Jeannette lider af kol: Jeg tror ikke, man ville sige til hjertepatienter, at de selv er skyld i deres sygdom

55-årige Jeannette Vennerberg fik for cirka 10 år siden konstateret lungesygdommen kol. Det tog både noget tid at blive cigaretterne kvit og at forsone sig med både sin egen skam og den stigmatisering, der følger med, når man måske selv er skyld i sin sygdom

Jeannette Vennerberg.
Jeannette Vennerberg er en af de omkring 430.000 danskere, som ifølge Lungeforeningen lider af kronisk obstruktiv lungesygdom – eller kol, som det forkortes. – Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen

For omkring syv år siden havde Jeanette Vennerberg, 55 år, en oplevelse på Bispebjerg Hospital i København, som hun aldrig har kunnet ryste af sig. Hun var selv i gang med et rygestop og var til kontrol på hospitalet for sin lungesygdom, kol – kronisk obstruktiv lungesygdom.

Ved indgangen til lungeafdelingen stod der patienter med gangstativer og iltflasker. De tog iltslangerne ud af næsen og tændte en smøg.

”Der skal jeg aldrig nogensinde ende, tænkte jeg. Det billede er frosset fast i min hukommelse og minder mig om, at jeg skal fortsætte med at passe på mig selv, så jeg forhåbentligt kan bevare den lungefunktion, jeg har i dag,” siger Jeannette Vennerberg, der har 67 procent af sin lungefunktion tilbage.

Hun er en af de omkring 430.000 danskere, som ifølge Lungeforeningen lider af kronisk obstruktiv lungesygdom – eller kol, som det forkortes. En kronisk sygdom i lungerne, hvor luftvejene forsnævrer sig, og lungevævet bliver ødelagt. For de ramte medfører lidelsen tiltagende åndenød, hoste og hyppige infektioner i lungerne.

For Jeannette Vennerberg har det været en proces at erkende, at hun er kronisk syg, og at kun hendes egne handlinger kan hjælpe med at bremse sygdommens udvikling.

”Det var vanvittigt svært at holde op med at ryge, og der gik noget tid, før jeg erkendte, hvor stort et problem det var, at jeg røg. Jeg havde forsøgt at holde op flere gange før, og jeg havde efterhånden næsten givet op,” siger hun.

Efter Jeannette Vennerberg som 26-årig havde født sit første barn, gik hun til lægen, fordi hun blev ved med at få lungebetændelser. Særligt om vinteren var hun hårdt plaget af sygdomme. Hun fik fjernet mandler og begyndte derefter at tage astmamedicin.

”Men den virkede aldrig rigtigt. Da jeg nærmede var midt i fyrrene gik jeg igen til lægen, fordi jeg troede, at det nok var kol, jeg led af,” siger Jeannette Vennerberg, der bor på Østerbro i København.

”Efter 10 minutter og uden at have undersøgt mig endnu, var lægen på baggrund af min vejrtrækning også ret sikker på, at jeg havde kol.”

Der gik dog endnu et par år, før hun havde held med at kvitte cigaretterne. Med det samme, hun fik kol-diagnosen, vidste hun, at hun var nødt til det. Men hun havde forsøgt mange gange før og havde nærmest kastet håndklædet i ringen på forhånd.

”Rygning er en underlig størrelse, den er nærmest ens bedste ven. Når man er ked af det, ryger man en masse smøger, når man er glad, fester man og ryger en masse smøger. Det er en svær ven at sige farvel til.”

Hun var begyndt at ryge, da hun var teenager og røg indtil for syv år siden omkring 20 cigaretter om dagen. I dag kunne ikke drømme om at tænde en cigaret igen.

”Jeg vil heller ikke ende som min far, der døde af lungekræft, og også både havde kol og astma. Han kunne ingenting til sidst og røg sin sidste cigaret tre dage, før han døde.”

For Jeannette Vennerberg har det på mange måder været positivt at få diagnosen. For nu ved hun, hvordan hun skal passe på sig selv: Ikke ryge, spise sundt og sørge for at få motioneret. Det gør hun blandt andet ved at gå ture med sin dansk-svenske gårdhund, Cato.

”Jeg er blevet meget mere bevidst om, hvorfor jeg ofte bliver syg. Jeg har haft lungeproblemer, allerede siden jeg var barn. Da jeg var 16 år, var jeg syg i seks uger, halsbetændelse, lungebetændelse og bronkitis vandrede op og ned ad mig. Mine klassekammerater troede, jeg var droppet ud af skolen, da jeg kom tilbage,” siger hun.

Fordi Jeannette Vennerberg altid har haft lungeproblemer, er det ikke med sikkerhed til at sige, om det er cigaretterne, der er årsag til, at hun har fået kol. Og når hun i begyndelsen efter at være diagnosticeret fik betegnelsen ”rygerlunger” klistret på sig, gjorde det ondt på hende.

”Det var meget ubehageligt og ikke et særligt sjovt ord at få slynget efter sig. Det gør mig ked af det, fordi ordet er så negativt ladet. Jeg ved godt, at jeg sandsynligvis har røget mine lunger i stykker, så det er ikke nødvendigt at få tværet ud i hovedet på den måde,” siger hun.

Det samme gør sig gældende, når folk kalder hende en ”samfundsbelastning”, fordi hun muligvis selv er skyld i, at hun er syg.

”For det prøver jeg rent faktisk på ikke at være. Det tror jeg heller ikke, at man ville sige til en hjertepatient, selvom hjerteproblemer kan stamme fra dårlig kost eller for meget alkohol. Men lige præcis rygning har vi ikke noget problem med at påpege over for hinanden,” siger hun.

Tidligere skammede hun sig over at være ryger, men det gør hun ikke længere:

”Jeg har forsonet mig med, at det måske er min egen skyld, at jeg har fået kol. Det handler nok om, at jeg har tilgivet mig selv.”

I stedet for at fokusere på de ting, hun ikke kan lave om på nu, koncentrerer hun sig om det, hun kan gøre.

”Jeg har ladet være med at begynde at ryge igen, fortsætte med at spise sundt, dyrke motion og få nok søvn, når der er optræk til, at jeg er ved at blive syg. Det hjælper billedet af rygerne med iltflasker fra Bispebjerg Hospital mig med at huske på,” siger hun.