Nu ligger de her på Særslev Kirkegård på Vestsjælland, Else Mari og Egon. Med sig hjemme fra Felsted i Sønderjylland har de både gravsten og beplantning.
For deres søn, jurist og menighedsrådsformand Jan Østergaard, er en af dem, der har flyttet sine døde med sig.
Moderen blev bisat på Felsted Kirkegård i 1998, og da Jan Østergaard i 2002 blev ringet op af sin fars nabo i den sønderjyske landsby, som om morgenen havde fundet faderen død i hjemmet, var Jan Østergaards første tanke, at nu var han forældreløs.
”Det er jo skelsættende, at man ikke længere har sine forældre, også selvom man er voksen,” siger han.
En af de næste tanker var, at hvem skulle nu se efter forældrenes gravsted.
”Vi er oprindeligt fra Fredericia, så Felsted er ikke et sted, jeg har tilknytning til, og min søster, som på det tidspunkt boede i Tyskland, stod for at skulle flytte endnu længere væk – til Spanien. Ingen af os ville kunne besøge deres grav særlig tit,” siger Jan Østergaard, som ringede til kirkeværgen i den vestsjællandske landsby Særslev, hvor han bor, og spurgte, om han ikke kunne få et gravsted.
”Kirkeværgen blev lidt bekymret, indtil jeg forklarede, at jeg ville have mine forældre herop,” smiler Jan Østergaard, der har indrettet hjem og kontor i byens nedlagte slagteri, ikke langt fra de to kirker, Særslev og Føllenslev, hvor han i dag er menighedsrådsformand.
Fra Felsted Kirke fik han tilladelse til at få gravet moderens urne op, så den kunne følge med faderens til Vestsjælland.
”Da urnerne var klar og stenen med begges navne færdig, tog jeg toget til Sønderjylland, og så fik de en sidste køretur på bagsædet af deres egen bil herover, hvor deres urner blev sat i det nye gravsted med deltagelse af præst og sanger,” siger han.
Mens vi har talt, er snefoget uden for Jan Østergaards hus taget til. Det er meget passende, for med til historien hører, at en snestorm i 2002 lukkede landet, så mange ikke nåede frem til mindehøjtideligheden for hans far i Sønderjylland. Derfor ønskede han også en præst med ved urnenedsættelsen i det nye gravsted, så slægtninge og venner fik en chance mere for at sige farvel.
Dengang var det usædvanligt at flytte urner.
”Men som menighedsrådsformand har jeg inden for den senere tid haft flere forespørgsler på urneflytninger, fordi folk ikke kan forlige sig med tanken om, at de skal køre i timevis for at komme på kirkegården. Familier bliver mindre, så der er heller ikke så mange at fordele pasningen af et gravsted på. Hvis alternativet er at sløjfe gravstedet, kan jeg godt forstå, at man i stedet flytter dem med,” siger Jan Østergaard og fortæller om en nylig forespørgsel, som mundede ud i, at en ældre dame, som flyttede til Roskilde, fik sin mands urne taget op her i Særslev for at genbisætte den nærmere sin nye bopæl.
På væggen i Jan Østergaards kontor ud mod hovedgaden hænger et krucifiks. Han er troende, siger han, ”på den måde de fleste medlemmer af folkekirken er”.
”Jeg kommer ikke i kirken hver søndag, men jeg kan godt finde på at tage min nøgle og gå op og sætte mig i Særslev Kirke helt alene. For så sker der det, mange af os vist har erfaret: Man kommer i ro og går fredfyldt derfra. Det er en mulighed, man ikke altid har under gudstjenesten, hvor der er musik, ord og andre mennesker. ”
Især i begyndelsen betød det meget for Jan Østergaard at have sine forældre bisat i nærheden og ikke næsten 300 kilometer væk, fortæller han, mens vi går op til gravstedet.
”Det er nok en følelse, vi ikke kan slippe som mennesker: at det kan være godt at besøge sine afdøde. Mange steder kan man endda på fællesgravene se, at folk ved præcis, hvor deres pårørende ligger, og at de lægger blomster netop der,” peger han hen imod en, hvor buketter og hilsener ganske rigtigt ligger strategisk placeret på græsset.
Med tiden betyder det lidt mindre for Jan Østergaard, at forældrenes gravsted er netop her. Det er jo længe siden, de døde, bemærker han.
”Men alligevel... en dag skal jeg selv ligge der, og så er det meget godt, vi er samlet,” siger han og udpeger, hvilke planter, han tog med fra forældrenes have og satte her, da han flyttede dem til Særslev.
Han føler ikke, at gravfreden forstyrres, fordi man flytter urner, der allerede en gang er sat i jorden.
”Det sker med de efterladtes velsignelse, og det er trods alt en graver, der forestår det.”
Til gengæld støder det ham lidt, hvis den afdødes aske deles i flere portioner.
”Nu er der jo kommet den tanke, at når dronning Margrethe kan få prins Henriks aske delt i to, så kan vi andre også. Men skal hvert af børnene så have en brøkdel af fars eller mors aske? Der går grænsen for mig.”