Prøv avisen
Reportage

”Skridtet fra næstformand til formand er langt fra så stort, som det at gå fra ukendt til kendt”

Isabella Arendt har hovedet i sin telefon på turen fra kontoret i Viby til dagens første valgarrangement, og en gang i mellem kigger hun op og holder øje med, hvor hun køres hen. Foto: Iben Gad

Det har været en travl valgkamp for den 26-årige, midlertidige formand for Kristendemokraterne, Isabella Arendt, der har mere erfaring end de fleste og trives med travlheden. Kristeligt Dagblad fulgte hende en dag i valgkampen i Aarhus

”Jeg kunne godt drikke en øl. Men det kan man ikke, når man arbejder fra syv om morgenen til halv elleve om aftenen,” siger Isabella Arendt.

”Det bliver et hårdt liv for dig,” svarer veninden gennem mange år, Camilla Nørbach, og Kristendemokraternes formand modererer sin udtalelse.

”Når først man er valgt ind, kan man godt drikke øl,” siger hun.

Isabella Arendt skæver til den lille optager, der ligger på bordet i den asiatiske restaurant i Aarhus, men vender så tilbage til menukortet. Her i byen er den 26-årige politiker at finde på stemmesedlerne til folketingsvalget, og her er hun i fuld gang med at føre valgkamp.

Kristeligt Dagblad har fået lov til at følge hende fra morgenstunden, som begyndte på partikontoret i Aarhusforstaden Viby. Her blev der snakket kampagne og skrevet indlæg til aviserne. Og nu er vi så endt her, hvor Isabella Arendt og hendes veninde, der mødte hinanden på Indre Missions Børkop Højskole, har fået et øjeblik i denne tirsdags tætpakkede program til at få styr på sukkerbalancen.

Det er vigtigt i en valgkamp, der indtil videre har været overraskende travl for den 26-årige Isabella Arendt, siden hun leverede en overbevisende indsats i studiet hos TV 2 for tre uger siden.

Her fik danskerne øjnene op for Kristendemokraternes Isabella Arendt, der dog ikke er en nybegynder. Kvinden med de røde krøller, den sorte læderjakke og de høje støvler har mere politisk erfaring end mange folketingskandidater kan prale med, og denne gang kan hun trække på oplevelserne fra to tidligere valgkampe, siden hun stillede op som den yngste kandidat nogensinde ved folketingsvalget i 2011.

”For mange er jeg selvfølgelig ny, men jeg er alligevel partiets næstformand. Jeg har holdt taler i 10 år, og jeg har været med til at beskrive vores politik og uddanne vores kandidater. Jeg spiller en større rolle i denne valgkamp, end nogen havde forventet, men jeg er ikke dukket op ud af det blå, og skridtet fra næstformand til formand er langt fra så stort, som det at gå fra ukendt til kendt,” siger Isabella Arendt.

Alligevel er der mange spørgsmål, der trænger sig på, når man kigger på hende i denne valgkamp. Hvor kom interessen for politik fra? Og hvorfor Kristendemokraterne?

Isabella Arendt kommer fra et hjem, hvor der blev diskuteret samfundsrelevante emner ved middagsbordet, og hvor man tidligt blev indprentet, at det var vigtigt at tage ansvar og pligt alvorligt. Hun voksede op tæt forbundet med et foreningsliv, som hun også var aktiv i, og efter at have deltaget i sit første møde i Dansk Ungdoms Fællesråd i midten af nullerne, var hun begejstret.

”Det var rigtig fedt at bidrage. Jeg synes, vi har et ansvar og en pligt til at bidrage, og det har jeg helt sikkert med mig hjemmefra. I politik kan jeg bruge mit drive og mine evner til at gøre verden til et bedre sted,” forklarer hun.

At valget faldt på Kristendemokraterne, skyldtes en tidlig bekymring for klimaet.

”Klima optog mig meget, og det var derfor jeg meldte mig ind i KD, som var det bedste grønne borgerlige parti. Her mener man, at vi skal tage ansvar for os selv og hinanden, men også planeten, og den treenighed kan jeg godt lide. I det hele taget kan jeg godt lide, at de kristne værdier som ansvar, tillid, tolerance, respekt og medmenneskelighed, som KD tager udgangspunkt i, ikke bare handler om at bevare nogle traditioner, og om, hvordan vi skal se ud, men mere grundlæggende handler om, hvordan vi skal være sammen som mennesker,” siger hun.

At hun forsat kæmper partiets sag og er kravlet stadig højere op i hierakiet, skyldes også, at hun hurtigt fandt ud af, at hun var god til politik.

Ifølge Isabella Arendts chauffør, presse- og alt-muligt-andet-mand, Lars Ringgaard, er hendes væsentligste styrker selvtillid og temperament. Hun tvivler ikke på sig selv og kan tale om de fleste emner uden at ryste på hånden, siger politikerens tro følgesvend, der sammen med de øvrige medarbejdere i et lille konsulentfirma er fuldt beskæftiget med at håndtere de mange henvendelser, der for tiden kommer til Isabella Arendt, der denne dag deltager i tre debatarrangementer.

