Jacob Haugaard: Doven er ikke det værste, man kan være

Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge. Sådan lød en af de paroler, Jacob Haugaard blev valgt til Folketinget på. Han siger selv, at han som ung var den mest dovne og arbejdssky i hele Aarhus

Dovenskab er ikke den værste dødssynd, hvis man spørger Jacob Haugaard. Som han ser det, er det nærmere den griskhed eller det fråseri, som vi kunne kalde ”jagten på vækst”, som han oplever, gennemsyrer vores samfund.
Dovenskab er ikke den værste dødssynd, hvis man spørger Jacob Haugaard. Som han ser det, er det nærmere den griskhed eller det fråseri, som vi kunne kalde ”jagten på vækst”, som han oplever, gennemsyrer vores samfund. Foto: 2014.

I dag er det svært at tænke på Jacob Haugaard som doven.

Han er nærmere det modsatte. Altid i gang med et nyt projekt. Blandt andet inden for kunst og musik og andet, der kræver et kreativt talent. Mange kender ham også som den energiske, folkelige og altid sjove konferencier, når Grøn Koncert ruller gennem landet. I denne måned er det 27. gang, Jacob Haugaard igen stiller sig foran det festglade publikum i otte forskellige byer, og iført endnu et spraglet kostume til gavn for Muskelsvindfonden.

Men engang var han lad. Direkte doven. Og enormt arbejdssky.

Faktisk var det lige præcis de kvaliteter, der fik folkene bag den politiske forening SABAE til at pege på netop Jacob Haugaard som deres kandidat til Folketinget. Det var tilbage i 1979, og bogstaverne stod for Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

”Jeg gad ikke at arbejde, og jeg var så sær, at alle fik øje på mig. Gik altid rundt i en skrigrød postuniform og boede i en skurvogn inde midt i Aarhus. Så det var lige sådan en som mig, de kunne bruge. For folk kunne faktisk godt lide mig. Jeg var jo rar – og sagde altid nogle skøre ting. De kaldte mig godt nok ’tossig-Jacob’, men jeg blev nærmest sådan en maskot for byen – fordi der kun var mig. I København var der jo en hel flok. De boede bare på Christiania og var et problem. Men sådan var det ikke med mig,” siger Jacob Haugaard.

Han sidder ved havebordet med en kop kaffe og en pakke franske vafler foran sig. Haven går direkte over i mark og skov, som tilhører godset Wedellsborg på Fyn. Det gør det trefløjede rødstenshus med masser af kroge og højt til loftet også. Her bor han sammen med sin kone, Ilse. Godt gemt væk fra storbyens larm og puls. Med nærmest tamme fasaner ved fordøren og Lillebælt nogle få hundrede meter nede ad vejen.

Men selv om Jacob Haugaard nu er 64 år, tørlagt alkoholiker og på alle måder et helt andet sted i livet end dengang, så har han stadig sympati for selve ideologien bag den forening, som han endte med at komme i Folketinget for tilbage i 1994.

”Dengang fattede jeg faktisk ikke meget af det tankegods, der lå bag ved SABAE, og som var udtænkt af kloge folk som Poul Smith og Gustav Bunzel. Grunden til, at jeg var så doven og arbejdssky havde nemlig ingenting med ideologi at gøre, men skyldtes at jeg altid var fuld eller på syretrip – og derfor kunne jeg simpelthen ikke passe et arbejde. Jeg havde engang job som rengøringshjælp på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Men hvis jeg så fik en øl om onsdagen, så mødte jeg ikke op igen før om mandagen. Men de her folk havde jo faktisk fat i noget, når de sagde, at vi skulle kæmpe for retten til at være doven. For i dag har vi gjort arbejdet til hele vores identitet, og det kan vi slet ikke holde til. Og da slet ikke kvinderne,” siger Jacob Haugaard og ser ud, som om han mener det.

”Kvinderne er simpelthen alt for pligtopfyldende og effektive, så de tager flere og flere opgaver på sig. Og jeg synes faktisk, mændene har svigtet dem. For de skulle have fortalt kvinderne, at hvis de vil have de samme titler som mændene og træde ind på direktionsgangene, så må de ofre familien. Det var jo det, mændene havde gjort. Man kan ikke både tænke på glutenfri diæter til ungerne og samtidig gøre karriere. Så knækker man sammen – og det ser vi desværre alt for tit.”

Da SABAE opstod i slutningen af 1970’erne, var Danmark præget af arbejdsløshed. Derfor gav det ifølge Jacob Haugaard også mening at sætte spørgsmålstegn ved selve idéen om, at alle arbejdsløse partout skulle have et arbejde. Og idéen om at arbejdet var det eneste, der gav statusi samfundet.

”For der var jo ikke noget at få. Dén pointe synes jeg også, vi skal huske på i dag. Vi bliver ved med at opfinde smarte ting, der kan gøre arbejdet hurtigere og mere effektivt – men på den måde overflødiggør vi også os selv. Samtidig har vi så travlt med, at alle skal have en uddannelse. Men alle kan altså ikke tage en lang eller videregående uddannelse. Og faktisk er det tit de ufaglærte, der virkelig kan forstå at bestille noget. Jeg blev for eksempel engang sat til at grave huller, for det var der da ellers ingen, der gad. Så opfandt man minigraveren, så det er der heller ikke brug for længere. Nu taler man også om førerløse biler. Så hvor er det arbejde henne, vi allesammen skal tage?”.

Derfor er dovenskab absolut heller ikke den værste dødssynd, hvis man spørger Jacob Haugaard. Som han ser det, er det nærmere den griskhed eller det fråseri, som vi kunne kalde ”jagten på vækst”, som han oplever, gennemsyrer vores samfund.

”I dag er det nærmest sådan, at man er en dårlig samfundsborger, hvis man går ind for hjemmedyrkede grøntsager og forsøger at klare sig selv. Den gode støtte, eller idealborgeren, er nærmere den kvinde, der køber en ny Mazda 6 og så udskifter både køkken og garderobe, så det passer sammen med bilfarven. Hun er den, der ’holder hjulene i gang’ og sikrer den vækst, alle økonomer efterspørger. I virkeligheden kunne man da ansætte nogle til at være forbrugere, så vi var sikre på, at dankortene blev holdt i gang,” siger Jacob Haugaard, og selvom der er et glimt i øjet, er der alligevel en alvor i karikaturen.

”Faktisk så lytter jeg rigtig tit til de der satireprogrammer på P1. Men ved du hvad? For mig at se er satiren faktisk tættere på virkeligheden. Mens de politikere og økonomer, der ofte og gerne udtaler sig om deres skuffelse i forhold til vækst og opsving – ja det oplever jeg nærmere som den ægte satire.”