Jødisk kirkegård åbner for offentligheden

Et grønt åndehul i storbyen, hvor flere kendte danskere ligger begravet, åbnes for alle på Den Mosaiske Begravelsesplads på Møllegade i København

Mange af gravpladserne på Den Nordre Mosaiske Begravelsesplads er meget gamle, fordi jødiske grave ikke må sløjfes. Nu åbner begravelsespladsen for offentligheden.
Mange af gravpladserne på Den Nordre Mosaiske Begravelsesplads er meget gamle, fordi jødiske grave ikke må sløjfes. Nu åbner begravelsespladsen for offentligheden. Foto: Leif Tuxen

Alle får til sommer mulighed for at besøge Den Mosaiske Begravelsesplads på Møllegade i det nordlige København, hvor københavnske jøder er blevet begravet siden 1694. Snart åbner portene for første gang siden 1940erne.
 
Ifølge overrabbiner Bent Lexner lukkede begravelsespladsen dengang, fordi der ikke var råd til en portner og på grund af det anstrengte politiske klima.
 
Men med økonomisk hjælp på én million kroner fra Københavns Kommune skal begravelsespladsen nu have stier anlagt og bænke sat op, så offentligheden igen kan se begravelsespladsen, og finde ro midt i det ellers pulserende liv på Nørrebro.
 
Både overrabbiner Bent Lexner og Københavns Teknik- og Miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), er begejstrede for udsigten til begravelsespladsens åbning.
 
- Åbningen er et led i den store vision jeg har om, at København skal have så mange store rekreative kulturhistoriske områder som muligt. Begravelsespladsen skal fremover fungere som et grønt åndehul for Nørrebros beboere, siger borgmester Bo Asmus Kjeldgaard til Politiken.
 
Overrabbiner Bent Lexner siger, at åbningen kommer efter flere år med efterspørgsel fra offentligheden. Folk kontakter ham, fordi de gerne vil se, hvor deres aner er begravet.
 
- De mennesker, der gennem årene har kontaktet mig om adgang til begravelsespladsen, kan få en chance for at se et område af København, der ikke tidligere har været tilgængeligt. Der er en fantastisk atmosfære, hvor man kan sætte sig og nyde en stille stund, siger han.
 
Men Bent Lexner mener ikke, at Den Mosaiske Begravelsesplads vil egne sig som en decideret udflugtsplads, ligesom den nærtliggende Assistens Kirkegård, der bruges til picnic og solbadning. De omkring 5500 grave ligger simpelthen for tæt, mener han.
 
Selve begravelsespladsen er cirka på størrelse med to fodboldbaner og man kan stadig se spor efter historiske begivenheder som Københavns bombardement i 1807, og hærværk lavet af de engelske besættelsestropper.
 
Det er planlagt, at Den Mosaiske Begravelsesplads skal have åben tre dage om ugen, netop for at begrænse udgifter til opsynspersonale.

En række af gravene vil være nummererede, så gæsterne kan finde kulturpersonligheder som forfatterinden Johanne Luise Heiberg og Bing-brødrene, der startede porcelænsfabrikken Bing og Grøndahl sammen med Frederik Grøndahl.