Flertal i Folketinget har stemt for en rigsretssag. Men vil de overhovedet have Støjberg dømt?

Den dybfølte lede, som især V, K og S føler ved den kommende rigsretssag, er Støjbergs bedste chance

Når et flertal anlægger en rigsretssag, skal det være overbevist om, at den vil føre til dom. I den aktuelle sag må man tvivle på, om en dom egentlig er, hvad flertallet ønsker.
Når et flertal anlægger en rigsretssag, skal det være overbevist om, at den vil føre til dom. I den aktuelle sag må man tvivle på, om en dom egentlig er, hvad flertallet ønsker. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Ønsker et flertal i Folketinget i virkeligheden Inger Støjberg dømt ved den rigsret, et stort flertal i Folketinget stemte for tirsdag eftermiddag?

Det efterlod den flere timer lange debat, der førte frem til afstemningen, igen åbenlys tvivl om. Den tidligere udlændingeminister skal nu forsvare sig i en sag om den undtagelsesfrie adskillelse af asylpar i asylcentre i 2016, som blandt andet Instrukskommissionen fandt ulovlig i sin første delrapport om sagen.

Som ventet tordnede en hær af folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige igen imod sagsanlægget, mens hele den venstre side af tinget kun var tilstede ved partiernes ordførere. Og hverken Socialdemokratiets eller Venstres ordførere ville holde endnu en tale om sagen, som blev grundigt diskuteret ved 1. behandlingen i torsdags.

Uviljen til at tage endnu en holmgang om Støjberg-sagen afspejler den dybe lede, som især Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative har ved den. De tre partier, der udgør et flertal i Folketinget, skrev allerede i deres bemærkninger i beslutningsforslaget, at ”adskillelsen af de berørte par politisk set var rigtig, men at den juridisk var forkert, da den indebar en ulovlig indkvarteringsordning.”

Eller sagt mere direkte: Vi holder os for næsen, stemmer for, og holder sagen ud i strakt arm.

Hos V og K bunder leden i, at Støjberg om nogen har splittet det borgerlige Danmark på kryds og tværs i en grad, så muligheden for en borgerlig regering synes forduftet i en uoverskuelig fremtid. Venstre er splintret som parti.

Godt nok har den nuværende partiledelse umiddelbart ingen interesse i, at Inger Støjberg bliver frikendt, fordi det vil give hende mulighed for at comeback, hvis hun ellers bliver i partiet, hvad meget lidt tyder på. På den anden side har Jakob Ellemann-Jensens erklærede modstand mod fløjkrige tvunget ham og Venstre til holde så lav en profil som praktisk muligt for ikke at puste yderligere til ilden og splittelsen i partiet.

De tre partier er fælles om at præsentere sagen som en juridisk nødvendighed. Melodien er, at Instrukskommissionens delrapport og den efterfølgende juridiske vurdering fra to advokater udpeget af Folketinget har simpelt hen ikke efterladt nogen anden mulighed end rigsretssagen.

For Socialdemokratiet er sagen giftig af andre grunde. Dels fortsætter Inger Støjberg med at tegne et billede af, at sagen skulle handle om udlændingepolitik og barnebrude. Selv om den egentlig handler om en ministers pligt til at følge loven. Det punkt taler hun konsekvent helt udenom, og gjorde det igen, da hun som den sidste tog ordet i debatten. Hvis den retorik slår igennem hos vælgerne, risikerer Socialdemokratiet at tabe vælgere på det, fordi hun dermed også vil lykkes med at skabe tvivl om regeringens stramme udlændingepolitik.

Dels er sagen giftig for Socialdemokratiet, fordi den senere teoretisk kan bane vej for endnu en rigsretssag - denne gang mod statsminister Mette Frederiksen (S) for hendes ulovlige instruks om at lukke alle minkfarme uden at have et lovgrundlag for det. Af politiske grunde kommer det næppe til at ske, men perspektivet er stadig ubehageligt for Socialdemokratiet og regeringen.

Alt i alt har det efterladt et uskønt sagsforløb. Tidligere statsminister, løsgænger Lars Løkke Rasmussen, har selvsagt en interesse i, at Inger Støjberg ikke dømmes, men han gjorde i en skarp tale med juridiske argumenter rede for, hvorfor han ikke mener, at sagen vil føre til en domfældelse. Han er uddannet jurist, præcis som Venstre-medlemmet Preben Bang Henriksen, der af samme grund stemte imod beslutningsforslaget. Endnu en jurist, Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt, brugte forventeligt også en god del af sin taletid til at pege på de juridiske usikkerheder i sagen. I forvejen har andre, politisk mere uhildede eksperter givet meget forskellige vurderinger af, om den kan føre til dom.

Det er i den sammenhæng tankevækkende, at Folketinget fik sin rådgivning fra advokaterne Jon Lauritzen og Anne Birgitte Gammeljord. De var indstillet af Advokatrådet og ventes at skulle føre sagen, men Berlingske har tidligere afdækket, at de ikke har stor erfaring med strafferet.

Det er også kommet frem, at Folketinget i beslutningsforslaget efter råd fra de to advokater har skrevet, at det skulle være en skærpende omstændighed, at Inger Støjberg undervejs har givet Folketinget urigtige oplysninger. Juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet, Jørn Vestergaard, har imidlertid for nylig sagt til DR, at det kan man ikke. Han kaldte det ”temmelig uheldigt, at man var kommet så skævt i gang.”

Når et flertal anlægger en rigsretssag, skal det være overbevist om, at den vil føre til dom. I den aktuelle sag må man tvivle på, om en dom egentlig er, hvad flertallet ønsker. Det er også Inger Støjbergs bedste chance.