KAPITEL 32
”DET HER KAN BRILLER IKKE HJÆLPE PÅ”
København
Oktober 2021
Venteværelset har den der særlige lugt, som venteværelser altid har. Lidt indelukket. Lidt klinisk. Lidt gammelt. Det hjælper ikke på det, at jeg har mundbind på. Har du for højt kolesterol? Har du hjerteproblemer? Har du afleveret din afføringsprøve? Dyrk sikker sex – ellers er der de her sygdomme! At sidde i venteværelset minder mig altid om alt det, man kan komme til at fejle. Det sørger plakaterne på væggen for.
Læs Kristeligt Dagblads interview med Jacob Mark her.
Jeg føler mig ikke længere udødelig. Som jeg sidder her hos lægen, føler jeg for første gang, at min krop har begrænsninger. Som barn var jeg kun ved lægen, når jeg havde halsbetændelse, og så tog de mandlerne. Og som ung har jeg kun været hos lægen – lægen Leon! – når jeg skulle tisse i en kop og sikre mig, at jeg ikke var blevet smittet med klamydia. Ikke noget at være bange for. Det er anderledes nu. Jeg ved, at noget er galt. Mit syn er alvorligt decimeret, og Google fortæller mig, at det kan skyldes alverdens sygdomme. I mit hjerte ved jeg godt, hvilken sygdom jeg er blevet ramt af.
”Jacob Mark.” Lægen er studerende og på min egen alder. Jeg fortæller ham, at mit syn næsten er væk. Han laver 117 forskellige øvelser på mig, lyser mig i øjet og beder mig til sidst om at stå på afstand og vurdere nogle bogstavers størrelse.
”Ja ... dit syn er godt nok forsvundet, men det er jo, hvad der sker i den alder.”
”Undskyld?”
”Ja, altså det kan godt være, du er lidt stresset, men det her tror jeg simpelthen bare skyldes, at du skal have briller. Det skete også for mig.”
”Tror du? Jamen det er jo gået meget hurtigt. Jeg havde et godt syn for et halvt år siden.”
”Det er sådan noget, der kan ske. Man bliver gammel, og så bum! Du skal bare hen til en optiker og have nogle briller, og indtil da skal du nok lade være med at køre bil, da du er langt under 50 % i syn. Grænsen er 60.”
”Okay. Jamen det er da gode nyheder. Det kan jeg da gøre noget ved!” siger jeg og går lettet derfra. Straks jeg kommer ned på gaden, ringer jeg til Christina, som fortæller mig, at jeg nok skal blive pæn med briller. Mine forældre er lettede. Mine bedste venner mener, at det er skæbnen, at en som mig, der elsker at læse Harry Potter, vil ende med at ligne Harry Potter. Christina og jeg aftaler at mødes med det samme hos optikeren i gågaden i Holbæk.
Jeg flår et par briller af, da hun ti minutter senere træder ind i butikken. ”De skal ikke være runde! Så ligner jeg Harry Potter for meget!” siger jeg hurtigt. Christina griner. Det er første gang i flere dage, at mit humør er godt. Jeg er ikke syg. Jeg skal bare have briller, og selvom det er lidt træls, så er det jo bare sådan, det er.
”Jacob Mark.” Optikeren kalder mig ind. ”Jeg skal lave en række synstests på dig. Du gør bare, som jeg siger. Noget af det kan være lidt ubehageligt. Kig på den grønne prik. Lad være med at blinke. Kig på den røde prik. Lad være med at blinke. Kig ligeud. Nu puster vi dig lige i øjet. Puf. Puf. Hold øjet åbent. Puf, puf. Og hvad kan du så se her?”
Jeg kigger over mod bogstaverne. Jeg kan ikke se noget som helst, kun lige ane den øverste række. Det er hæsligt. Optikeren er en ung kvinde, hun kigger undrende på mig.
”Okay, det var da vildt. Hvornår sagde du, at du mistede synet?”
”Jeg lagde mærke til, at det blev dårligt hen over sommeren, men det er først nu, at det er blevet sådan rigtig dårligt.”
”Okay. Jeg prøver lige nogle forskellige ting.”
Hun giver mig et sæt metalbriller på, hvor hun kan skifte rundt på glassene. De ligner de der tre-d-briller, jeg fik sammen med Pyrus-julekalenderen, da jeg var lille, tænker jeg.
”Ser du bedre nu?”
”Nej.”
”Kan du se nu?”
”Nej.”
”Hjælper det her?”
”Nej.”
”Hvad står der på den her række?”
”Jeg kan ikke se det.”
Nej. Nej. Nej. Jeg føler, at hun drejer og skruer mere og mere febrilsk. Intet virker.
”Altså ... jeg er ked af det, men det her kan briller ikke hjælpe på. Dit syn er bare væk. Som jeg kan måle det, er det helt nede under 30 %. Det ser ikke ud til, at du har blodpropper eller hjerneblødninger, men du skal straks gå
til øjenlægen.”
Jeg står som forstenet. Under 30 % syn. For et år siden ville jeg kunne blive pilot med det syn, jeg havde. Jeg går ud til Christina. Hun vifter smilende et par briller frem for sig.
”Jeg tror, de her vil være flotte til dig.”
”Dem får jeg ikke brug for. Jeg skal til øjenlægen.”
Jacob Mark: "Fartblind". 256 sider. Vejledende pris: 279.95. Gyldendal. Udgivelse: 26. januar 2023