Den midlertidige partiformand tror så meget på sine chancer for at blive valgt ind, at hun ofte starter en sætning med, “Når vi bliver valgt ind...“, men husker at sige, at ”En fejl kan betyde, at vi taber det hele på gulvet.”

Dem har der været flere af i den seneste uge. Først kom Isabella Arendt selv i vælten for sin plan om at stemme på Enhedslisten, Alternativet eller De Radikale ved europa-parlamentsvalget, og efterfølgende gav en kommentar om abort, Kristendemokraternes sygemeldte formand Stig Grenov en hård medfart. Han har siden meddelt, at han ikke genopstiller som formand.

Isabella Arendt lader sig dog ikke mærke af presset, siger Lars Ringgaard, mens Isabella Arendt taler i telefon med en journalist efter dagens anden debat i Aarhus. Isabella Arendts gamle højskoleveninde tilføjer med tryk på alle ordene:

”Isabella snakker bare.”

Men mest om politik. Spørger man hende, hvordan hun har det med de mange blikke, der følger hende, når hun går gennem gaderne i Aarhus, handler svaret også om politik.

”Det er fedt, fordi det betyder, at vi har en helt anden gennemslagskraft end tidligere, men jyden i mig vil have det bedre, når genkendelsen bunder i den politik, vi har gennemført,” siger hun.

Isabella Arendt ønsker en klar skillelinje mellem sit private og politiske liv. Derfor var hun heller ikke med på at lade interviewet her begynde i hendes hjem, som avisens udsendte ellers havde foreslået. Når den professionelle facon er glemt et øjeblik, falder snakken på hendes inderlige modvilje mod at kramme alle andre end sin mand, et stigende colaforbrug og trangen til at planlægge alt, selv sine indkøb.

”Du er sej,” siger en mørkhåret kvinde, der beder den midlertidige formand om et billede efter et debatarrangement på Diakonhøjskolen i Aarhus. En ung mand fortæller Isabella Arendt, at han for nylig har fået øjnene op for Kristendemokraterne. Men der er noget, der har undret ham.

”Hvorfor bakker I op om en blå regering?” spørger han, og den mørkhårede kvinde tilføjer, “I vil vel samarbejde med rød blok, når I kan?”

”Jo”, forsikrer Isabella Arendt, der også under debatmødet mødte manglende forståelse for beslutningen om at pege på en blå statsministerkandidat.

”Nu lyder jeg nok som en socialist. Det gør jeg ellers ikke så tit,” sagde hun blandt andet, hvilket fik et forsigtigt “Jooo” til at brede sig blandt publikum.

Men Kristendemokraterne er et midterparti i bogstavelig forstand.

”Man vil nok kunne finde 45 procent af vores politik, som er rød, og 55 procent, som er blå. Derfor må vi fra statsministerkandidat til statsministerkandidat vurdere, hvem vi vil støtte. Vi støtter Lars Løkke Rasmussen, fordi vi vurderer, at vi kan få mest af vores politik igennem hos ham”, siger hun efter debatten og fortsætter.

”Jeg vil gerne slå et slag for socialkonservatismen. Altså borgerligheden med fokus på individets frie valg og det nære og lokale. Jeg er nemlig borgerlig, men ikke liberal, og jeg synes, at vi har glemt den midterposition. Måske fordi både Venstre og De Konservative har rykket sig rigtig meget. Jeg skal ikke sidde her og gætte på hvorfor, men jeg synes, der er langt fra det Connie Hedegaard-konservative og Højskole-venstre, som man talte om engang,” siger Isabella Arendt, der næsten er igennem en hel dag uden at snakke om et af de emner, som Kristendemokraterne ikke kan ryste af sig, nemlig abort. Men også kun næsten.

Dagens hidtil hårdeste stød bliver sat ind af Enhedslistens Anne Hegelund til dagens sidste debatarrangement, et vælgermøde hos Kirkens Korshær i Aarhus. Med dirrende stemme siger hun til publikum, at hun i modsætning til Isabella Arendt støtter enlige mødre og kvinders ret til at bestemme over egen krop. Budskabet bliver mødt af en klapsalve fra publikum, og får Isabella Arendts veninde til at hviske, at det er smart at komme med den slags kritik, når aftenens ordstyrer netop har givet ordet for sidste gang. Svare kan Isabella Arendt dog her:

”Måske har vi ikke været gode nok til at kommunikere, at vi ikke længere er en protestbevægelse mod abort. Vi vil gerne have aborttallet ned, men et forbud er ikke vejen. Der er sket meget herhjemme, i verden og hos Kristendemokraterne siden 1971,” siger hun, lige inden valgbussen – Lars Ringgards sorte Peugeot – ved 21-tiden kører Isabella Arendt hjem efter en lang dag.

Foto: Iben Gad
Isabella Arendt taler med en journalist, mens veninden tålmodigt venter. Der er mange medier, der vil have fat i Isabella Arendt. Indtil for tre uger siden stod hun for alt pressearbejde selv. Nu kan hun ikke følge med længere. Foto: Iben Gad
Foto: Iben Gad