Prøv avisen

Islam har fået venstrefløjens religionskritik til at blafre

På den ene side vil et parti som Enhedslisten gerne forsvare minoriteters som muslimers frihed og rettigheder over for majoriteten. På den anden side er mange af minoriteternes holdninger åbenlyst i strid med socialistiske idealer om en human retspolitik og ligestilling mellem kønnene. Arkivfoto fra Hizb ut Tahrirs fredagsbøn ved Christiansborg i 2019. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den yderste venstrefløj har fortsat let ved at kritisere kristendommen, men det giver ikke så meget mening, fordi kirken og præsterne slet ikke har samme magt som i Karl Marx’ dage. Islam spiller en langt større rolle, men den religion er svær at kritisere, fordi man samtidig gerne vil forsvare muslimer som et mindretal over for majoriteten

Engang var det så let for venstrefløjen, det med religionen. Som kommunismens og socialismens chefideolog, den tyske økonom Karl Marx, skrev i 1843: ”Religion er opium for folket.”

”At ophæve religionen som folkets illusoriske lykke er at fordre folkets virkelige lykke,” hed det videre i hans ”Indledning til kritik af den hegelske retsfilosofi” – et meget religionskritisk skrift. Kritikken skulle skuffe menneskers forventning til den ”himmelske fantasivirkelighed” og derved få dem til i stedet at skride til handling og revolution i denne verden.

I dag er det blevet lidt mere indviklet. Kirkens stærkt svindende betydning for samfundsudviklingen og den store indvandring fra muslimske lande udfordrer venstrefløjens traditionelle religionskritik. For hvad stiller man op, når indvandrerkvinder med muslimsk baggrund ikke vil give hånd til mænd, måske gerne tildækker sig med niqab, går ind for stening og blankt afviser, at homoseksuelle skal have ret til at indgå partnerskaber med hinanden?

På den ene side vil et parti som Enhedslisten gerne forsvare minoriteters frihed og rettigheder over for majoriteten. På den anden side er mange af minoriteternes holdninger åbenlyst i strid med socialistiske idealer om en human retspolitik og ligestilling mellem kønnene.

Eller hvad gør man, når en sharia-domstol i København trods årelang kritik fra politisk hold fortsat afgør skilsmissesager mellem muslimer?

Professor Jakob Egholm Feldt fra Roskilde Universitet forsker i religioners indflydelse på idéhistorien og omvendt. Han peger på, at der siden ungdomsoprøret har været flere forskellige strømninger i venstrefløjens forhold til religion.

Der har været den oprindelige, kritiske tilgang, hvor religion blev set som en konserverende kraft i samfundet, og så har der været den nyspirituelle strømning, som er mere anarkistisk.

Desuden nævner han, at der inden for kristendommen er opstået den såkaldte befrielsesteologi, som går imod den etablerede kirkes alliance med magten, og som også kan betragtes som venstreorienteret.

Så er der det med islam.

”Efter religionernes genkomst, også som politisk og internationalt konfliktområde de sidste tyve år, er der kommet en konflikt internt i venstrefløjen, som handler om, hvorvidt minoriteters religion skal ses som en del af deres undertrykte minoritetsidentitet eller som en del af den magt, der fastholder dem i patriarkalske systemer,” siger Jakob Egholm Feldt.

”Den konflikt blev især tydelig i Enhedslisten i sagen om Asmaa Abdol-Hamids folketingskandidatur for tolv år siden, hvor store dele af partiet var meget imod, at hun som religiøst troende muslim skulle kunne stille op, fordi Enhedslisten er et sekulært og på mange måder antireligiøst parti,” siger han.

På Christiansborg skorter det ikke på revolutionssymboler, når man træder ind i folketingsmedlem Christian Juhls kontor. Væggene prydes af plakater og tegninger med slagord mod krige i Sydamerika og Vietnam, figurer af Fidel Castro og en knyttet næve, og på en reol troner Karl Marx som en lille grå statue.

