I 1866 ankom den sjællandske tjenestekarl Henrik Nielsen til Vridsløselille Forbedringshus. Fængslet var åbnet syv år forinden med topmoderne faciliteter som eget toilet i hver celle, varme og gaslys. Henrik Nielsen var blevet idømt fem års forbedringshus for at have begået tyveri og indbrud for tredje gang. Den unge mand var fysisk sund, da han ankom til fængslet. Men efter halvandet år var situationen en helt anden. Henrik Nielsen hørte stemmer og troede, at fængsels-betjentene ville skade ham. Den unge mand var sky og angst, og fængselspersonalet observerede, at den indsatte i høj grad hensatte sig til masturbation.
Vridsløselille Forbedringshus var ikke kun moderne i sin indretning. Selve idéen om at kriminelle kunne forbedres, var på den tid meget moderne inden for fængselsvæsnet, og den udbredte teori i Europa var, at vejen fra kriminel til god samfundsborger gik gennem absolut isolation. Argumentet var todelt: For det første skulle den indsatte afskærmes fra de andre kriminelle, og for det andet ville den absolutte afsondring lede den indsatte mod Gud – den kriminelle ville angre sine synder og vende tilbage til samfundet som en god kristen og borger.
Men Henrik Nielsen oplevede ikke religiøs frelse i fængslet. I stedet blev hans mentale helbred svækket. Fængselsledelsen gav nu den indsatte mulighed for at arbejde i det fri, hvilket var imod fængslets principper. Forbedringen af hans sindstilstand udeblev, og den unge mand blev nu også genstridig og ondskabsfuld. Henrik Nielsen røg derfor tilbage i isolationscellen, hvor den totale ”begrebsforvirring” indtrådte. Tyven blev siden overført til Østifternes Sindssygeanstalt i Vordingborg.
Netop isolationen var hoved-elementet i teorien om, hvordan kriminelle kunne bliver forbedret til lovlydige borgere. Vridsløselille blev bygget som et præmieeksempel på, hvordan statsmagten holdt en person fuldstændig afsondret fra menneskelig kontakt. Alt arbejde og spisning foregik i cellerne. Toilettet var også inde i cellen. Hvis de indsatte skulle ud af cellen, for eksempel på gårdtur i isolationsgårde, skulle de iføre sig masker og blev ført af personalet. I fængselskirken sad de indsatte i aflukkede båse, så de kunne se præsten, men ikke hinanden. Al kontakt med de andre kriminelle var dermed afskåret, mens fangerne engang imellem fik besøg af fængslets præst, læge eller lærere. I gennemsnit blev det dog ikke til mere end seks minutters menneskelig kontakt pr. indsatte pr. dag, udregnede fængselsinspektør Frederik Bruun i 1867.
Peter Scharff Smith er professor i kriminologi ved Oslo Universitet og har skrevet ph.d. om dansk fængsels- historie med fokus på Vridsløselille Forbedringshus. Han uddyber pointen med isolationen:
”Fangerne skulle ikke kun straffes og afskrækkes, de skulle også forbedres, og her spillede religionen en stor rolle. I forhold til tidligere korporlige, offentlige straffe, hvor den kriminelle skulle angre sine synder inden henrettelsen, er dette en mere protestantisk form for religiøsitet. Forbedringen gennem religionen var et mere individuelt projekt, hvor den indsatte skulle vende tankerne indad. Religion blev dermed – i teorien – et værktøj til forbedring af fangerne i fængslerne.”
Vridsløselille Forbedringshus blev bygget efter den amerikanske Pennsylvania-model. Fængselstypen var blevet opfundet af amerikanske kvækere i 1820’erne, hvor teorien om, at komplet isolation ville føre til frelse blev anset som den naturlige udvikling for folk i komplet afsondrethed. I Europa var Pennsylvania-modellen især populær, trods tidlig skarp kritik fra for eksempel den engelske forfatter Charles Dickens. I 1842 aflagde forfatteren et besøg i fængslet Cherry Hill i Philadelphia, Pennsylvania. Charles Dickens mente, at de indsatte i isolationscellerne simpelthen blev begravet levende og senere måtte vende mentalt skadede tilbage til samfundet. I Skandinavien besøgte forfatterkollegaen H.C. Andersen i 1851 et svensk cellefængsel, hvor de indsatte sad isoleret: ”Det hele er en velbygget Maskine, til Mareridt for Aanden.”
