Prøv avisen

"Islamisme er vor tids kommunisme"

Politolog og professor emeritus Mehdi Mozaffari sammenligner i ny bog islamismen med totalitære ideologier som fascisme, nazisme og kommunisme. 74-årige Mehdi Mozaffari flygtede selv fra den iranske revolution og har ikke besøgt sit fødeland i 30 år. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

Når indvandrere ikke kan ytre sig kritisk om islam uden at få dødstrusler, så er det et udtryk for den totalitære islamisme, der på mange måder ligner kommunismen og fascismen, siger Mehdi Mozaffari, som er aktuel med ny bog om islamismen

De sidste flyttekasser er endnu ikke pakket ud. Men ellers er den 74-årige Mehdi Mozaffari i færd med at etablere sig i en nyrenoveret lejlighed med udsigt over søerne i København.

Han har netop udgivet bogen Islamisme en orientalsk totalitarisme, der er en kortfattet sammenskrivning af den forskning i islamisme, som den iranske flygtning, politolog og professor fra Aarhus Universitet har bedrevet, siden han slog sig ned i Danmark i 1982.

For et par uger siden holdt Mehdi Mozaffari afskedsforelæsning på Aarhus Universitet. Han talte om sin forskning, men også om sin egen integration i det danske samfund, der betyder, at han i dag føler sig tættere knyttet til Danmark end til Iran. Han har ikke kunnet besøge sit hjemland, siden han forlod det for 30 år siden, og han har heller ingen planer om at gøre det, fordi han ikke kan acceptere præsternes religiøse diktatur.

LÆS OGSÅ: En variant af totalitarisme

Det gik for alvor op for mig i de mest ophedede dage under Muhammed-krisen, at jeg følte en slags patriotisme for Danmark. Danskerne har en ærlighed og tillid til hinanden, som der desværre ikke eksisterer ret meget af i den kultur, jeg kommer fra. Hvis jeg skal sige noget kritisk, så er det, at man her i landet savner lidt høflighed i hverdagen. Da jeg kom til Danmark, undrede det mig for eksempel, at ingen mennesker holdt døren for hinanden, lyder det fra en venlig og lattermild Mehdi Mozaffari, der er i dag er professor emeritus og stadig har et lille kontor på Aarhus Universitet.

Som forsker har Mozaffari arbejdet på at forstå den religiøst baserede islamisme, der de seneste 30 år har vendt op og ned på udviklingen i Mellemøsten og også præger flere muslimske grupper i Danmark.

En af pointerne i bogen er, at Vesten gang på gang har undervurderet, hvor stærkt et tag islamismen har i mange muslimer både i Mellemøsten og i Europa. Herhjemme har islamismen resulteret i Muhammed-krise og parallelsamfund, men også i de dødstrusler, der rettes mod islamkritikere som den frafaldne islamist Ahmad Akkari.

Islamismen bliver misforstået ikke kun i Vesten, men også i Mellemøsten. Mange, ikke mindst de venstreorienterede, har ikke ønsket at se islamisme som en totalitær fare. Men vi står over for en totalitarisme med nogle af de samme rødder som kommunismen og fascismen. Hvis vi mener, at islamismen skal bekæmpes, kan vi kun gøre det, hvis vi forstår fænomenet til bunds. I den sammenhæng er min bog et lille bidrag. Jeg håber, at andre kan gå videre med at finde ud af, hvorfor islamismen er blevet så stærk en kraft. Nogle siger, at det skyldes kolonialismen. Men Indien var også en koloni, og vi ser ikke indiske selvmordsaktioner i Vesten. Det spiller helt sikkert en stor rolle for islamismens udbredelse, at de nationalistiske og liberale bevægelser i Mellemøsten har fejlet og er dybt korrupte, siger Mehdi Mozaffari.

I sin bog går Mehdi Mozaffari systematisk til værks og begynder med en definition af begrebet islamisme.

Den er en religiøst baseret ideologi, som rummer en totalitær fortolkning af islam. Endemålet er erobringen af verden med alle midler, både voldelige og ikke-voldelige, forklarer han og henviser til, at den amerikanske kongres særlige 11. september-kommission brugte hans definition.

Bogen beskriver, hvordan den moderne islamisme udvikles af Det Muslimske Broderskabs grundlægger Hasan al-Banna i Egypten i 1928. I 1923 nedlagde den nyvalgte præsident Kemal Atatürk det osmanniske rige og dermed kalifatet, der havde eksisteret siden 1299. Denne begivenhed er ifølge Mozaffari afgørende for at forstå islamismen som politisk faktor.

Al-Banna var påvirket af den tyske kulturfilosof Oswald Sprengler og hans tese om Vestens undergang på grund af dekadence, gudløshed og materialisme.

