Prøv avisen

Islamister chikanerer kristne landsmænd

DF vil have minister til at indskærpe, at religionsfriheden også gælder indvandrere, der forlader islam

Dansk Folkeparti (DF) finder det rystende, at kristne og ateistiske indvandrere i Danmark "tilsyneladende i stigende omfang" udsættes for hetz fra islamiske grupper og individer i Danmark.

Partiet bringer nu sagen frem i Folketinget og vil også have integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at tale med store bogstaver.

Det oplyser DF's medlem af integrationsudvalget Martin Henriksen.

- Over for de muslimske trossamfund i Danmark skal hun understrege respekten for religionsfriheden og gøre det klart, at denne frihed ikke må krænkes på grund af et individs eller en families ønske om at forlade islam, siger Martin Henriksen.

Han reagerer, dels ud fra en tidligere artikel i Kristeligt Dagblad om emnet, dels ud fra et indslag DR 2's program "Deadline" mandag aften.

Deadline beretter, hvorledes kristne med baggrund i overvejende muslimske lande som Afghanistan, Irak og Iran chikaneres i Danmark.

Programmet beskriver blandt andet Farood, der måtte flygte fra Afghanistan, da han konverterede til kristendommen, og som i programmet kræver at være anonym for at fortælle sin historie.

Han flygtede via Grækenland og Italien til Danmark, hvor han troede, at han kunne få fred. Hans kone og børn opholder sig stadig i deres hjemland.

På det danske asylcenter fandt andre afghanere ud af, at han var konverteret. En aften blev Farood overfaldet af én af sine landsmænd, der slog ham i hovedet med en knytnæve.