Christian Juhl er livssyns- og kirkeordfører for Enhedslisten, en post han han har overtaget fra Pelle Dragsted, som måtte forlade tinget på grund af partiets rotationsregler.

Egentlig var Christian Juhl lidt skeptisk over for ideen, men i dag er han glad for, at ordførerposten giver mulighed for dybere diskussioner og refleksioner end andre politiske områder. Hvordan vil han beskrive venstrefløjens forhold til religion?

”Alle mennesker på kloden er ligeværdige. Deres valg af religion er også lige værdigt i den forstand, at folk skal have frihed til at dyrke deres religion, så længe det ikke skader andre,” indleder han - måske en smule programmatisk.

”Den forrige regering sagde, at Danmark er et kristent land. Det provokerer sådan en som mig temmelig meget. For Danmark er et land med religionsfrihed, hvor man har frihed til at vælge til og fra, og nogle har valgt til, og nogle har valgt fra med hensyn til kristendommen.”

”I disse dage er der meget debat om en parallel domstol i Danmark (muslimsk shariadomstol, red.), og der kan man sige, at der i alle religioner findes regler for, hvordan man lever et godt liv,” siger han.

”Jeg kan stadig huske, da kunstneren Jens Galschiøt lavede sin store installation Abrahams Børn med 600 citater om de bedste og værste ting fra Toraen, Bibelen og Koranen. Hvis man læser det igennem, ligner de hinanden forfærdeligt. Hvis man tager alle bøgerne med, har man også i kristendommen nogle forfærdelige ting om, hvad man skal.”

”Så er det lige så meget øje for øje og tand for tand, men det vil vi jo ikke have i vores samfund. Man kan godt have indre retningslinjer, men det skal ikke overdøve, at vi har et sekulært samfund, hvor lovene gælder, og dem kan man ikke bare omgå, bare fordi man har en religion,” siger Christian Juhl.

Han er ”heller ikke så enig med de muslimske og jødiske samfund i, at et forbud mod omskæring af drengebørn vil ødelægge trossamfundenes mulighed for at forblive i Danmark”. Med andre ord kunne det se ud til, at Enhedslisten i praksis lægger sig tæt på det socialdemokratiske mantra om, at ”Gud har vigepligt” i forhold til lovgivningen.

Demokrati er flertalsstyre, men hvad så med risikoen for, at flertallet indfører en lovgivning, der er uantagelig for troende, som det for eksempel skete for jøderne i Nazityskland? Hvordan forhindre, at demokratiet i praksis kommer til at undertrykke trosfriheden?

”Jamen, det skal man også tænke over. Vi har da fået love, som specielt har ramt folk, der tilhører islam. Det er gjort med åbne øjne fra flertallets side, og hvor jeg vil sige, at det er en voldsom diskrimination af de folk, det rammer.”

”Nogen i Folketinget siger så, at vi lige må tage ’jødetesten’, altså ville nogen dømme jøders kalot som et ulovligt klædningsstykke? Vi ved godt, at når Dansk Folkeparti sammen med Inger Støjberg (V) har stillet en stribe forslag på dette område, så handler det om at genere muslimerne.”

”Jeg har det sådan, at når kvinder skal have ligestilling, skal det ske ved en kombination af, at vi forandrer muslimernes holdninger, og at det bliver suppleret af lovgivning. Vi synes, det er en god ting at arbejde med en holdningsforandring, og så kommer lovgivningen til sidst. Men lovgivningen må være det bærende, og så længe vi kan holde demokratiet levende, er det det bedste værn mod Hitlertyskland,” siger Christian Juhl.

Og så er der noget med, at en samtale om islam meget hurtigt i stedet kommer til at dreje sig om kirke og kristendom, når man taler med Enhedslistens politikere om religion. På partiets hjemmeside er islam knapt nævnt med et eneste ord. Punktet ”kirke og religion” handler primært om, at folkekirken skal skilles fra staten, og så er det under punktet ”Nej til diskrimination” nævnt, at ingen skal tvinges til eller forbydes at bære religiøse symboler i det offentlige rum.

Christian Juhl argumenterer for, at kirke og stat skal skilles, mest for kirkens egen skyld, må man forstå.

”Jeg synes, vi skal stille folkekirken frit, for så kommer den ud at konkurrere på lige fod med andre. Den magelighed, der kommer af at få et statstilskud, er man nødt til at overvinde og gå ud fortælle, hvorfor man er kristen, hvorfor kirken er god, og hvorfor de, der bor i vores land, skal være med i den kirke,” siger han.

Karl Marx sidder ovre på reolen og skuler ned i gulvet. For hvad er der egentlig blevet af hans kradse religionskritik hos dagens venstrefløj?

”For det første spiller kirken ikke den rolle, den gjorde på hans tid. Jeg har lige læst mine bedsteforældres overvejelser fra dengang, de levede. Det var helt klart, at præsten i et lokalsamfund var en autoritet, og præster på alle niveauer udtalte sig om dette og hint i udbredt grad. I dag er præsterne langtfra en autoritet. Der er enkelte, som blander sig i debatten ud fra et humanistisk udgangspunkt, som også Folkekirkens Nødhjælp gør, men det er jo ikke tit, at præster deltager, ” siger Christian Juhl.

Lektor og forfatter Per Bregengaard blev i 1988 valgt til Københavns borgerrepræsentation for Venstresocialisterne og kom siden til at repræsentere Enhedslisten som skoleborgmester fra 1998 til 2006. Han har skrevet flere bøger, blandt andet for nogle år siden ”En fortælling om skabelsen, historien og skæbnen”, som skal bidrage til politisk dannelse og personlige livsanskuelser, ikke mindst for socialister i det 21. århundrede. Religiøse og ateistiske livsanskuelser og multikulturalitet berøres flere steder i hans fortælling.

Han nævner, at med det multikulturelle samfund er religion kommet til at spille en større rolle for venstrefløjen.

”Det er den også, fordi flygtninge og indvandrere er en gruppe, der har været udsat for diskrimination. Her har venstrefløjen sagt, at trosfriheden skal forsvares, og at religion ikke bare skal bekæmpes,” siger han.

Hvordan skal Enhedslisten så tackle det, at mange muslimer går ind for forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, og at de ikke vil give homoseksuelle ret til at gifte sig med hinanden, som partiet ellers går ind for?

”Det er klart, at de steder, hvor islam af muslimer er blevet fortolket til at være imod ligestilling af kvinder og mænd, skal man da tage det op. Det har også klæbet til kristendommen, at Paulus sagde, at kvinder skal tie i forsamlingen og underlægge sig manden. Det spiller ikke så stor en rolle for mange kristne herhjemme i dag, men historisk har det været en del af kristendommen, og i nogle fortolkninger findes det stadig, men nok i nogle meget små miljøer. Den forandring er sket både på grund af udefra kommende humanistiske kræfter og indre opgør,” siger Per Bregengaard.

I debatten om antisemitisme er venstrefløjen af og til blevet beskyldt for at være antijødisk, fordi den kritiserer Israels politik over for palæstinenserne hårdt. Hertil siger Per Bregengaard:

”Enhedslisten er klart imod antisemitisme, uanset om det er højrefløjen eller tilhængere af Islamisk Stat, som jeg også vil kalde en højrefløj, der repræsenterer den. Men det er et problem, at hvis man er imod zionisme og bosættelser i de besatte områder, bliver det lige pludselig gjort til antisemitisme.”

”At være anti-zionist er ikke det samme som at være antisemit. Der er jo også jøder, som er imod diskriminationen af palæstinensere, som finder sted på i Israel og på Vestbredden. Zionismen er en politisk ideologi og ikke identisk med at være jøde,” siger han.