I kølvandet på osmannerrigets sammenbrud søgte toneangivende muslimer at genrejse islam ved at søge tilbage til rødderne. Deres utopiske drøm var genrejsningen af et styre, der minder om det, Muhammed oprettede i Medina fra 622 til 632.

Ifølge Mehdi Mozaffari har islamisme mange lighedspunkter med det 20. århundredes store totalitære ideologier, nazismen, fascismen og kommunismen, der accepterede vold og folkedrab som middel til at opnå et utopisk samfund.

I modsætning til kommunismen, der dyrker utopien om fremtidens klasseløse samfund, så drømmer islamister om en tilbagevenden til fortidens idealsamfund i Medina. Der er også andre forskelle. Nazismen, fascismen og kommunismen er sekulære, mens islamismen er både religiøs og politisk. Islamisterne råder heller ikke over et partiapparat, men er som oftest organiseret i forskellige grupperinger.

En anden afgørende forskel er, at islamisternes legitimitet og handlinger kommer fra Gud.

Hitlers handlinger udsprang af den nazistiske ideologi. Islamismen opfylder alle kriterier for at være en ideologi, men islamistens handlinger udspringer ud over ideologi også af religion. Hvor nazisten føler sig ansvarlig i forhold til sin Führer, føler islamisten sig ansvarlig i forhold til sin leder og Allah, forklarer Mehdi Mozaffari.

I bogen beskriver han, hvordan islamismen i dag dækker et bredt spektrum, der går fra al-Qaeda, partiet Hizb ut-Tahrir og til bevægelsen Det Muslimske Broderskab. Også Recep Ergodans Retfærdigheds- og Udviklingsparti i Tyrkiet var oprindeligt et islamistisk parti.

Men der er vel stor forskel på Det Muslimske Broderskab, der i mange sammenhænge er moderat, og så det mere ekstreme Hizb ut-Tahrir?

Ja. Men forskellene kan sammenlignes med kommunismen, hvor Kina, Sovjetunionen og de såkaldte Euro-kommunister, der deltog i valgene i Vesteuropa, havde hver deres fortolkning af kommunismen. Det kan godt være, at nogle grupper blandt islamisterne vil udvikle sig som de tidligere kommunister i Enhedslisten, der i dag går ind på demokratiets spilleregler. Men det ændrer ikke ved, at essensen i den islamistiske ideologi er en totalitær tankegang, siger Mehdi Mozaffari, som mener, at det er det politiske pres fra civilsamfundet, der i en del tilfælde får islamisterne til at slå over i en mere pragmatisk retning.

I Tyrkiet var Erdogans oprindelige parti fuldstændig islamistisk, men EU har udøvet et stort pres på Tyrkiet. Samtidig er der i Tyrkiet en særlig Atatürk-effekt efter den sekulære landsfader.

Mehdi Mozaffaris budskab er, at islamisterne nok udgør en fare. Men i det lange løb tror han ikke for alvor, at de kan ryste de vestlige samfund.

Den islamiske verden fra Bali til Mali står over for en række problemer som analfabetisme, fattigdom, undertrykkelse af kvinder, korruption og lav produktivitet til forskel fra Nazityskland og Sovjetunionen, som var industrialiserede og havde relativt veluddannet arbejdskraft. Taleban kan for eksempel godt have fremragende it-eksperter, men de er ikke selv i stand til at udvikle nye systemer, siger Mehdi Mozaffari, der mener, at islamismens totalitære syn på verden bremser den kreativitet, der er forudsætningen for udvikling:

Hvis det lykkes nogle islamister at skaffe sig atomvåben, vil situationen være en anden. Men selv i de tilfælde vil det givet givetvis kunne lykkes stormagterne at afværge truslen, mener Mehdi Mozaffari.

Han tror heller ikke, det er særligt sandsynligt, at islamistiske kræfter får held til at dominere de vestlige samfund:

Omvendt skal man ikke lade sig narre og tro, at islamisme udelukkende overvindes med dialog. Historien har mange gange vist, at totalitære strømninger kun viger tilbage, når de mødes med beslutsomhed.

Han opfordrer til, at europæiske samfund som det danske står fast, når religiøse grupper stiller særkrav.

Hvis børnehaver og kantiner for eksempel helt afskaffer svinekød, så tilsidesættes de oprindelige danskeres interesser. Her skal vi sætte en grænse. Grænsen er ikke kun et spørgsmål om at bevare dansk identitet, men også om hensynet til demokratiet. I et liberalt demokrati har alle mennesker lige rettigheder og pligter uanset, om de er jøder, kristne eller buddhister. Hvis vi hele tiden tager specielle hensyn til én minoritet og én speciel religion, så undermineres værdierne i det demokratiske samfund. I et demokrati er alle lige, og ingen skal have mere ret, fordi de tilhører en minoritet.