverteres til discountbutikker. Men dem har Irmas kunder allerede rigeligt af der, hvor de bor, og kunderne er netop interesseret i noget andet end discount. På papiret ser det smart ud at få færre kæder. Men jeg er ikke sikker på, at de koncepter, butikkerne bliver konverteret til, vil være mere succesfulde. 

Hvilket aftryk har Irma sat på Danmark i de 137 år, kæden har eksisteret?

Irma har tilført rigtig meget innovation, skabt en kæmpemæssig økologisk forretning og været god på bæredygtighed, holdbarhed og miljø. Det var landets første supermarkedskæde, den første med selvbetjeningsbutikker og den første til at køre vin og eksotiske varer ind på hylderne. Landet kommer simpelthen til at mangle et trækdyr og ikon til at trække den øvrige branche videre frem med nogle varer, som lever bedre op til klima, miljø og biodiversitet. 

Men hvorfor skal Irma være så dyr?

Jeg synes selv, at mange af produkterne er blevet for dyre. Jeg mener i høj grad, at Irma burde have nogle flere hverdagsvarer, hvor man ikke bliver plyndret af at fylde en lille indkøbspose. Der er krise, og mange har mindre til rådighed. Det burde man tage bestik af og skaffe et sortiment, der var bedre beregnet til tiden.

Irma var også ved at lukke i 1993. Hvordan overlevede kæden dengang?

Der opstod en kæmpe forbrugerreaktion. Mange ville ikke finde sig i, at Irma lukkede, og så steg salget helt vildt. Efter et stykke tid kunne man se, at der var basis for at fortsætte kæden. 

Tror du, vi kunne se en lignende reaktion i dag?

Jeg håber, at der bliver opmærksomhed omkring det, og at der kommer en proces i gang. Det fortjener Irma. 

Hvor vil du selv købe ind, når du ikke længere kan handle i Irma?

Det må blive Aarstiderne og lignende butikker.