Desuagtet kritiske røster blev Vridsløselille Forbedringshus bygget og åbnet i 1859. Forholdsvist hurtigt stod det dog klart for personalet, at isolationen var skadelig.
”Man finder hurtigt ud af, at de indsatte får det dårligt. Det er lidt følende i starten, for man ved ikke, hvad der sker. Men efter et par år har man den klare indsigt, at isolation og ensomhed giver problemer. Man prøver at behandle folk, man bryder reglerne for den konsekvente isolation og er mere fleksibel ved at give fangerne mere tid i det fri, mere frisk luft og gøre ting for at begrænse skadevirkninger. De værste tilfælde kan fængslets læge ikke hjælpe eller styre, og de indsatte bliver sendt til sindssygehospitaler. Nogen får det bedre der, og kommer siden tilbage til afsoning, men ikke i et isolationsfængsel,” for-tæller Peter Scharff Smith.
Selvom alle de såkaldte forbedringsceller er udstyret med Det Nye Testamente og en salmebog, kniber det for de indsatte med at holde tanken beskæftiget med Guds ord. Flere indsatte kan dårligt nok læse, og mange er ikke vokset op med at komme i kirken. Et godt eksempel på, at de indsatte ikke bruger isolationen til at nærme sig Gud, oplevede fængsels- præstens Theodor Smidt Oxholms under en gudstjeneste i 1865.
Opsynsbetjente klagede over ”Misbrug i Kirken”, der bestod i forsøg på korrespondance, samt indridsning i og tilsølen af isolationsboksene. Mens Oxholm prædikede Guds ord, valgte nogle fanger altså at lade vandet, lave afføring eller muligvis onanere, mens andre forsøgte at kommunikere med hinanden.
”Ingen af disse handlinger vidnede just om religiøs forbedring, men snarere om opsætsighed, kedsomhed eller måske vanvid,” siger Peter Scharff Smith.
I 1867 udgav inspektøren for Vridsløselille Frederik Bruun en skarp kritik af isolationsfængslet med rapporten ”Om Fuldbyrdelse af Strafarbeide”.
Frederik Bruun var samtidig chef for det samlede danske fængselsvæsen, og han gav en sønderlemmende kritik af ”Pennsylvania Systemet”.
Han havde for eksempel optalt og regnet sig frem til, at andelen af sindssyge i Vridsløselille i perioden 1863-1867 var 2,28 procent – mere end 20 gange så meget som i den almene befolkning.
Herudover forekom der ifølge Bruun hyppigere ”abnorme Tilstande, der i Reglen ere Forløbere for Sindssygdomme”, for eksempel hypokondrisk forstemning, søvnløshed med og uden ængstelse, hallucinationer, mistænksomhed, mismod og ”fikse idéer”.
”Frederik Bruun skriver, at han er fuldstændig overbevist om, at isolationen er skadelig, og folk bliver ikke forbedret,” forklarer Peter Scharff Smith.
Rapporten kom blot otte år efter det bekostelige fængsel blev åbnet. Teorien om isolation som forbedringsvej blev derfor ikke opgivet så let. I 1870’erne satte den danske psykiater Christian Tryde spørgsmålstegn ved sammenhængen mellem isolation og sindssyge.
”Psykiateren frikender isolationen. Han mener hovedårsagerne til dels er, at de indsatte er fødte kriminelle – såkaldte degenererede – og derfor har anlæg for sindssygdom. En anden årsag til sindssygdommen var, at de indsatte onanerede. I mange fangeprotokoller bliver det bemærket, at diverse indsatte er ’onanist’. Forklaringen på sindssygdommen bliver dermed, at deres biologi forudsætter det, og at onanien forstærker problemet. Dengang var det almindelig enighed om, at onani kunne have den slags virkninger.”
Selvom fængslet efter 1870’erne indførte et system, hvor man kunne optjene kontakt med andre som for eksempel ved besøg, vedblev den grundlæggende tanke om isolationen som en vej til forbedring af de indsattes moral. I 1917 blev påbuddet om masker ophævet, og først med den nye straffelov fra 1933 blev tankerne om isolation – som en metode til at få forbryderne på rette spor –droppet.