Prøv avisen

Islam på skoleskemaet fra 1. klasse

Mange skoler introducerer børn for andre religioner allerede i 1. klasse. Foto: Leif Tuxen

Mange skoleelever lærer både om islam og kristendom allerede fra de små klasser

Mange skolebørn lærer religioner som islam at kende helt fra de små klasser.

For en række skoler, som Morgenavisen Jyllands-Posten har talt med, siger nemlig, at de introducerer eleverne for andre religioner - særligt islam - allerede fra 1. klasse.

LÆS OGSÅ: Kulturelt dannede fag bør hedde kristendomskundskab

Ifølge læseplanen for faget kristendom skal børnene ellers kun lære om kristendom til og med 6. klasse.

- Det handler ikke om at lefle for børn med en anden tro end kristendommen, siger skoleleder Rani Hørlyck fra Søndervangskolen i Aarhus:

- Vi tager udgangspunkt i det enkelte barn, og vi har 80 procent børn med muslimsk baggrund. De er begejstrede for, at de kan bruge deres egne erfaringer i faget kristendom, siger hun til Jyllands-Posten.

Også på Nørrebro i København lærer flere børn om islam allerede fra de små klasser. Det gælder blandt andet på Rådmandsgade Skole og på Nørrebro Park Skole.

Skolerne er ikke alene, for formanden for Religionslærerforeningen John Rydahl siger, at det er blevet udbredt at undervise i andre religioner end kristendom i de små klasser.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) synes, det er i orden, at skolerne inddrager andre religioner end kristendom i undervisningen i de små klasser.

Lærerne skal dog fortsat leve op til læseplanen, hvilket betyder, at de små elever skal lære salmer og fortællinger fra Bibelen at kende, siger ministeren ifølge Jyllands-Posten.

Det er dog ikke alle skoler, der mener, at elever skal lære om islam allerede i 1. klasse. Det gælder for eksempel Ellekærskolen i Aarhus:

- For os er det vigtigt at holde fast i, at vi er en almindelig dansk folkeskole. Vi er ikke en særlig skole for muslimske børn i Bispehaven (boligområde i Aarhus, red.), siger skolens pædagogiske leder, Christian Wibe, til Jyllands-Posten.