Prøv avisen

Islandske håndskrifter bliver verdensarv

I 1961 demonstrerede københavnske studenter imod planerne om at udlevere de islandske håndskrifter i Den Arnamagnæanske Samling til Island. -- Foto: Allan Moe, Scanpix

Nordisk verdensarv Arni Magnussons samling af sagaer, digte og håndskrifter, som Danmark og Island sloges om i årtier, er optaget på FN-organisationen Unescos liste over verdens vigtigste skrifter

Det er drabelige sager, der berettes om i de gamle islandske sagaer, digte, gude- og heltesagn. Vølvens spådom om ragnarok, den store tilintetgørelse. Kampe mellem guder og jætter. Slægtsfejder og blodhævn mellem stridbare krigere.

Men selvom de mange gamle islandske håndskrifter i den såkaldte Arnamagnæanske Håndskriftsamling ikke er for sarte sjæle, har FN?s organisation for kultur, videnskab og uddannelse, Unesco, netop besluttet at optage skrifterne på listen over verdens vigtigste tekster.

Ligesom Unesco i en årrække har udpeget bygninger og natur som bevaringsværdig verdensarv, arbejder organisationen med programmet "Memory of the World", der går ud på at udpege verdens vigtigste skriftlige kilder. Og her indgår nu den samling af mellem 2500 og 3000 dokumenter fra middelalderen og renæssancen, som blev grundlagt af den flittige islandske filolog Arni Magnusson, der indsamlede og kommenterede gamle håndskrifter i tiden omkring år 1700.

Ifølge Unesco kommer samlingen på listen, fordi de udgør en uvurderlig kilde til viden om middelalderens Skandinavien og Europa. Herunder viden om nordboernes togter til Grønland og Amerika. Og ikke mindst en masse eksempler på sagaer – den helt særlige litterære genre, som blev udviklet i Norden i vikingetid og middelalder, og som Unesco nu fremhæver som "et højdepunkt i verdenslitteraturen".

Hovedparten af samlingen befinder sig i dag på det Arnamagnæanske Institut ved Islands Universitet i Reykjavik, men det er Island og Danmark, der i fællesskab har ind stillet samlingen til optagelse på listen. Forklaringen er, at indtil 1971 husede Københavns Universitet alle vigtige dokumenter, og selvom de fleste dokumenter gennem de efterfølgende 26 år lidt efter lidt blev sendt til Island, er en del af samlingen endnu dansk.

Og selvom Danmark og Island i dag samarbejder fint om skrifterne, skal det heller ikke glemmes, at der i 1950?erne og 1960?erne blev udkæmpet en årelang dansk-islandsk fejde med en indædthed – omend ikke en brutalitet – der var de gamle sagaer værdig. Våbnene var ikke knive, sværd og økser, men heftige politiske debatter, glødende aviskommentarer og studenterdemonstrationer i Københavns gader. Og blandt de stridbare kæmper i sagaen om sagaerne var tilmed Kristeligt Dagblads chefredaktør.

Da Arni Magnusson levede, var Island en del af det danske rige, og Københavns Universitet var rigets altdominerede lærdomstempel. Skønt islandsk af fødsel var det derfor helt naturligt, at den begavede forsker og præstesøn blev tilknyttet Københavns Universitet, hvor han avancerede til professor. Da han døde i 1730, testamenterede han sin imponerende samling af tekster til universitetet. I 1760 grundlagdes Den Arnamagnæanske Stiftelse, som skulle arbejde for "til ævig Tiid" at "oplyse, forbedre og til trykken at befordre lade" alle tekster om de nordiske landes sprog og historie.

Men selvom teksterne handlede om hele Norden, var der ingen tvivl om, at de først og fremmest var islandske. Allerede i 1830?erne anmodede islands daværende biskop, Steingrímur Jónsson, om at få nogle kirkelige dokumenter flyttet fra København til Island, men fik afslag.

I 1907 anmodede Islands parlament, Altinget, om at få udleveret en række retslige og kirkelige dokumenter, som islændingene i 1700-tallet havde udlånt til Arni Magnusson, hvorefter han bare havde indlemmet dem i sin samling på dansk grund. Også dette sagde Danmark nej til. Først i 1925 begyndte Danmark at udlevede tekster, men beholdt stadig alle de vigtigste klenodier.

Efter Islands selvstændighed i 1944 steg kravet om at få udleveret de skrifter, der udgjorde landets vigtigste kulturarv. Men i Danmark var modviljen betydelig, idet man anså skrifterne for værdifuld nordisk kulturarv og de i øvrigt var testamenteret til Københavns Universitet. Andre stemmer begyndte dog at tale for, at islændingene havde krav på deres egne kulturskatte. En af dem var Kristeligt Dagblads daværende chefredaktør, Bent A. Koch, som tog emnet op i 1957. Efter flere års hidsig politisk debat vedtog Folketinget i 1965 en lov, som bestemte, at de dokumenter, som var entydigt islandske, skulle flyttes til Island.

I 1971 blev de første to klenodier under stort ceremoniel sejlet fra København til Reykjavik om bord på et flådefartøj. Det var den såkaldte Flatøbog samt Kongebogen, Codex Regius, som blandt andet indeholder den legendariske tekst "Vølvens spådom".

Sådan sluttede den dansk-islandske håndskrift-krig. Ikke med ragnarok, men med dansk storsind – og fælles anerkendelse som verdenskulturarv.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk