Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Isabella Arendt kritiseres for at ville stemme på røde partier: ”Det er totalt selvmodsigende”

Isabella Arendts kommentar vækker undren hos flere, dels fordi hun er formand for et parti, der støtter en borgerlig-liberal regering, dels fordi hendes eget parti på europæisk plan samarbejder med den konservative og kristendemokratiske gruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP), som fra dansk side tæller De Konservative. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Flere kritiserer Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt, fordi hun til europa-parlamentsvalget overvejer at stemme på Enhedslisten eller Alternativet i stedet for partiets egen gruppe. Det er en enorm skævert, lyder det fra politiske iagttagere

Er man for en grøn klimapolitik, skal man stemme rødt. Sådan lød det fra Isabella Arendt, Kristendemokraternes konstituerede partileder, da hun for nylig blev spurgt om, hvem hun personligt stemmer på til europa-parlamentsvalget:

”Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg har Enhedslisten, Alternativet og Radikale inde i mine overvejelser, men jeg har ikke taget endeligt stilling. Hos Kristendemokraterne ser vi forskelligt på EU, men personligt er jeg skeptisk,” sagde hun til Ugebrevet A4.

Hendes kommentar vækker undren hos flere. Dels fordi hun er formand for et parti, der støtter en borgerlig-liberal regering, dels fordi hendes eget parti på europæisk plan samarbejder med den konservative og kristendemokratiske gruppe, Det Europæiske Folkeparti (EPP), som fra dansk side tæller De Konservative.

Blandt andet det ville Kristeligt Dagblad gerne have foreholdt Isabella Arendt, men hun har blot følgende kommentar til avisen:

”Jeg har den holdning, at man skal stemme grønt.”

Men det går ganske enkelt ikke, at man som formand for et borgerligt-liberalt parti så at sige opfordrer til at stemme på for eksempel Alternativet eller Enhedslisten, lyder det fra Noa Redington, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for statsminister Helle Thorning-Schmidt (S):

”Kristendemokraterne kæmper lige nu med næb og klør for at finde et kredsmandat i Vestjylland, og så kan hun selvfølgelig ikke råde til at stemme på røde partier. Den her udtalelse er en skævert på niveau med Pernille Weiss’ (K) melding om, at EU-landene kunne tage imod 10 millioner afrikanske migranter,” siger Noa Redington.

Den politiske kommentator mener, at Isabella Arendt burde have handlet helt anderledes:

”Der er to muligheder: Enten kunne hun have sagt, at hun ikke vil sige, hvad hun stemmer. Eller også at Kristendemokraterne ikke selv stiller op, så derfor vil hun stemme på De Konservative, som er med i EPP. Men når man bringer en uerfaren politiker i front, kan det jo gå galt,” forklarer han.

Politisk kommentator Hans Engell mener, at Isabella Arendts mulige stemmevalg til EU-valget kan skabe forvirring om, hvilken politisk lejr Kristendemokraterne befinder sig i nationalt:

”Det er totalt selvmodsigende, at de (Kristendemokraterne, red.) på den ene side er medlem af EPP, og på den anden side har en formand, som vil stemme på partier, som sidder i helt andre grupper. Særligt hos de blå vælgere vil en sådan udtalelse skabe usikkerhed om, hvilken side partiet tilhører, og nogle vil tænke: Hvis hun kan finde på at pege på de røde til EU-valget, kan hun så ikke også finde på at gøre det til folketingsvalget?”, mener han.

Kristendemokraternes konstituerede formand er i forvejen under valgkampen blevet kritiseret for blandt andet at glide af på spørgsmål om homoseksualitet og abort, der traditionalt har været kristendemokratiske kernepunkter. Men hverken det eller den seneste udmelding fra Isabella Arendt får den kristendemokratiske vælger og sognepræst i Fredens-Nazaret Kirker i København, Jens Ole Christensen, til at trække sin opbakning til partiet:

”Isabella Arendt er jo fri til at stemme, hvad hun har lyst til. Kristendemokraterne er et midterparti, og blandt kandidaterne vil nogle være mere venstreorienterede end andre. Det har jeg et ret afslappet forhold til,” siger han.

I EU samarbejder partiet med EPP, som De Konservative er en del af. Derudover støtter partiet en borgerlig-liberal regering til folketingsvalget, men alligevel siger hun, at hun vil sætte sit kryds ved røde partier til EU-valget. Hvad tænker du om det?

”Jeg mener ikke, det er et problem, at hun måske stemmer sådan. Man ser også, at partier, der er i valgforbund i Danmark, tilhører forskellige grupper i Europa-Parlamentet. Tag bare de nuværende borgerlige partier: Nogle tilhører den konservative gruppe, andre den liberale. Nej, det her tager jeg ganske roligt,” siger Jens Ole Christensen.